Gratis

Skolernes budget for 2025 er nu klar – og det giver ikke mening…

DEBATINDLÆG: Risbjergskolens budget bliver reduceret med 860.000 kroner, mens andre skoler får helt op til 2.800.000 kroner mere, skriver Skolebestyrelsen på Risbjergskolen
Risbjergskolen i Hvidovre
Budgettet for 2025 gør, at Risbjergskolen har hundredtusindvis af kroner mindre at drive skole for per klasse, end den skole der har flest penge, skriver Skolebestyrelsen på Risbjergskolen. (Foto: Risbjerg & Co.)

Henover de seneste måneder har vi hørt meget om en mere “retfærdig” budgettildelingsmodel på skoleområdet, som blev vedtaget før sommerferien af en enig kommunal bestyrelse.

Denne nye model blev fulgt op af en kraftig investering på skoleområdet i forbindelse med budgettet for 2025.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Risbjergskolen er eneste skole med mindre budget end 2024

Nu er skolernes budgetter for 2025 så endelig klar. Og resultatet er ikke overraskende at budgetterne overhovedet ikke giver mening!

På trods af en investering på 12.400.000 kroner er Risbjergskolen den eneste skole i Hvidovre Kommune, der har et mindre budget end i 2024.

Risbjergskolens budget bliver reduceret med 860.000 kroner – andre skoler kan se frem til en saltvandsindsprøjtning på helt op til 2.800.000 kroner!

Midler per klasse til skolerne i Hvidovre, Skolebestyrelsen på Risbjergskolen
Midler til skoler i Hvidovre. Tal samlet og grafik udarbejdet af Skolebestyrelsen på Risbjergskolen.

Her skal vi huske på, at de opgaver, der skal løses på de enkelte skoler i januar, er nøjagtig de samme, som når elever og ansatte går på juleferie i december.

Risbjergskolen klarer sig i forvejen dårligere end forventet

Men der er nogle elever og ansatte på af politikerne udvalgte skoler, som bør glæde sig endnu mere til at komme tilbage i skole i januar med den kraftige øgning i budgettet henover nytåret.

Vi skal ligeledes huske på, at Risbjergskolen er den eneste skole i kommunen, der klarer sig under det forventede niveau, når det kommer til karakterer.

Det er denne model, som Sara Benzon kaldte Robin Hood-metoden, da den blev vedtaget.

Udfordringen er bare, at Risbjergskolen allerede var underfinansieret i forhold til andre skoler, og at man nu vælger at gøre fordelingen endnu mere skæv.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Godt 200.000 kroner mindre per klasse hos Risbjergskolen

Med budget 2025 ser vi nu ind i en fordeling mellem skolerne, der gør, at Risbjergskolen har 210.688 kroner mindre at drive skole for per klasse, end den skole der har flest penge per klasse!

Det svarer til en forskel per elev på næsten 20.000 kroner.

Det bliver alligevel til en del manglende indtægter, når der går knap 800 elever på Risbjergskolen.

Det er denne model, kommunalbestyrelsen mener er mere retfærdig. Eller ved de ikke, hvad effekten af, hvad de har besluttet, blev?

Mere om skolebestyrelsens uoverensstemmelser med Hvidovre Kommune i artiklen Skolebestyrelse efter aktindsigt: Tal viser noget helt andet, end politiker siger.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her