Kan Socialdemokratiet kritisere det nuværende flertal i kommunen for at skrotte en renoveringsplan, når vi tidligere har haft ansvaret for kommunen?
Det mener mine to byrådskolleger Kristina Young (KY) og Kenneth Bak (KB) tilsyneladende ikke, hvis man læser deres indlæg i Risbjerg & Co. den 1. april, og det er tydeligvis ikke ment som en aprilsnar.
Partier i spidsen af Hvidovre droppede 10-årsplan
KY og KB mener, jeg tager fejl, og antyder, at jeg skulle have “sovet i timen” de sidste tre år.
Deres påstand bygger på, at jeg har gjort opmærksom på det faktum, at den nuværende konstituering har valgt ikke at videreføre en 10-årsplan for idrætsfaciliteterne i Hvidovre – på trods af at KB, ovenikøbet som formand for Kultur- og Fritidsudvalget, tidligere har rost forslaget.
Godt nok mente han, det kom for sent, men han bakkede stadig op.
Det er ikke en påstand – det er dokumenteret.
Ingen status eller rapport på tre år
Jeg har været i arkiverne.
Alle kan selv læse referatet fra kommunalbestyrelsens møde 25. januar 2022.
Punkt 3: Her ligger medlemsforslaget fra SF, Enhedslisten, Konservative, Venstre og Hvidovrelisten om Strandmarkens Fritidscenter og en helhedsplan for idrætsområdet.
Det har nu taget konstitueringsgruppen tre år at få lavet et kommissorium. Og vi har stadig ikke set skyggen af en status eller rapport.
Tre år. Til ét papir.
Det er ikke rimeligt, at Socialdemokratiet bliver gjort til syndebuk for alt, hvad der halter, når det i praksis er konstitueringsgruppen, der har styret showet.
Hvis dét er standarden for handlekraft, så har vi vidt forskellige opfattelser af handlekraft og villighed til at tage politisk ansvar – også for det som ikke går snorlige.
Lyt til advarsler fra medarbejdere i kommunen
Jeg vil også henvise til bilagene fra Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 31. marts 2025.
Her udtrykker medarbejderne via CenterMED bekymring for drift og vedligeholdelse af de nuværende faciliteter.
Når vores egne medarbejdere advarer os, bør vi lytte – ikke ignorere dem. Det skylder vi dem, der hver dag får kommunen til at hænge sammen.
Tidligere tiders beslutninger havde bred opbakning
Det er for tyndt, at det primære modargument er at tørre problemet med vedligehold af på Socialdemokratiet. Så er idéerne sluppet op.
Desuden er nærmest samtlige af tidligere tiders beslutninger og prioriteringer sket med meget brede flertal – herunder også med stemmer fra både Konservative og Hvidovrelisten.
3,5 år er rigelig tid til at tage styring – og tage ansvar.
Nye anlæg i Hvidovre blev sat i gang under Socialdemokratiet
Jeg synes, mine to kollegaer burde bruge lidt mere krudt på at løse problemerne frem for at placere ansvaret hos mit parti.
Og for god ordens skyld:
Langt størstedelen af de ting, der er sket i kommunen de seneste tre år – pumptrackbanen, molen på havnen, klubhuset med adgang offentlige toiletter ved Rebæk Søpark – alt det blev sat i gang under Socialdemokratiets ledelse i sidste periode.
Tag ansvar for jeres beslutninger
I Socialdemokratiet står vi ved både arv og gæld for det ansvar, vi har taget tidligere.
Men det bliver useriøst, når det bruges som dække for beslutninger, som flertallet selv har truffet.
Derfor vil jeg stærkt opfordre mine to kollegaer til at komme ind i kampen og tage ansvar for den kommunale virkelighed anno 2025.
Yasir Iqbal, medlem af kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet i Hvidovre
LÆS OGSÅ: Bolte i et tag ruster ikke på tre år og Hvorfor venter Hvidovre altid, til det er for sent?