Tænder du for dit tv fredag 6. september kl. 10, kan du se en dansk sportsstjerne i finalen i længdespring ved De Paralympiske Lege i Paris.
21-årige Bjørk Nørremark fra Hvidovre er blevet kaldt det største talent i dansk para-atletik.
Drømmen er at inspirere
Hun træner i timevis, syv dage om ugen for at levere det optimale spring i finalen.
Alligevel er muligheden for at vinde guld i klassen for mennesker med nedsat funktion i den ene arm overgået af en anden drøm, hun har: At inspirere mennesker, der som hende er født uden en hånd.
– Hvis jeg kan inspirere bare ét menneske på min vej, er min drøm gået i opfyldelse. Det er det største, fortæller Bjørk Nørremark, da Risbjerg & Co. fanger hende på telefonen.
Hjælper piger, der er født uden en hånd
Bjørk bliver kontaktet af mødre, der har en datter, som mangler en hånd.
Hun taler også med både unge og ældre piger, der selv er født uden en hånd, og som vil høre, hvordan Bjørk har klaret sig i sit liv.
– Det er sådan helt hverdags-trivielle ting, hvor jeg svarer på alle de spørgsmål, de har for at give dem ro omkring, at det hele skal nok gå.
– Så bliver jeg rigtigt glad. Det er virkelig stort, når nogen synes, at det, jeg gør, hjælper dem. Det giver mig helt kuldegysninger bare at snakke om det, siger hun.
Para-atleter ser muligheder, ikke begrænsninger
Bjørk Nørremark er tiltrukket af parasport, fordi hun elsker at gøre sig bedre og brænder for længdespring.
Men det betyder mindst lige så meget, at hun oplever et væld af meningsfulde værdier, når hun bevæger sig rundt i miljøet.
– Vi er atleter, der har vidt forskellige udgangspunkter i form af vores forskellige funktionsnedsættelser. Jeg er født uden venstre hånd. Andre har mistet underbenet til kræft, nogen har en sygdom, der gør, at de bliver mere og mere blinde, andre noget helt andet.
– Men vi er bragt sammen af vores passion for sport, og vores dedikation til at udvikle os på trods – eller måske nogle gange i kraft – af vores unikke udgangspunkter. Jeg tror, at mange para-atleter har det til fælles, at de ser muligheder frem for begrænsninger.
– Det er også sådan, jeg er blevet opdraget, fortæller Bjørk.
Bjørk Nørremarks barndom i Hvidovre var megagod
Bjørk Kjellman Nørremark er vokset op i et hus, som hendes forældre overtog fra deres bedsteforældre i Strandmarkskvarteret tæt på Frihedens Stationscenter.
Hun husker barndommen som ”megagod”.
Den var tryg, omsorgsfuld, kreativ – og uden skelen til, at hun i 2002 var blevet født på Hvidovre Hospital uden hånd som følge af en komplikation, der kan ramme, når der ligger to i mors mave.
– Jeg er vokset op helt på lige fod med min tvillingesøster, som har begge hænder. Der er aldrig nogen, der har fortalt mig, ”det kan du ikke”.
– Jeg ved ikke, hvem jeg var blevet, hvis jeg havde fået at vide, at ”det er synd for dig”. Jeg har altid fået at vide, at ”du kan blive lige præcis det, du vil”. Og det er det, jeg altid har gået ud og gjort, fortæller hun.
Krudt i røven sendte søstre til atletik og fodbold – og atletik
Bjørk startede til atletik som 7-årig sammen med sin søster.
– Vi var nogle børn med krudt i røven, så vi skulle ud at dyrke noget sport, husker hun.
Det blev hurtigt mere interessant at være sammen med andre i en holdsport, så Bjørk og tvillingesøster Carla skiftede til fodbold og arbejdede sig gennem flere år op mod eliteniveau.
Men tonen blev hårdere, og hvis man spillede en dårlig kamp, gik det ud over holdkammeraterne.
Bjørk vendte sig igen mod atletik, hvor hun kunne være herre over sine egne præstationer. Siden har hun aldrig set sig tilbage.
“Du er ikke god nok til at kalde dig længdespringer”
Det har selvfølgelig krævet hårdt arbejde at nå til et niveau, der gør, at Bjørk nu står i en PL-finale.
