Frisk frugt og grønt!
Anders Vinther Severinsen ved lige, hvilke varer han helst ser på hylderne i et supermarked.
– I min verden siger det meget om en butik. Er det grønt, frisk og lækkert hver gang, er der som regel styr på resten, lyder det.
Anders ved, hvad han taler om, for han er selv købmand.
Torsdag 22. august starter et eventyr i hans liv, når han åbner dørene til en helt ny REMA 1000-butik på Hvidovrevej 344.
– Jeg glæder mig helt vildt, og det håber jeg også, Hvidovre gør, siger Anders Vinther Severinsen, da Risbjerg & Co. møder ham i de halvtomme lokaler på Hvidovrevej, hvor der før lå en Aldi.
Du kan få en fornemmelse af placeringen i videoen senere i artiklen.
Hvad skal vi forvente at finde i ny REMA 1000?
I Anders’ butik bliver det ”alfa og omega”, at du kan få alt det, der står på indkøbssedlen.
Varerne skal dog mere end bare ligge der som en dvask turist på Gran Canaria.
De skal være i god kvalitet – og friske ligesom den frugt og grønt, han værdsætter så højt.
Det vil de fleste købmænd jo nok sige. Hvordan sørger du for, at det rent faktisk sker?
– Det handler om at være dygtig til at disponere rigtigt. Det kræver gode rutiner og et kendskab til kunderne. Hvis man har fingeren på pulsen, kan man sørge for, at det spiller hele tiden.
– Visse steder lægger man bare tre paller grøntsager ud på én gang; så er det klaret. Men ting, der har bedst af at være på køl, skal holdes på køl, og så fylder man lidt op ad gangen.
– Sælger vi én kasse peberfrugt om dagen, skal der ikke ligge tre, for så er det til sidst ikke god kvalitet, kunden får med hjem. Eller også ender det i skraldespanden, og det er dumt i forhold til madspild, og det koster penge, forklarer Anders Vinther Severinsen.
Dedikation kan forhindre dårlig mad
Anders Vinther Severinsen skynder sig at tilføje, at man som købmand nogle gange kan komme til at gætte forkert, for det kan svinge, hvor meget kunder køber på en dag.
– Jeg vil ikke sige, at der aldrig kan komme til at ligge et dårligt stykke frugt eller grønt, men med gode rutiner kan man komme et langt stykke ad vejen, hvis man er dedikeret, konstaterer han.
Rejse til Thailand afgjorde sagen
Anders Vinther Severinsen har været købmand hele sit voksne liv.
Men det kunne være endt med noget helt andet end en ny butik i Hvidovre for den 34-årige iværksætter.
I 2023 trak han stikket på sit gode job efter godt seks år som købmand i REMA 1000 i den lille by Vemmedrup ved Køge.
Anders Vinther Severinsen tog til Thailand med familien for blandt andet at mærke efter, hvad han helst ville i livet.
Svaret kom dog hurtigt til ham.
Elsker tæt kundekontakt og gode handler
Det føltes for mærkeligt at gå fra at have et arbejdsliv i centrum af lokalsamfundet med masser af daglige snakke med kunderne til at kigge ud i luften i selskab med en halvdød telefon.
Anders savnede den gamle butik og personalet, der var som en familie for ham. Og han savnede sine kunder.
– Mange af mine kunder var jeg på fornavn med. De handlede ikke hos REMA, men hos Anders. Jeg vidste, når nogen havde fødselsdag, og hvad deres børn lavede.
– Jeg elsker at lave en god butik og for den sags skyld at lave en god handel. Jeg elsker bare købmandslivet, konstaterer han.
Så da REMA 1000 tilbød ham at starte en butik op i Hvidovre, slog han til med det samme.
De unge i butikken er lige så vigtige som cheferne
Nu glæder han sig til at grundlægge sit helt eget sted, hvor kunderne, men også de ansatte skal have det godt.
Anders Vinther Severinsen fortæller at han gør en dyd ud af at få især butikkens unge medarbejdere til at føle sig som en del af holdet.
Betyder det så meget at være et hold?
– Ja, helt vildt!
– Vi kommer til at have mange unge mennesker, som kun er her 3-4 timer ad gangen, fordi de går til fodbold eller skal lave andre ting. Jeg gør meget ud af at få dem til at forstå, at de er lige så vigtigt som souschefen, der er her hver dag.
– Om kunderne møder Luna i kassen eller Daniel på gulvet, så forventer de stadig at få god service og en god oplevelse. Det skal alle være med til, og jeg elsker at arbejde med de unge og lære dem op til at løfte den opgave, siger Anders Vinther Severinsen.
Anders vil være bedre end de andre
Da Risbjerg & Co. møder Anders i lokalerne på Hvidovrevej, er der af gode grunde ingen unge på arbejde. Men de slider alligevel i det.
De er nemlig ved at blive trænet op i en anden REMA 1000 på Kettevej, så de er klar til at møde kunderne på Hvidovre 344 fra 22. august kl. 8.
– Skal vi have kunderne til at vælge os i stedet for at handle i Friheden eller hos Netto på Hvidovrevej, skal vi være bedre end de andre. Det gælder både på det, vi leverer i butikken, men også det, kunderne oplever, når de er i kontakt med os.
– De fleste kunder klarer sig selv, men når de møder én på gulvet, skal det helst gå let og hurtigt, og de ansatte skal gå en ekstra meter for kunderne. De må ikke bare blive mødt af et spørgsmålstegn, forklarer han.
I videoen kan du høre, hvad Anders gerne vil have, du oplever, når du træder ind i hans nye butik:
Ny REMA 1000 i Hvidovre med “15 skarpe tilbud” i åbningsugen
Købmanden har allerede fået en varm velkomst på sin profil på Facebook.
– Det er helt fantastisk, siger han med et stort smil.
Han håber på endnu mere, når dørene bliver slået op 22. august til en ny butik med ”15 skarpe tilbud i hele åbningsugen”.
– Det bliver med tale og rød løber, klipning af snor, en vogn med gratis kaffe, pølsevogn med gratis pølser om eftermiddagen og smagsprøver i butikken. Der bliver gang i gaden, lover han.
Når butikken er åbnet, kan du handle i den hver dag fra kl. 7:00 til 21:45.
Er der noget, du vil sige til folk derude op til åbningen?
– Det skulle lige være, at alle sikkert siger, når de åbner, at de vil alle de ting, jeg lige har sagt.
– Men jeg mener det sgu. Jeg og vi kommer til at gå all-in. Vi vil være den bedste butik i området. Der kommer til at være handling bag ordene.
– Det skal spille, og det skal kunderne nok også komme til at mærke. Det er jeg sikker på.
Anders Vinther Severinsen bor i Køge med sin kone og sine to små drenge – én på 4 år, én på 9 måneder.
Han bruger det meste af sin vågne tid på familie og forretning, men han er nu også interesseret i blandt andet fodbold.
Han har endda været på Hvidovre Stadion til et par kampe i 1. division.
Hans nye REMA 1000-butik kommer til at have omkring 30 ansatte.
I skrivende stund er håndværkere i fuld gang med at installere nye køle- & frostmøbler, bygge køle- og frostlagerrum, male vægge, sætte indgangsparti i stand og meget andet.
Undervejs bliver trukket op mod 4 km kabler.
Du kan finder vej til den nye REMA 1000 på butikkens hjemmeside.
Du kan læse mere om Hvidovres nye REMA 1000 i artiklen Vil ny REMA 1000 have økologi og være børnevenlig?