Vidste du, at Viktor Balsløv fra duoen Darling i X Factor er fra Hvidovre?
Viktors familie er ganske vist fra Falster, men han kom til Hvidovre et års tid efter sin fødsel.
Han har boet i byen, indtil han tog på højskole, og inden han efter højskolen flyttede sammen med sin kæreste i Aarhus.
Han gik på Avedøre Skole, indtil han i 7. klasse skiftede til idrætsklassen på Engstrandskolen for at spille badminton på højt plan.
Viktors tætteste og ældste venner, hans forældre og hans lillebror er i Hvidovre, og han bor i byen, mens han er med i X Factor.
– Jeg har meget af mit liv der, så jeg elsker byen, konstaterer Viktor Balsløv over for Risbjerg & Co. mellem to programmer i X Factor.
Sådan satte Viktor Balsløv kursen mod X Factor
Viktors historie kommer frem nu, fordi Risbjerg & Co. har fået et tip fra en læser om, at Viktor er fra Hvidovre.
Og fordi Viktor har været så sød at tage sig tid til at besvare en masse spørgsmål på skrift, mens han forbereder sig til næste optræden på den store tv-scene.
Hvidovre havde også en deltager med i Melodi Grand Prix, Adel the Second. Han fortalte Risbjerg & Co., at Musikskolen havde været med til at skubbet ham ind i popmusik.
Har du en lignende oplevelse?
– Musik har fyldt en stor del af mit liv. Siden jeg var lille, har jeg elsket at lytte til musik, hvor jeg kunne falde helt i staver, hvis nogen spillede.
– Jeg kunne også godt lide at synge, siden jeg var helt lille. Jeg spillede badminton, fra jeg var 11-19 år gammel i HBC (Hvidovre Badminton Club), så der fyldte badminton og skole en stor del, da jeg gerne ville være professionel badmintonspiller på lang sigt, fortæller Viktor i en email.
– Så gik jeg lidt død i det som 17-18-årig, da jeg ikke følte mig motiveret mere og hellere bare ville afslutte min uddannelse med så højt snit som muligt.
– Jeg gik grundet færre træninger til badminton i gang med musik med en af mine gode venner fra badminton omkring 1.G i gymnasiet.

Fra scratch med æggebakker til “megafedt” hjemmestudie
Viktor Balsløv fortsætter sin historie mellem prøverne i X Factor:
– Vi byggede et hjemmestudie fra scratch med æggebakker på væggene og en dårlig mikrofon. Lige pludselig efter to år havde vi bygget et megafedt hjemmestudie med godt udstyr, husker Viktor.
– Min ven og jeg lyttede meget til amerikansk rapmusik, så det var det, vi lavede. Vi producerede selv, lavede vores egne beats og sang samt skrev tekster selv, så stort set det hele.
– På et tidspunkt ville jeg gerne finde mig en anden lyd end rap, mens min ven fortsat gerne ville lave rap, men vi arbejder stadig sammen i ny og næ i dag.
– Han er virkelig dygtig til at lave beats og producere, fortæller Viktor.
Det bedste publikum finder man på Oure Højskole
– Da jeg så tog på Oure som 19-årig, begyndte jeg at performe på en scene for første gang, både teater og musik, blandt andet med Elias, i et band og med min kæreste.
– Overordnet set var at lave musik med min ven fra badminton, og at performe på en scene var fra Oure, der har man også det bedste publikum. De støtter én, ligegyldig hvad man laver, skriver han.

Viktor Balsløv bliver mere og mere begejstret i X Factor
Og nu er du med i X Factor. Hvad har været det største øjeblik for dig indtil videre?
– Mit største øjeblik gennem X Factor skifter sig hele tiden. Jeg føler, at jo længere vi kommer i programmet, desto vildere og begejstret er jeg.
– Men hvis jeg skulle vælge en, er det nok, da vi fik at vide, at vi var videre til live. Det er jo for sindssygt, at få lov til det.

– Men hver dag er spændende og sjov, trods rutsjebaneturen af følelser, fortæller Viktor Balsløv om X Factor.
Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig Risbjerg & Co.’s gratis nyhedsbrev:
Én anden deltager imponerer ekstra meget
Er der én af de andre deltagere, som især har imponeret dig og hvorfor?
– Jeg føler, at alle deltagere imponerer mig utroligt meget. De har alle nogle ting, der rammer mig på hver sin måde. Det er svært at pege en enkelt ud.
– Men jeg tror, det må være Leslie. Hun har en sårbarhed i sin stemme, der gør, at man virkelig spidser ører, når hun synger, og dog har hun en kontrol over sin stemme, der får en til at tabe kæben.
– Virkelig sin helt egen, unikke lyd, kæmpe respekt. Hun behøver kun at stå med sin guitar og sin stemme, og så er det en udfordring for mig ikke at blive rørt.

Viktor Balsløv er mindst glad for denne faktor i X Factor
Er der noget, som er skidt ved at være med i X Factor?
– Ikke meget.
– Jeg er flyttet sammen med min kæreste i Aarhus, så at være forhindret i at se hende lige så ofte, fordi jeg under X Factor-forløbet bor i Hvidovre, er ret trist.
– Jeg sætter dog ekstra meget pris på at kunne være sammen med hende, når jeg endelig kan. Som trøst har jeg mine venner fra Hvidovre her, som jeg ikke får set så ofte, så det er fedt!
– En anden ting er udvælgelsen – puha, den er nederen at stå i. Jeg føler virkelig, at jeg står i en Gladiator-arena, hvor kejseren enten peger tommelfingeren op eller ned.
– Og så er farezonen heller ikke så fed at stå i, så hvis det er muligt, vil jeg rigtig gerne undgå at stå i den igen.

Livet uden for X Factor: Familie og strikning
Hvad gør dig glad, når du ikke er med i X Factor?
– Min kæreste, venner og familie. De er virkelig en stor støtte for mig, de hjælper mig altid igennem alt, hvad jeg laver af skøre projekter og livet generelt.
– De er ærlige, så jeg ved, når jeg eksempelvis har lavet en dårlig sang, så siger de det, og det er ærligt talt rart at vide.
– Musik generelt gør også noget godt for mit humør, både at lytte og lave.
Hvad er det fedeste, du nogensinde har strikket?
– Ahahaha, fedt spørgsmål! Nu er jeg jo ret ny i strikke-gamet, men jeg er virkelig stolt over min blå hue, jeg har strikket. Det var det første strikkeprojekt, jeg har lavet.
– Og så er jeg ret glad for et Sophie Scarf, jeg er i gang med at strikke lige nu til min kæreste, den skal nok blive storartet!
Ved du, hvor i livet du kunne tænke dig at være om 10 år?
– Jeg håber, at jeg om ti år har min kæreste og vores fremtidige børn ved min side, sammen med alle mine venner og familie.
– Karrieremæssigt håber jeg, at jeg lever af musik og har det sjovt med det. Det er meget at ønske sig, men det er der, jeg helst vil være.

Darling vil ikke fremstå arrogante
Hvad mangler du at blive spurgt om for at give et retvisende billede af, hvem du er?
– Jeg føler, at Simon har et billede af, at både Elias og jeg på scenen, i det univers vi har skabt, virker lidt arrogante, “Chad & Brad”. Det er ikke vores intention.
– Vi kan godt lide at give et godt show og prøver at vise god energi og overskud. Men ikke arrogance.
– Jeg håber, at folk ser mig og Elias som rare og sympatiske mennesker, som har god energi.