Slut med at bygge plankeværk i Risbjergkvarteret

Dit nye hegn skal fra nu af være levende, så slut med plankeværker. Husk at klippe det, lyder opfordringen.
Levende hegn i form af hæk bliver klippet af mand
Du kan ikke længere komme uden om at finde hækkeklipperen frem en gang imellem. (Foto: ArtistGNDphotography)

For langt de fleste beboere i Risbjergkvarteret i Hvidovre er det nu slut med at bygge plankeværk.

I et forslag til nye regler for kvarteret står, at nye hegn skal være levende, grønne hegn.

Du må med andre kun sætte en hæk eller en busk op mellem dit hus og verden udenfor.

– De meget massive plankeværk i 1,8 meters højde, er vi ikke særligt store tilhængere af, konstaterede Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne på et informationsmøde om forslag til en ny lokalplan for Risbjergkvarteret.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Enkelte huse må stadig bygge plankeværk

Den eneste undtagelse for reglen bliver huse, der ligger lige ud til Brostykkevej eller Hvidovrevej.

De må som noget særligt gerne bygge et plankeværk på indersiden af et levende hegn for at holde støjen ude.

Trafikstøj og vejstøj i Risbjergkvarteret, illustration fra ny lokalplan fra Hvidovre Kommune
Kortet viser, hvor der er mest støj fra vej og trafik i Risbjergkvarteret. Til venstre er det Hvidovrevej, på tværs Brostykkevej og nede mod højre hjørne Gl. Køge Landevej.De hele sorte streger markerer området, hvor den nye lokalplan gælder. (Kort: Hvidovre Kommune)

Vil du have hegn omkring dine affaldsbeholdere, skal det også være et levende hegn.

Levende hegn skal være med til at give et grønt udtryk i Risbjergkvarteret.

Skal kommunen tjekke, om du klipper hækken?

På informationsmødet i midten af april var der ingen synderlig modstand mod tanken om de levende hegn.

Det skabte til gengæld lidt støj i salen, da snakken faldt på, om folk nu også vil få klippet deres levende hegn, så man kan gå på fortovet uden at få grene i hovedet.

Sørger I for at tjekke, om folk klipper hækken, lød et spørgsmål fra en beboer på Ege Allé til Charlotte Munch.

– Nej, vi har andet at lave, lød det fra Charlotte Munch, der er formand for kommunens by- og planudvalg, som står for den politiske del af arbejdet med den nye lokalplan.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Politiker: Tag den selv med ejeren af hækken

Charlotte Munch foreslog i stedet, at man selv banker på hos ejeren, hvis man bliver irriteret over en uklippet hæk.

Den melding mødte modstand.

En beboer fra Strøbyvej mente, at politikerne kommer for let omkring problemet ved at sige, at man bare skal klare det selv.

Tænk på den ældre, der har svært ved at gå, eller den enlige forælder med et barn, der skal falde i søvn i barnevognen.

Charlotte Munch understregede, at man selvfølgelig gerne må give kommunen et praj, hvis man har svært ved at komme forbi et hus, fordi hækken vokser for vildt.

– Men jeg synes ikke, vi som kommune skal bruge arbejdsdage på at kontrollere vores borgere. Det synes jeg ikke er værdigt for borgerne i Hvidovre Kommune, sagde hun.

En beboer fra Ejby Allé foreslog, at man kan tage problemer op med sin grundejerforening.

– Det er klart den bedste løsning, at vi taler sammen frem for at angive hinanden, lød opbakningen fra Charlotte Munch.

Beboer: Grønne hegn bør tage hensyn til dyrelivet

En tredje beboer vil gerne have, at grønne hegn skal laves af hjemmehørende danske arter for at hjælpe dyrelivet.

Svaret fra en repræsentant fra kommunen lød, at det må hun endelig sørge for at skrive i et høringssvar, så overvejelsen kan komme med, når den endelige lokalplan bliver lavet.

Du må gerne sætte et trådhegn op

Mens du ikke må bygge plankeværk langs dit skel ud til vej eller en sti, må du gerne sætte et trådhegn op på indersiden af det levende hegn.

Trådhegnet må bare ikke være højere end det levende hegn, når det er fuldt udvokset. Og det må aldrig være højere end 1,8 meter.

Samme regler kommer til at gælde for de plankeværk, der må sættes op mod trafikstøj ud til Brostykkevej og Hvidovrevej.

Lokalplanen skal vendes i september

Lokalplanen vil betyde en række ændringer, herunder at nye huse må bygges i to etager og fylde 30 procent af grunden.

Lokalplanen skal efter høringsfasen til behandling hos politikerne i kommunen.

Charlotte Munch gætter på, at det kan ske i september 2024.

Det er VIRKELIG slut med at bygge plankeværk…

Hvis du sidder og tænker, at du lige kan nå at sætte hegn op, før lokalplanen er endelig vedtaget, må du tro om igen.

Du må nemlig ikke lave ændringer på din grund, som strider mod det forslag, der er i høring.

Hvis du vil vide mere om, hvilket site du er landet på, kan du med fordel læse denne artikel.

     

Vil du læse mere?

Bliv medlem - og få adgang til en masse god journalistik, lokale rabatter

og muligheden for at påvirke din by.

Klik HER for at komme i gang!

Er du allerede medlem? Log ind herunder:








Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

SÆRTILBUD LIGE NU!

kr. 100

Få adgang til alt indhold og alle rabatter i hele 2024!
ALLEREDE MEDLEM?