617 mennesker – så mange stod i midten af 2024 på en lang venteliste til tandregulering i Hvidovre Kommune.
Antallet stiger blandt især blandt børn og unge. Cirka halvdelen af alle børnene står på venteliste til akut behandling.
Flere end 10 børn har ventet i 5 år.
Derfor er det blevet besluttet i kommunalbestyrelsen, at Hvidovre Kommune fra udgangen af 2025 træder ud af Tandreguleringen I/S.
Partier, der stemte for en udtrædelse, er:
- Det Konservative Folkeparti
- Dansk Folkeparti,
- SF
- Hvidovrelisten
- Danmarksdemokraterne
Socialdemokratiet stemte imod.
Enhedslisten undlod at stemme.
Tandreguleringen I/S er et såkaldt §60-selskab. Det betyder, at det består af lutter kommuner.
Selskabet er et samarbejde mellem Hvidovre, Vallensbæk, Ishøj, Brøndby, Tårnby og Albertslund.
Konservative: Udtrædelse er positiv for Hvidovres børn
Men hvorvidt udtrædelsen af samarbejdet er en optimal løsning, er der uenighed om blandt partierne på Rådhuset.
Søren Friis Trebbien (K), der er 1. viceborgmester og næstformand for Økonomiudvalget i Hvidovre Kommune, finder beslutningen nødvendig.
Hvidovre Kommune er nødt til at tage andre metoder i brug, da udfordringerne hos Tandreguleringen I/S er vokset, mener han.
– Vi skal tage den lange venteliste alvorligt.
– Jeg er sikker på, det får en positiv virkning i forhold til vores egen tandpleje, og at det får en positiv virkning på Hvidovres børn, fordi vi forhåbentlig kommer de her ventelister til livs, siger Søren Friis Trebbien.
Socialdemokratiet stemte imod som eneste parti
Anders Liltorp (S), der er 2. viceborgmester og formand for Økonomiudvalget i Hvidovre Kommune, er uenig.
Af syv partier i kommunalbestyrelsen er Socialdemokratiet det eneste parti, der har stemt mod en udtrædelse.
– Vi mister troværdighed hos vores samarbejdspartnere, og vi sender et signal om, for eksempel til regeringen, at vi hellere vil arbejde selv end at samarbejde med andre, siger Anders Liltorp.
S: Fælles samarbejde er den bedste løsning
Det er ikke kun Hvidovre Kommune, der er hårdt ramt af en lang venteliste til tandregulering.
I midten af 2024 stod alt i alt 2.233 børn og unge på venteliste i Tandreguleringen I/S.
Det er en stigning på 64 procent på blot to år.
Yderligere 2.067 børn og unge har overskredet deres behovsdato for tandregulering.
Men da ventelisterne er stigende i samtlige kommuner i §60-selskabet, synes Anders Liltorp, at et fælleskommunalt samarbejde er en mere optimal løsning.
– Det er jo ikke et Hvidovre Kommune-problem. Og vi har sådan set hele tiden ment, at man skulle finde løsninger i fællesskab.
– Så vi mener, at det er ret vigtigt, at man kan vise, at man på tværs af kommunegrænser kan samarbejde om rigtigt vigtige sundhedsopgaver, siger Anders Liltorp.
Enhedslisten: Alle kommuner er på skideren
Karin Kofod (EL), næstformand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Hvidovre Kommune, deler holdningen.
Selvom hun ikke mener, at Tandreguleringen I/S har formået at leve op til en høj kvalitet, anser hun ikke en udtrædelse som den mest effektive løsning.
– Problemet her er jo, at procentdelen, altså det forholdstalsmæssige antal børn, der er forsinket i deres behandling, er lige for alle kommunerne.
– Det er jo ikke sådan, at den ene kommune frem for den anden har en kortere venteliste. Vi er alle sammen på skideren på den her, siger Karin Kofod.
Dansk Folkeparti vil have ansvaret på egne hænder
Ligesom Det Konservative Folkeparti stemmer Dansk Folkeparti for en udtrædelse.
Mikkel Dencker, der er medlem af Økonomiudvalget i Hvidovre Kommune, siger, at han har mistet tilliden til Tandreguleringen I/S.
– Derfor går jeg ind for, at vi skal melde os ud, og at vi skal lave det inden for vores eget regi.
– Der har vi selv ansvaret for, hvordan tingene går, hvordan tingene kører, og hvordan der bliver ledet, siger Mikkel Dencker.
Hvad, hvis udtrædelsen ikke har nogen effekt?
Selvom flere partier anser etablering af egen kommunal tandpleje som en effektiv løsning, er det endnu uvist, hvor hurtigt man vil kunne se en virkning på ventelisterne.
Hvis udtrædelsen ikke har den ønskede virkning, kan det måske øge uligheden blandt børnefamilierne og skabe mistrivsel blandt børn og unge.
Det skaber flere bekymringer hos flere politikere på tværs af politiske skel.
– De dér 617, der står på lang venteliste til tandregulering, bliver jo ikke tryllet væk, fordi vi går ud og laver vores eget, siger Anders Liltorp (S) og tilføjer:
– Det er jo lige præcis sådan noget, som skulle være en sikkerhed for alle. Uanset hvem du er, hvor du kommer fra, og hvad din familie har af penge.
Selvom Dansk Folkeparti stemmer for, og Socialdemokratiet stemmer imod, deler Mikkel Dencker (DF) Anders Liltorps bekymring.
– Det hører selvfølgelig ikke nogen steder hjemme, at forældre føler sig nødsaget til at gå ud og købe ting på det private marked, fordi kommunen ikke leverer, siger Mikkel Dencker og afslutter:
– I sidste ende skal vi sørge for, at vores borgere får den tandregulering, de har brug for, til tiden.
Mere politik i artiklen Intet Dannebrog i byrådssalen i Hvidovre Kommune.