Længdespringerne Emilie Aaen og Bjørk Nørremark fik det optimale ud af PL i Paris.
Sådan lyder det fra en stolt sportschef i Hvidovre Atletik & Motion, Michael Bruun Jepsen.
– De kan godt være meget glade og tilfredse begge to, siger han til Risbjerg & Co.
Emilie Aaen har formentlig lært en masse til PL
Emilie Aaen træner til daglig i Hvidovre Atletik & Motion.
Som ret nyt i parasport var hun primært udtaget til de Paralympiske Lege for at lære en hel masse til senere i karrieren.
Hun var seedet til en 6.-plads, men endte som nr. 7 i sin klasse.
– Hun gjorde det sgu flot, men hun var presset. Det var også, hvad vi håbede ville ske. Det var godt for hende, at hun fik oplevet det, mener Michael Bruun Jepsen.
Kom under pres, men klarede det med smil
Michael Bruun Jepsen bed især mærke i en situation, hvor Emilie Aaens kunstige knæ brød sammen under hende.
Emilie reagerede ved at smile stort til kameraer og tusindvis af tilskuere på lægterne.
– Det fortæller meget om, hvem hun er. Hun har en let, positiv tilgang til tingene, og jeg kunne høre på interview bagefter, at hun synes, det alt i alt var en fed, sjov og fantastisk oplevelse, som hun har lyst til at prøve igen.
Du kan få indtryk af en masse af Emilie Aaens oplevelser til PL på hendes Instagram-profil, som dette foto også stammer fra:
Efterrationalisering vil gøre Emilie Aaen stærkere
Lige efter sine spring gav Emilie Aaen udtryk for, at hun var enormt stolt.
Dagen efter lød hun nærmere til at være ærgerlig over, at hun ikke havde sprunget op til sit absolut bedste.
– Det er jo lige præcis en del af den proces, hun skal igennem. Så når hun står dér næste gang, er hun klar over, at nu er det nu, jeg skal performe og levere det bedste, jeg kan.
– Den efterrationalisering gør, at hun næste gang tænker, ’jeg skal ikke nede med samme oplevelse som sidst’, siger Michael Bruun Jepsen.
Bøvl med tilløb kan være på grund af store forventninger
Bjørk Nørremark endte med at vinde bronze i sin klasse, måske fordi hun har samme type erfaringer med i bagagen, som Emilie Aaen netop har høstet.
Som du kan læse i en anden artikel hos Risbjerg & Co., blev Bjørk udtaget til PL i Tokyo i 2021 af samme årsag som Emilie i 2024: Hun skulle lære og blive stærkere til senere.
Michael Bruun Jepsen lagde mærke til, at Bjørk efter et stærkt første spring havde svært ved at sætte det rigtige tilløb sammen.
– Jeg tænker, at det måske tog lidt tid at få behandlet de forventninger, hun selv havde. Måske blev bange for ikke at kunne opfylde dem. Samtidig med, at hun kunne mærke, at folk på tilskuerpladserne måske også havde en forventning om, at det her kunne blive stort.
– Så kommer man måske ufrivilligt til at træde lidt på bremsen.
Erfaring fra tidligere PL kan have hjulpet Bjørk
Michael Bruun Jepsen fortsætter:
– Men hun fik snakket det godt igennem med trænerne, og i sidste spring så hun klar ud. Hun gav den gas, som hun skulle, og hun endte med at vinde over sig selv og gøre noget, hun ikke have gjort før, ligesom hun sagde, hun ville.
– Hun fik endda en medalje ud af det. Det var en stærk performance, som måske også har handlet om, at hun lærte noget i Tokyo i 2021, siger Michael Bruun Jepsen.
Du kan se eller gense Bjørk Nørremarks højspændte bronze-afslutning i en anden artikel.
Bjørk Nørremark har trænet i Hvidovre Atletik & Motion næsten samtlige sine atletik-år. Nu skifter hun til Københavns Idræts Forening, tættere på hvor hun bor nu.
Du kan læse mere om Bjørk Nørremark i dette portræt.