Tre mænd dømt for grove indbrud i Hvidovre

Tre østeuropæere bliver udvist af Danmark for at have begået indbrud for 1,8 millioner kroner i blandt andet Hvidovre
Illustration skabt i DALL-E af tre mænd, der begår indbrud i Hvidovre og stjæler fotoudstyr
Illustrationen af tre mænd, der begår indbrud og stjæler fotoudstyr, er skabt med AI i form af DALL-E (ChatGPT).

Tre mænd fra Østeuropa skal både i fængsel og smides ud af Danmark efter at have begået en række grove indbrud i Hvidovre og andre byer.

Det har Retten i Glostrup bestemt efter at have fundet de tre mænd skyldige i indbrudstyveri af særlig grov beskaffenhed.

Dømt for flere indbrud i Hvidovre

De tre mænd på 21, 23 og 44 år er kendt skyldige i blandt andet at have brudt ind i en virksomhed i Hvidovre, hvor de stjal fotoudstyr til en værdi af over 900.000 kroner.

Mændene er desuden dømt for at have stjålet el-værktøj fra en anden virksomhed i Hvidovre, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse. 

De tre mænd er ikke bare dømt for indbrud i Hvidovre. Listen er væsentlig længere.

Tre mænd bag en stribe indbrud på Sjælland og Fyn

De tre har ifølge retten også begået indbrud i Roskilde, hvor de stjal computere og andet til en værdi af over 200.000 kroner.

De er også brudt ind på en uddannelsesinstitution på Amager, hvor de stjal computere og tilbehør til en værdi af over 100.000 kroner.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

De har oven i hatten stjålet dyrt fotoudstyr fra en virksomhed på Frederiksberg, og mændene blev også dømt for at være i besiddelse af hælervarer, som ifølge anklagemyndigheden stammer fra indbrud på Sjælland og Fyn.

I alt har mændene ifølge politiets pressemeddelelse begået indbrud til en værdi af cirka 1,8 millioner kroner.

Flere års fængsel og udvisning af Danmark

Den 44-årige mand blev idømt 2,5 års fængsel.

Den 21-årige blev idømt 2 års fængsel, mens den 23-årige fik 3 måneders fængsel.

Alle tre mænd blev samtidig udvist af Danmark for bestandig.

Ifølge sagens anklager, Helena Bengtsen, begyndte mændene at begå indbrud, lige efter de var kommet til Danmark.

– Det er vores formodning, at de alene var her med indbrudskriminalitet for øje, siger Helena Bengtsen i politiets pressemeddelelse.

44-årig overvejer at anke til landsretten

Dommen er blevet modtaget af den 21-årige og 23-årige, mens den 44-årige overvejer at anke til landsretten.

Politiet kom på sporet af de tre mænd efter et af indbruddene i Hvidovre. Det førte politiet til Nordsjælland, hvor flere af tyvekosterne blev fundet.

Du har klikket dig ind på et nyt site om nyheder i Hvidovre. Læs mere i denne artikel.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig det gratis nyhedsbrev fra Risbjerg & Co.