8 spørgsmål fra jer til borgmesteren om det nye Restaurant Gaarden

Får vi bedre drikkevarer? Kommer det til at minde om Café Victoria? Hvorfor skal stedet åbne kl. 10? Får Hvidovres borgere noget at skulle have sagt? Læs borgmesterens svar på jeres spørgsmål.
Restaurant Gaarden i Hvidovre, som AI tror, den ser ud med liv foran
Helt så anderledes kommer Gaarden og Kulturhuset næppe til at se ud, når der kommer ny forpagter af restauranten i 2025. Illustrationen lavet med AI er et forsøg på at vise, hvordan området kunne se ud med liv foran - det har redaktionen ingen rigtige fotos af...

Risbjerg & Co. har samlet 8 spørgsmål fra jer til borgmesteren om det nye Restaurant Gaarden.

Restauranten i Kulturhus Risbjerggaard skal have en ny forpagter til at stå for den daglige drift, fordi den nuværende stopper til nytår.

Forpagteren skal leve op til en række krav. Kravene lyder i kort form sådan her:

  1. Restauranten skal være indbydende for ”forskellige målgrupper”, herunder børnefamilier.
  2. Den skal inddrage terrassen og uderummet mere aktivt.
  3. Stedet skal gøres til en integreret del af Kulturhuset, den ligger i.
  4. Som udgangspunkt skal den holde åbent fra kl. 10-22 på hverdage, søndag fra kl. 10-18.
  5. Restauranten skal tilbyde sund mad og drikkevarer af god kvalitet i et prisniveau, der ”passer til målgruppen”.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Du kan læse mere detaljeret om kravene i artiklen 5 krav fra Hvidovre Kommune til den nye Restaurant Gaarden.

Artiklen har affødt et væld af spørgsmål til Risbjerg & Co. på blandt andet Facebook.

Her får du borgmester Anders Wolf Andresens (SF) svar på otte af spørgsmålene.

1) Hvorfor har I ikke ladet andre byde ind med ønsker?

Hvidovre Kommune har sat i alt 81 sider sammen til et udbud om tjansen ud fra kommunalbestyrelsens ønsker til det nye Restaurant Gaarden.

Men hvorfor har man egentlig ikke lavet en slags åben konkurrence for at få restauratører til at byde ind med kreative ideer?

– Det ville efter min mening være en god mulighed for, at dygtige professionelle restauratører måske kunne komme med noget nyt, spændende og noget, man måske ikke lige havde tænkt over, lyder det på Facebook.

Anders Wolf Andresen synes faktisk, at det er lige præcis, hvad politikerne har gjort.

– Vi sætter nogle rammer op for at sige, at du skal i hvert fald kunne tage hensyn til forskellige borgergrupper og have nogle særlige åbningstider. For det kan vi se har været noget, som har ikke har været så godt i det, vi har haft indtil nu.

– Og så har vi nogle økonomiske krav for at sikre, at restauratøren kan levere en stabil drift og ikke bare går ned og så er væk igen. Af samme årsag kan vi ikke bare lave et blankt stykke papir og sig ’byd ind’.

– Men derudover siger vi, ’alle jer, der har lyst – kom med et bud, og så tager vi det, der er bedst’, siger Anders Wolf Andresen.

Kan I finde på at gå i dialog med interesserede, der har andre tanker?

– Ja, det tænker jeg helt bestemt.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

2) Kommer I til at inddrage Hvidovres borgere i processen?

– Nej, jeg synes, vi har prøvet at tænke borgerne ind i det, vi har bud ud nu med de kriterier, vi har sat op, belært af, hvordan det har fungeret det seneste stykke tid her.

– Og så er vi jo også selv borgere og kommer til alle mulige arrangementer. Vi følger også med i debatterne og hører meget fra forskellige borgergrupper, hvad de synes fungerer og ikke fungerer.

– Som politikere skal så træffe en beslutning om vores by og stå på må for den.

I kommer ikke til at lave en Facebook-afstemning om, hvad folk helst vil have, når I har fået bud ind?

– Nejnejnej, det er et EU-udbud, som man skal lave. Når man har en restaurant af denne her størrelse, er det et snorlige regelsæt, vi skal følge.

