Gratis

To lovlige versioner af elcykler i Danmark

Du kan lovligt køre på klassiske elcykler og såkaldte speed pedelecs, der kan køre op til 45 km i timen. Kan du køre hurtigere, sidder du på en ulovlig cykel.
Langt de fleste elcykler er helt lovlige. (Foto: Freepik)

Vi har to lovlige versioner af elcykler i Danmark:

Klassiske elcykler, der højest kan køre 6 km/t, uden du træder i pedalerne, og som højest hjælper dig op til 25 km/t, når du træder rundt.

Cyklerne må have en maksimal effekt på 250 watt. Når du kører på almindelig elcykel, er der ingen krav til din alder, til hjelm eller forsikring.

Specifikke krav til lovlig elcykel version 1: Klassiske elcykler

Ifølge Rådet for Sikker Trafik og Sydøstjyllands Politi er reglerne mere præcist:

  1. Der må kun være én motor på cyklen
  2. Motoren må kun hjælpe til, når der trædes i pedalerne. Nogle elcykler har dog en såkaldt “gå-assistent”, der kan trække med op til 6 km/t. Det er en hjælp til at trække cyklen op ad stejle ramper mv.
  3. Motoren må max give effekt på 250 watt.
  4. Motoren må kun hjælpe til op til 25 km/t. Derefter skal den slå fra.
  5. For bremser, lys og andet udstyr gælder samme regler som for almindelige cykler.
  6. Der er ingen aldersgrænse for at køre på elcykel. Men Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at man er mindst 15 år, før man kører på elcykel.

Lovlig elcykel version 2: Speed pedelecs

Speed pedelecs er en særlig hurtig form for elcykel.

Den kan køre op til 20 km/t, uden du træder i pedalerne, og op til 45 km/t, når du træder rundt. Kører du på en speed pedelec, er der krav til både brug af hjelm, til din alder, til kørekort og forsikring.

Ifølge Rådet for Sikker Trafik og Sydøstjyllands Politi er reglerne mere præcist:

  1. Det er forbudt at køre på speed pedelec, hvis du er under 15 år.
  2. Hvis du er 15-17 år, skal du have kørekort til lille knallert eller have taget kørekort til bil efter reglerne om kørekort til 17-årige.
  3. Hvis du er 18 år eller derover, er der ikke krav om kørekort.
  4. Du skal køre efter cykel-reglerne. Dvs. at du skal køre på cykelstien, hvis der er cykelsti og følge cyklistsignaler og –skiltning.
  5. Du skal køre med cykelhjelm. Rådet for Sikker Trafik anbefaler, at du bruger en særlig speed pedelec-hjelm (godkendt efter NTA 8776), som beskytter hovedet bedre end en almindelig cykelhjelm.
  6. Du skal køre med lys på cyklen hele døgnet.
  7. Du må ikke have passagerer med på speed pedelec, og du må ikke have cykelanhænger bagpå.
  8. Promillegrænsen er 0,5. Du må ikke køre med euforiserende stoffer i blodet.
  9. Når du kører på speed pedelec, er du erstatningsansvarlig for skader, du forvolder, på samme måde som hvis du kører andre motordrevne køretøjer som knallert eller bil.
  10. Du skal have tegnet en lovpligtig ansvarsforsikring og altid medbringe din præmiekvittering.

Ulovlige elcykler kan køre over 45 km i timen

Eldrevne højhastighedscykler, der kan nå en tophastighed på over 45 km/t, kan købes mange steder på nettet. Men de er ulovlige at køre på i Danmark, uanset om du bærer hjelm, har kørekort eller noget andet.

Bliver du taget på sådan én, risikerer du både bøder, og at politiet fratager dig det, der bliver betragtet som enten en stor knallert eller en motorcykel.

Fatbike
Fatbike konfiskeret af Sydøstjyllands Politi, hvor fotoet også stammer fra.

I en dom fra Retten i Hjørring i 2023 blev et elløbehjul sågar klassificeret som motorcykel. Det skyldtes, at løbehjulet kunne køre over 55 km/t, som er mere end hastighedsgrænsen for en knallert.

Københavns Vestegns Politi siger til Risbjerg & Co., at de oplever flere og flere unge, der kører på de ulovlige køretøjer – og flere er under 15 år gamle. 

Derfor forventer de også en stigning i antallet af ulykker. Problemet er særlig stort i Hvidovre.

Sydøstjyllands Politi oplever også en stigning i antallet af unge, der kører på ulovlige Fatbikes. I en kontrol i foråret 2024 fangede politiet to ulovlige Fatbikes. Det udløste i begge tilfælde bøder for i alt 11.500 kroner.

Kilder: Sydøstjyllands Politi og Torsten Ahlmann, Københavns Vestegns Politi.

Flere gode råd til blandt andet køb af elcykler og sikker kørsel på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her