Nattestøj fra Holbækmotorvejen, der skal have nye lys

Lysmaster og lamper på Holbækmotorvejen skal skiftes ud. Det vil udløse aften- og nattestøj på strækningen fra Sønderkær til Hvidovrevej.
Holbækmotorvejen om aftenen, Hvidovre
Vejarbejde fra oktober frem til nytår vil udløse nattestøj. Samtidig bliver hastigheden sat ned aften og nat i starten af Holbækmotorvejen. (Foto: Risbjerg & Co.)

Som om motorvejen ikke larmer nok i dagtimerne, vil beboerne i den nordligste del af Risbjergkvarteret nu også få nattestøj fra Holbækmotorvejen, der skal have nye lys. 

Både lysmaster og lamperne langs de første 700 meter af motorvejen er ved at have nået deres slutdato og bliver derfor udskiftet.

Arbejdet foregår aften og nat fra søndag 20. oktober frem til fredag 1. november. Det melder Vejdirektoratet.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Nattestøj for at undgå at forstyrre trafikken i dagtimerne

Først skal masterne ned. Så skal betonfundamenterne knuses. Derefter skal nye fundamenter og lysmaster på plads.

Det kommer til at larme og forstyrre naboer til motorvejen på strækningen fra Sønderkær til Hvidovrevej.

Vejdirektoratet har valgt at lægge arbejdet i de mørke timer, ”da det ellers ville have en forstyrrende effekt på den tungt trafikerede strækning”, lyder det i en pressemeddelelse.

Mere præcist vil arbejdet blive udført i timerne mellem kl. 19 om aftenen og kl. 5:30 om morgenen.

I det tidsrum bliver hastighedsbegrænsningen sænket til 50 km/t.

Eneste undtagelse bliver natten mellem 26. og 27. oktober, hvor arbejdet vil ligge stille.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Ny støjskærm bliver sat op på Holbækmotorvejen

Arbejdet for enden af Holbækmotorvejen kommer oven i et andet arbejde, der er i gang en smule et andet sted på Holbækmotorvejen i Hvidovre Kommune.

På strækningen mellem Brøndbyvestervej og Avedøre Havnevej ind mod København er arbejdet i gang med at opsætte en ni meter høj støjskærm.

Kører du i bil, har du nok allerede oplevet, at den 900 meter lange strækning er snævret ind, så der er smallere kørespor.

Hastighedsbegrænsningen er sænket fra 90 til 80 km/t.

Hvis du er draget vestpå i efterårsferien, skal du altså forberede dig på både lidt sværere køreforhold og lavere hastighed – og dermed måske større risiko for kø – når du kører hjem mod Hvidovre.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Også larm for beboere ved Kettevej

Støjskærmen skal sænke genen fra støj for dem, der bor tæt på motorvejen i kvarteret mellem Holbækmotorvejen og Kettevej.

Bor du i det område, vil du nok opleve ekstra støj i forbindelse med, at der bliver boret søjler til støjskærmen ned i jorden. Det arbejde bliver formentlig ved oktober måne ud.

Vejdirektoratet regner med, at støjskærmen står klar inden 2025.

Du kan få løbende opdateringer om trafik, vejarbejde og andre trafikmeldinger på Vejdirektoratets trafikkort.

Og så er det altid en god idé at følge ved at skrive sig op til Risbjerg & Co.’s gratis nyhedsbrev.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her