Østre Landsret fastholder varetægtsfængslingen af en 24-årig mand efter en cykelulykke i Hvidovre.
Manden fik for en uge siden forlænget en varetægtsfængsling, der allerede var i gang, med fire uger ved Retten i Glostrup.
Forsvareren kærede kendelsen for at få landsretten til at omgøre den. Men den er nu stadfæstet af Østre Landsret.
Der er nedlagt navneforbud i sagen.
Ifølge et væld af vidneudsagn var manden skyld i den voldsomme ulykke på Hvidovrevej lørdag 7. september, der sendte tre mennesker på hospitalet.
Mand siger, han kørte 5-10 km i timen inden cykelulykke
Manden forsøgte ellers at forklare Retten i Glostrup, at han var uden den helt store skyld i ulykken under et cykelløb på afspærrede veje i Hvidovre.
Manden var op til ulykken kørt ned ad Hvidovrevej på cykelstien, der var åben for offentligheden.
Han fortalte i retten, at han hverken havde opfattet, at en vagt i grøn vest midt på cykelstien viftede med et rødt flag – eller at vagten råbte, ”Stop! Stop!”, lige inden manden kørte ud på vejen, hvor feltet kom ræsende med omkring 50 km i timen.
Manden havde bremset sin MATE-elcykel og kørte blot 5-10 km i timen, da han blev ramt af et felt af cykelryttere i høj fart, sagde han i retten.
Manden historie passer ikke med vidnernes
Mandens forsvarer, Torben Brøndum Rasmussen, mente, at manden burde løslades, blandt andet fordi det ikke var tydeligt for manden, at et cykelløb var i gang.
Dommeren valgte i stedet at lytte til anklageren og forlænge varetægtsfængslingen af manden.
Blandt andet, fordi et væld af vidner samstemmende har fortalt en anden historie end manden selv: At manden ignorerede flere advarsler og i stedet ræsede af sted på sin MATE-cykel med omkring 40 km i timen, direkte ind i cykelrytterne, der kom rundt om hjørnet fra Vestkærs Allé i Risbjergkvarteret.
Manden var muligvis under påvirkning af kokain, da han kørte, og der blev fundet kokain i hans taske umiddelbart efter ulykken.
Endnu uvist, om en cykelrytter bliver lam
Ulykken sendte to af cykelrytterne direkte på hospitalet.
Den ene cykelrytter risikerer at blive lam fra navlen og ned. Intet nyt er kommet ud om hans tilstand, siden Nørrebro Cykleklub lavet en opdatering om deres to medlemmer dagen efter ulykken.
Den anden cykelrytter blev indlagt på Hvidovre Hospital og opereret for lungekollaps. Han er nu udskrevet til eget hjem, oplyser Danmarks Cykle Union til Risbjerg & Co.
Den 24-årige mand blev også selv indlagt med blødninger i leveren.
Varetægtsfængslet frem til 10. oktober
Manden blev oprindeligt varetægtsfængslet in absentia.
Han kom for en dommer igen, da han var frisk nok til at møde i retten. Det var her, han fik forlænget sin varetægtsfængsling med fire uger.
Manden er foreløbig varetægtsfængslet frem til 10. oktober.
Følg med i de seneste nyheder om Hvidovre: Tilmeld dig Risbjerg & Co.’s gratis nyhedsbrev.