Gratis

Ismageriet kommer til Vestegnen

Isglade mennesker i Hvidovre får lettere adgang til kvalitets-is, når Ismageriet åbner en butik på Vestegnen. Håbet er sommeren 2025, lyder meldingen til Risbjerg & Co.
Ismageriets administerende direktør, Kim Simonsen, vil åbne en ny butik på Vestegnen, måske i Hvidovre
Nu kunne vi godt tænke os at komme ud til jer med frisklavet is, erklærer Ismageriets administerende direktør, Kim Simonsen. (Foto: Ismageriet)

Det betaler sig at råbe højt om, hvad man gerne vil have.

Nu er det så godt som sikkert: Ismageriet kommer til Vestegnen.

Ismageriet åbner måske endda en butik i selve Hvidovre.

Det fortæller administrerende direktør Kim Simonsen til Risbjerg & Co.

– Det kunne sagtens blive i Hvidovre eller i en nabokommune tæt på, hvor vi tager højde for, at det ligger tæt over mod Hvidovre, så alle kan gå eller cykle dertil, siger Kim Simonsen.

– Ambitionen er en stor butik med produktion på stedet, så vi kan lave isen løbende hele dagen, så den altid er blød, frisk og lækker, uddyber direktøren.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Overvejelser på Risbjerg & Co. har presset på

Ismageriet har længe gerne ville udvide produktionen af sin hjemmelavede, italiensk inspirerede is til området omkring Hvidovre, Rødovre, Glostrup og Brøndbyøster. 

Den seneste tids skriverier på Risbjerg & Co. om, at mange lokale gerne vil betale for at få kvalitets-is i Hvidovre, gør det kun endnu mere tiltrækkende at få åbnet en butik i nabolaget, fortæller Kim Simonsen.

– Det er klart, at det vil være oplagt at lave en butik ude ved jer, hvor der er rigtigt mange mennesker og et godt kunde-grundlag. Det er fedt at mærke, at I gerne vil os, siger han til Risbjerg & Co.

Hvidovre, Rødovre, Brøndbyøster og Glostrup på kort fra Google Earth Pro.
Ismageriets nye butik på Vestengen kommer måske til at ligge et sted i dette område. (Foto: Google Earth)

Ismageriet kommer til Vestegnen – men hvor?

Mens det altså virker ganske sikkert, at Ismageriet indtager Vestegnen, er det usikkert, hvor det præcist bliver.

Ifølge Kim Simonsen er der fire krav til et sted, der skal huse en ny Ismageriet-butik:

  1. En bygning med 300-600 kvadratmeter til rådighed til både produktion og et cafémiljø.
  2. Bygningen skal helst være i ét plan, for store ting og sager skal kunne flyttes rundt med vogne.
  3. Gode muligheder for at parkere.
  4. Folk skal kunne sidde ved borde udenfor med sol i ansigtet.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Ismageriet kan næppe ligge i ‘Rådhus Chokolade’

Stedet skal altså helst både have plads til lidt industri og samtidig helst have et vist mylder af mennesker.

Opskriften på beliggenhed kan du nok genkende, hvis du har besøgt én af Ismageriets eksisterende butikker i Kødbyen, i Søborg og på Amager.

– Det er også sådan, jeg ser en stor del af Vestegnen. Man kan let komme til og fra, siger Kim Simonsen.

– Vi ligger derimod ikke godt på et lille sted med for tæt bebyggelse. Vi er mange mennesker i vores butikker, så der er nødt til at være lidt plads, så det bliver en god oplevelse for alle, fastslår han.

Dermed er det nok udelukket, at Ismageriet kan overtage den nu lukkede Rådhus Chokolade på Hvidovrevej ved Hovedbiblioteket og Rådhuset.

Det var der ellers flere, der havde drømt om, som du kan læse i artiklen Rådhus Chokolade lukker: Hvor skal man nu købe is?

Håber på ny butik på Vestegnen sommeren 2025

Fordi lokalerne endnu ikke er fundet, er det usikkert, hvornår Ismageriet kan åbne dørene til en ny butik på Vestegnen.

– Jeg håber at åbne noget til næste sommer. Det ville glæde mig meget, hvis det kunne lykkes, siger Kim Simonsen, inden han skynder sig at tilføje:

– Men jeg vil også sige, at al min erfaring siger, at det er svært at få tingene til at gå så hurtigt, for man skal finde et sted og bygge om og have gjort det lækkert.

– Det tager tid, og vi går ikke på kompromis med det. Det skal være det helt rigtige sted, hvor vi kan se os selv, konstaterer ismanden.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Du kan være med til at få Ismageriet til Hvidovre

Hvis du bliver utålmodig, kan du faktisk være med til at få processen til at gå lidt hurtigere.

Kim Simonsen beretter, at han selv har kørt rundt i blandt andet Hvidovre uden at finde den oplagte placering til en ny butik.

– Men det kan jo blive sjovt med denne her artikel. Måske hiver nogen et guldkort op, jeg aldrig har overvejet?

Hvis du har en idé til et sted, Ismageriet kunne indtage, så skriv til Risbjerg & Co. på kontakt@risbjergco.dk.

Du kan påvirke din by, hvis du fortæller, hvad du synes

Historien her viser, at det betaler sig at give sin mening til kende, hvis man vil ændre noget i Hvidovre.

Det samme opdagede en gruppe unge i øvrigt, da de mødte op til møde i kommunalbestyrelsen og fik politikerne til at vende 180 grader.

Den historie kan du læse om i artiklen Hovedrystende unge fik politikerne til at ændre beslutning.

Hvis du i stedet vil læse mere om Ismageriet, ligger en lille anekdote og gemmer sig, hvis du klikker videre til Ismageriet åbnede i Kødbyen i stedet for på Vestegnen.

Artiklen fik borgmesteren i Hvidovre til at række ud til Ismageriet. Læs om Ismageriets reaktion i artiklen Borgmester vil have Ismageriet til Hvidovre.

Ismageriet blev grundlagt i 2005 af Kim Simonsen i et tidligere bageri på Kongelundsvej på Amager.

I 2016 udvidede Ismageriet med en butik i Søborg og flyttede Amager-adresse fra det gamle bageri på Kongelundsvej til større lokaler ved DR Byen.

I 2023 åbnede endnu en stor butik, denne gang i Kødbyen.

Faktisk havde Kim Simonsen dengang haft planer om at udvide på Vestegnen, men så opstod en unik chance for at indtage Vesterbro.

– Derfor kom Kødbyen lige først. Det er med at tage mulighederne, når de er der, siger Kim Simonsen til Risbjerg & Co.

Den populære is fra Ismageriet er inspireret af klassisk italiensk gelato og bliver lavet i baglokalet i hver enkelt butik.

Isen bliver lavet af friske bær og frugter, gerne fra danske haver, når det kan lade sig gøre.

I dag er Ismageriet vokset til at have 25 fuldtidsansatte og 350 ’sæsonmedarbejdere’.

Du kan læse mere på Ismageriets hjemmeside.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her