Lige meget, hvordan man vender og drejer regnestykket, er facit det samme: Risbjergskolen er den skole i Hvidovre, som får færrest penge per elev.
Sådan lyder konklusionen fra skolebestyrelsen på Risbjergskolen, som har fået aktindsigt i en række nøgletal i Hvidovre Kommune.
Skolebestyrelse: Tal fra aktindsigt er “helt hen i vejret”
Tallene fra aktindsigten viser ifølge skolebestyrelsen, at andre skoler i Hvidovre får mellem 4 procent og helt op til 21 procent flere midler end Risbjergskolen per elev.
Det gælder, selv når man renser tallene for penge, der følger med, når skoler løfter særlige opgaver med for eksempel tosprogede elever.
– Det er jo helt hen i vejret, lyder det fra Søren Krogh Nielsen, der som næstformand udtaler sig på vegne af en samlet skolebestyrelse på Risbjergskolen.
Du kan se de præcise tal i grafikken øverst i artiklen.
Politiker: Derfor får Risbjergskolen færrest penge per elev
Søren Krogh Nielsen har søgt aktindsigt, efter lokalpolitiker Sara Benzon (SF) i et læserbrev i Hvidovre Avis fortalte, at Risbjergskolen får færrest midler, blandt andet fordi skolen løfter få særopgaver.
Sara Benzon giver i læserbrevet tre grunde til, at Risbjergskolen får færrest penge per elev:
- Skolerne får faste beløb til visse opgaver. Deler man beløbet til skolen ud på hver elev, vil det automatisk give et lavere beløb per elev på skoler med mange elever som eksempelvis Risbjergskolen.
- Andre skoler står for en modtageklasse til børn, der har svært ved at tale dansk, fordi de lige er komme til landet. Eller de har en eliteidrætslinje, svømmeundervisning eller løser andre særlige opgaver.
- Risbjergskolen har et bedre socioøkonomisk grundlag end de øvrige skoler i Hvidovre.
Det betyder for eksempel, at forældrene generelt er bedre uddannet, og at antallet af enlige forsørgere eller forældre på overførselsindkomst er lavere end hos elever på andre skoler.
Det hele er med til at gøre, at Risbjergskolen får færre penge, skriver Sara Benzon, formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Hvidovre Kommune. i læserbrevet.
Skolebestyrelse efter aktindsigt: Tal modsiger politiker
Det billede knuser skolebestyrelsen nu ifølge næstformand Søren Krogh Nielsen.
– Når man tager ekstra bevillinger væk, er der stadig store forskelle på skolerne per elev. Ser du på et budget, der er til ren og skær undervisning uden alle de dér særbevillinger, så er Risbjerg stadig den skole, der har det mindste budget.
– Jeg synes, det er interessant, at hun prøver at lukke os ned med argumenter, der ikke holder vand, når man søger aktindsigt. Hun udtaler sig som formand og har i bund og grund ikke styr på tallene bag argumenterne, siger Søren Krogh Nielsen.
Sara Benzons læserbrev var et svar på et debatindlæg, som oprindeligt blev bragt hos Risbjerg & Co.
Nye tal sætter tanker i gang hos Sara Benzon
Tallene fra skolebestyrelsen gør indtryk på Sara Benzon, da Risbjerg & Co. fanger hende på telefonen og ridser skolebestyrelsens konklusioner op.
– Selvfølgelig sætter det tanker i gang, konstaterer Sara Benzon.
– Jeg har udtalt mig inden for de rammer, som vi har fået sat op som kommunalbestyrelse.
– Jeg har ikke været nede at kigge i alle skolernes enkelte tal for at finde ud af, hvordan det her skal hænge sammen. Der er jeg nødt til at have tiltro til, at dem, der har regnet på det her, har de rigtige oplysninger, siger hun til Risbjerg & Co.
Udvalgsformanden tilføjer, at hun sammen med embedsmænd er nødt til at dykke længere ned i tallene.
Hun vil blandt andet se nærmere på, om alle relevante udgifter er taget med i beregningerne, før hun kan forholde sig til eventuelle konsekvenser.
Politiker: Alle skoler skal ikke have samme grundbeløb
Sara Benzon har dog et forbehold for en præmis i skolebestyrelsens kritik:
– Hvis de sidder i skolebestyrelsen med den pointe, at alle skoler skal have det samme grundbeløb, så er jeg nødt til at sige, at det er jeg ikke enig i, at alle skal. For alle har forskellige vilkår.
– For at behandle alle ens, er man også nødt til at sætte forskellige rammer op for at give alle lige mulighed for at lykkes, siger Sara Benzon.
Du kan læse flere pointer fra Sara Benzon i sagen om midler til Hvidovres skoler i artiklen Politiker efter ilter kritik: Vi vidste, forældrene på Risbjergskolen ville blive frustrerede.
Risbjerg & Co. sendte tallene fra aktindsigten til Hvidovre Kommune nogle dage før offentliggørelse.
Meldingen lød, at de faglige medarbejdere ikke kunne finde tid til at se tallene igennem. De var bundet op af arbejde med kommunens budget for 2025.
Læs opfølgere på denne historie:
Politiker vil undersøge nye tal om Hvidovres skoler
Politikere vil have svar: Får nogle skoler i Hvidovre flere penge end andre?
Lokalpolitiker går under radaren efter kritisk aktindsigt
Medieforskere: Udvalgsformand må ikke boykotte udvalgte medier
.