Varetægtsfængsling efter cykelulykke forlænget i fire uger

En 24-årig mand var ikke påvirket af narkotika, da han kørte ind i en gruppe cykelryttere i Hvidovre – men han kørte stadig så hensynsløst, at han ifølge anklageren risikerer flere års fængsel
Cykelulykke i Hvidovre
Den 24-årige mand bag en voldsom cykelulykke i Hvidovre har ifølge forsvareren købt sin cykel i en ”almindelig butik” og ikke har ændret på den for at få den til at køre hurtigere. Sigtelsen lyder, at han ramte et felt af cykelryttere med omkring 40 km i timen. (Foto: Risbjerg & Co.)

En 24-årig mand skal sidde varetægtsfængslet i yderligere fire uger, efter han i september kørte ind i en gruppe cykelryttere i Hvidovre på sin elcykel.

Det afgjorde Retten i Glostrup på et retsmøde torsdag.

Forsvareren kærede kendelsen til landsretten i håbet om, at kendelsen bliver gjort om.

Forsvareren mener, at hendes klient skal løslades. Landsrettens afgørelse kommer formentlig inden for nogle dage.

Den sigtede var ikke påvirket af narkotika under uheldet

Den 24-årige har siddet varetægtsfængslet siden 8. september; dagen efter en voldsom cykelulykke, der endte med at koste en cykelrytter førligheden fra navlen og ned.

Manden har været sigtet for at være under påvirkning af narkotika, da han med formentlig 40 km i timen ræsede forbi en official og direkte ind i et felt af cykelryttere, der i samme øjeblik drejede rundt om et hjørne i høj fart.

En blodprøve har dog nu afsløret, at manden ikke var under påvirkning, da han kolliderede med cykelrytterne.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Forsvarer: “Min klient var ikke bare skideligeglad”

Blandt andet derfor mente forsvareren, at der ikke er belæg for at holde manden varetægtsfængslet.

– Jeg mener ikke længere, at der er tale om særligt hensynsløs kørsel. Min klient var uopmærksom, ingen tvivl om det. Men han vidste ikke, at der var et cykelløb i gang, og han var ikke bare skideligeglad, lød det fra forsvareren.

Dommeren var tilsyneladende uenig.

Hun gav i stedet anklageren medhold i, at den 24-årige kan have begået så alvorlig kriminalitet, at det er berettiget at holde ham varetægtsfængslet i fire uger mere.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Ligegyldigt for sigtelsen, at manden ikke var påvirket

Den sigtede mand er fængslet for at bringe andre i fare i kombination med at skabe ”grov uagtsom legemsbeskadigelse”.

Det er ifølge straffelovens paragraf 249 en særligt skærpende omstændighed, hvis skaden er sket, mens den ansvarlige har været påvirket af alkohol eller stoffer eller ved ”særligt hensynsløs kørsel”.

Anklageren fortalte under retsmødet, at det strafferetligt set er ligegyldigt, at manden ikke længere er sigtet for at være påvirket af narkotika.

Det er stadig en skærpet omstændighed, at manden kørte hensynsløst. Derfor er den potentielle straf den samme, lød det fra anklageren.

Anklager: 24-årig risikerer to års fængsel

Anklageren kaldte frafaldet af sigtelsen for narkotika-påvirkning for et tveægget sværd.

– Det vil sige, at han slet ikke var påvirket og var ved sine sansers fulde fem, men alligevel formåede han ikke at se en flagpost og flere følgebiler, der kører foran cykelfeltet, bemærkede hun.

Efter en stramning af loven for vanvidskørsel i 2021 ligger det ifølge anklageren til, at en straf for kombinationen af de to sigtelser kan ligge på 16-24 måneder.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Ifølge anklageren skal de næste fire uger bruges på at afhøre flere vidner.

Politiet skal også finde ud af, om der er videooptagelser af den 24-åriges kørsel, frem til han stødte sammen med cykelrytterne.

En bilinspektør er også ved at afklare, om den sigtede mand kørte på det, der ifølge loven kan betegnes som en stor knallert. Den undersøgelse kan ifølge anklageren tage helt frem til slutningen af 2024.

Først derefter bliver der rejst tiltale “hurtigst muligt”.

24-årig: “Ufattelig ked af det” for sig selv og de andre

Den sigtede selv fortalte kort, at han er ”ufattelig ked af det, der er sket for både mig selv og de tilskadekomne”. Han tænker især på manden, der er endt med at blive lam fra navlen og ned.

– Det var ikke min intention, at jeg kørte direkte ind i dem.

– Jeg sidder hver dag, og min medlidenhed bliver større og større for ham, men jeg er også ked af den situation, jeg selv er havnet i. Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle sidde her.

– Jeg er bare ked af det hele, lød det på et videolink fra fængslet, hvor den 24-årige sidder varetægtsfængslet.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Manden har tidligere fortalt i retten, at han havde bremset sin cykel ned til 5-10 km i timen, da han kolliderede med cykelrytterne.

Den forklaring havde en dommer dog svært ved at tro på. Læs mere om det i denne artikel.

Politiet har fortalt Risbjerg & Co., at problemet med elcykler i meget høj hastighed er særlig stort i Hvidovre.

 

Vil du læse mere?

For at læse mere skal du blive medlem.

 Så får du adgang til en masse god journalistik, lokale rabatter

og muligheden for at påvirke din by.

Klik HER for at komme i gang!

Allerede medlem?

Log ind herunder:






 

 

  

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her