– Min første længdespringstræner fik decideret sagt, at jeg i hvert fald ikke kunne kalde mig længdespringer, for så god var jeg ikke.
– Det var fandeme en lang proces at løfte sig op til at blive berettiget til at kalde sig det, forklarer Bjørk Nørremark.
Teknisk sportsgren kræver mere, end du tror
Hvis du kigger på et længdespring på tv, ser du nok bare et menneske, der løber, hopper og lander i en sandkasse.
Men bag ved de bevægelser ligger rigtigt mange detaljer.
– Du har et tilløb, du skal ramme lige i røven hver gang, hvis du skal være den bedste. Så er der afsæt. Så er der en svævefase og en landing. Der er rigtigt mange ting at tage fat på og arbejde med, som gør det mere nuanceret, end man lige tænker.
– Det er så megateknisk at lave sådan et spring. Det kan jeg godt lide, konstaterer Bjørk.
Det krævede en hel masse træning at lære at mestre. I dag er hun vokset til at blive en længdespringer, som kan vinde medalje til PL. Læs om det i en anden artikel.
Stædighed skubber Bjørk fremad
Bjørk peger selv på, at det nok har hjulpet på processen, at hun er stædig.
– Jeg er faktisk meget, meget stædig af natur. Altså, virkelig stædig. Det ser jeg primært som en god ting, i hvert fald i forbindelse med min sport. Når jeg gerne vil noget, så går jeg efter det.
– Jeg er måske blevet stædig, fordi jeg nogle gange har haft lidt længere vej hen til at kunne fuldføre ting, end andre har. Jeg har haft brug for stædighed, når jeg har skullet binde mine snørebånd eller en knude på en ballon eller lægge neglelak.
– Det har nok været med til at udvikle mig som menneske, funderer hun.
Virkeligheden udviklede sig til en drøm
Bjørks præstationer i klubben Hvidovre Atletik & Motion blev bemærket af en landstræner, som hev fat i hende for at få hende med på landsholdet.
Det var ikke så meget en drøm, der blev til virkelighed, som det var virkeligheden, der åbnede en drøm.
– Jeg fik pludselig en masse muligheder. Det kræver en masse træning og slid og hårdt arbejde, men heldigvis er drømmen vokset på mig, og nu ville jeg ikke bytte den sport for noget andet, konstaterer hun.
Du skal ikke have ondt af Bjørk Nørremark
Og så er vi tilbage ved stedet, hvor nøglen ligger begravet til, hvordan Bjørk Nørremark efter blot seks år i atletikverdenen står i en olympisk finale.
– For mig handler det lige så meget at bryde med en forestilling i samfundet om, at hvis du er født lidt anderledes eller har et andet udgangspunkt, så skal vi have ondt af dig, eller så kan du ikke det samme.
– Fandeme nej!
Seje Bjørk driver kunstfirma med sin søster
Hvis du synes, du har set Bjørk Nørremark et andet sted end på en atletikbane, kan det være, du har set programmet Linde & Langeland på TV 2.
Her har Bjørk sammen med tvillingesøster Carla udsmykket et helt loft i studievært Sofie Lindes hjem.
I sin higen efter at undgå begrænsninger og i øvrigt bruge løs af sine kreative evner, har hun startet et firma sammen med Carla, hvor de laver meget mere kunst.
Firmaet hedder Some Other Waves og er Bjørks primære indtægtskilde.
De to søstre tager rundt og maler hele vægge eller lofter.
De kalder det evighedskunst, fordi malerierne på en måde bliver ved at være der, selvom de engang skulle blive malet over.
– Det er bare vildt fedt at have noget kreativt ved siden af noget, der er så firkantet, som sport nu en gang er. Jeg er rigtigt glad for at have noget fra de to verdener, hvor du bliver bedømt objektivt i den ene og subjektivt i den anden, forklarer Bjørk.
Kunst kommer også ud via Magasin og Parasport Danmark
Tvillingesøstrene har blandt meget andet også lavet et print til tøj for Magasin.
Bjørk har såmænd også lavet plakaten, som organisationen Parasport Danmark bruger til at illustrere De Paralympiske Lege i Paris.
Se hende hænge plakaten op og hør om hendes tanker om kunstværket i denne video på Facebook.
Du kan læse mere om Bjørk og en anden sej para-atlet fra Hvidovre i artiklen Hvidovre-atleter skal kæmpe for Danmark til Para-OL.