– Jeg tror, det er rigtig svært formelt set at have borgere med inde ovre den endelige beslutning om et udbud som det her.

– Den skal bygge på en vurdering på baggrund af objektive kriterier. Ikke for at sige, at det kan borgere ikke, men dem, som byder, vil også gerne vide, hvem der er beslutningstager rent politisk, siger Anders Wolf Andresen.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

3) Gaarden skal være for alle typer i Hvidovre. Risikerer I ikke at sætte jer mellem mange stole?

– Man skal som forpagter kunne forstå, at Hvidovres borgere er mangfoldige, mener Anders Wolf Andresen.

– Pointen er, at i stedet for at levere det samme til alle, skal man forstå, at forskellige arrangementer foregår i Kulturhus Risbjerggaard på forskellige tidspunkter på døgnet og ugen – og det er i virkeligheden mange forskellige målgrupper, som kommer der.

– Hvis du vil have et godt forhold til Hvidovres borgere, skal du nok kunne levere forskellige ting.

– Man skal kunne se muligheden i, at der ikke kun er et snævert tidspunkt eftermiddag og aften, hvor man kan drive restaurant. I stedet er der rigtigt mange muligheder fra formiddag til sen aften.

– Er der en heavy-metal-koncert kl. 21:30 i Strunge-salen, skal du ikke lave et tilbud på ”fin fransk madlavning og dyr hvidvin”; så har du nok ramt det forkert. Du skal have en fornemmelse for de forskellige folk, der kommer.

– Ser man det potentiale, vil jeg tænke, at man har en god forretning og et populært sted, siger Anders Wolf Andresen.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

4) Kommer der et større udvalg af drikkevarer til koncerter?

– Til koncerten med Signe Svendsen kunne vi kun købe flade Classic-øl til 55 kroner stykket. Fadølsanlægget virkede åbenbart ikke. Ingen vin kunne de tilbyde. Efterfølgende kunne vi købe en flaske Thy-pilsner til 50 kroner stykket. Det er er lige dyrt nok. Udvalget af sodavand var heller ikke “overvældende”.

Kommer der et større udvalg i drikkevarer til koncerter i spillestedet RIGA i Hvidovre, hvis de nye også skal stå for det, lyder det på Facebook.

Tilmeld dig Risbjerg & Co.’s gratis nyhedsbrev og få en oversigt over Hvidovres bedste nyheder direkte i din indbakke: 

Anders Wolf Andresen har selv haft en lignende oplevelse.

– Jeg kan ikke bestemme, hvad den restauratør skal gøre. Men det er en del af det, vi har sat op, at man skal indgå i et samspil med foreninger og hvad der ellers foregår i det kulturhus og tænker over, hvad man kan bidrage med.

– Der tror jeg, at man meget hurtigt vil finde ud af, at det, vedkommende beskriver her, ikke er en god forretning. I forhold til udbuddet er det sandsynligt, at vi ender med et bedre udvalg, men jeg kan ikke diktere, at det er særlige øl, der skal være til salg, bemærker borgmesteren.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

5) Er det ikke samme koncept som Café Victoria?

Lavere priser end i dag og et bredere udbud af mad og drikkevarer, der passer bedre til Hvidovres borgere.

– Er det bare mig, men er konceptet ikke det, Café Victoria allerede tilbyder 2-300 meter nede ad vejen, lyder det på Facebook.

– Nej, det er det eksplicit ikke, svarer Anders Wolf Andresen.

– Victoria gør rigtig mange ting rigtig godt. Jeg er kommet der selv mange gange ligesom hos byens andre spisesteder. Ikke et ondt ord om dem, men vi har specifikt tænkt, at det ikke skal være en tro kopi af noget andet, vi har. Det skal være en restaurant, som indgår i et kulturhus og en bymidte. Det er noget andet.

– Men Victoria har forstået Hvidovre-borgerne rigtig godt, ligesom ’Torvecafeen’ og Rebæk Brasserie og alle mulige andre, der har forstået at gøre det rigtig godt.

Kommer prisen så til at ligge højere end hos Victoria?

– Uha, det skal jeg virkelig ikke bestemme. Det må restauratøren om.

– Vi har prøvet at skrue det sammen på en måde, så man ikke føler sig presset til at lægge priserne på et meget højt niveau, siger borgmesteren.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

6) Er der virkelig kunder til at holde åbent fra kl. 10?

– Jeg synes, det er lidt vildt, at man skal have et spisested åbent fra kl. 10 på hverdage. Selvom der er et rådhus og et bibliotek lige overfor, vil der ikke nødvendigvis være omsætning nok til at dække frokost-timerne, mener en bruger på Facebook.

Restaurant Gaarden og Kulturhus Risbjerggaard
Området foran Gaarden og Kulturhuset på en typisk efterårs-formiddag. (Foto: Risbjerg & Co.)

Borgmesteren er uenig.

– Jeg tænker, at det jo er en bymidte, hvor der netop kommer rigtig mange menneske igennem dagligt, også i formiddagstimerne. Der ligger også et sundhedshus tæt på.

– Og så er det ikke, fordi vi har forlangt, at man skal have 10 mand på arbejde og have alacarte-menu og burgere fra kl. 10.

– Men som en, der dagligt går på arbejde på den anden side af gaden, har jeg da tænkt, at det kunne være fedt, hvis man kunne gå derned og købe en kop kaffe en formiddag. Eller hvis man skulle holde et møde med nogen udefra, kunne man gøre det i en anden setting end på Rådhuset.

– Der er mange muligheder for at fange formiddagskunder dér. Jeg kan i hvert fald konstatere, at kigger jeg ned til R-Bakery i Bredalsparken, så har de utrolig god gang i den om formiddagen.

– Jeg tror, det ville være en stor fordel at have åbent fra kl. 10, også for at skabe noget mere liv i vores bymidte, lyder det.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

7) I kan også bare lukke kantinen på Rådhuset og flytte den over vejen?

Den lidt humoristiske kommentar fra en bruger på Facebook har faktisk fået borgmesteren til kort at overveje muligheden.

– Men i realiteten vil det ikke kunne lade sig gøre, fastslår Anders Wolf Andresen.

– Dels skal man kunne bespise en masse mennesker dag ud og dag ind, dels gør vores nuværende kantine det rigtig godt.

– Omvendt er der faktisk en masse mennesker, der går på arbejde i denne her bymidte. En andel af vores 4-500 ansatte vil nok vælge at gå derover, hvis åbningstiderne er til det. Det er jo i sig selv et kæmpe-potentiale, hvis du kan overbevise bare 10 procent om at spise frokosten derovre, bemærker borgmesteren.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

8) Hvad med at holde åbent endnu tidligere for salg af morgenbrød?

En bruger på Facebook lufter tanken, at det kunne være dejligt, hvis man ligesom i gamle dage kunne lægge vejen forbi efter en nat på byens værtshuse og købe en kop kaffe og lune rundstykker omme bagved.

Tanken bliver umiddelbart afvist i døren af borgmesteren, om end med et smil.

– Jeg ved ikke, hvor mange værtshuse der har åbent så længe mere, konstaterer han.

– Jeg tror, der er andre bagere i nærheden, som det er mere nærliggende at spørge. Jeg vil foreslå, at man går til én af dem, lyder det.

Men der er ikke noget formelt til hinder for, at det kan ske?

– Så længe det ikke involverer alkohol, vil jeg mene, at det er noget, restauratøren selv må beslutte – med mindre der ligger en lokalplan, der forhindrer den slags.

– Det allervigtigste for mig er, at vi får en restauratør, som forstår byen, og som folk vil holde af.

– For jeg synes, stedet har så kæmpe-potentiale til at blive et aktiv i vores bymidte, siger Anders Wolf Andresen.

Du kan i en anden artikel læse om, hvad Restaurant Gaarden 2,0 skal kunne – og ikke kunne.

 

Vil du læse mere?

For at læse mere skal du blive medlem.

 Så får du adgang til en masse god journalistik, lokale rabatter

og muligheden for at påvirke din by.

Klik HER for at komme i gang!

Allerede medlem?

Log ind herunder:






 

 

  

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her