Planer om at montere en storskærm på Kulturhus Risbjerggaard er så småt på vej gennem kommunens system.
Ifølge et oplæg til Hvidovres politikere er planen på en storskærm på 25 kvadratmeter til en værdi af knap en halv million kroner, der skal sidde på facaden af Risbjerggaard ud mod Hvidovrevej.
For nu har et flertal af kommunens politikere sagt god for at undersøge nærmere, hvad prisen vil blive, om der er praktiske udfordringer, og hvem der skal være med til at betale regningen.
Storskærm på Risbjerggaard kan vise sport
Hvis det ender med en storskærm på Risbjerggaards facade, vil den kunne bruges til for eksempel store idrætsbegivenheder.
Det kunne være slutrunder i fodbold og håndbold, Tour de France og OL.
Storskærmen kunne også kunne bruges til at vise anden kultur som musik, opera, film eller Vestegns:DOX – en lokal del af den større filmfestival CPH:DOX.
Det er håbet, at en storskærm også kunne blive et godt udstillingsvindue for dem, der holder til på Risbjerggaard.
Det gælder Teater Vestvolden, Restaurant Gaarden og frivillige foreninger og borgergrupper.
Du kan læse mere om Kulturhus Risbjerggaard på Risbjerg & Co. eller i faktaboksen i bunden af denne artikel.
Storskærm kan vise reklamer for kommunen
Hvidovre Kommune vil også kunne bruge storskærmen til at gøre reklame for arrangementer i eksempelvis kulturhuset eller Kometen ved biblioteket.
Det kunne være ved at vise ”teaser-trailere, kunstneriske indslag, traditionelle annoncer eller andre visuelle elementer, der vil kunne skabe interesse og nysgerrighed blandt forbipasserende”.
Sådan står der i oplægget fra administrationen til politikerne i kommunens kultur- og fritidsudvalg.
Teater og restaurant vil være med til at betale for storskærm
Ifølge oplægget vil prisen formentlig løbe op i 440.000 kroner.
Hvert år vil det koste i omegnen af 30.000 kroner at vedligeholde skærmen. Det er udgifter, som kommunen regner med kan betales for de penge, kulturhuset i forvejen får i støtte.
Teater Vestvolden og Restaurant Gaarden har desuden givet et praj om, at de gerne vil spæde til.
Hvidovre Kommune betaler i forvejen for at få vist for eksempel fodboldlandskampe på storskærm sådan cirka hvert andet år.
Prisen for sådan et arrangement løber typisk op i 50.000-100.000 kroner, lyder det i oplægget, som du kan læse i sin helhed på Hvidovre Kommunes hjemmeside.
Endelig beslutning ligger ude i fremtiden
Når kommunalbestyrelsen har nikket ja, går administrationen i kommunen i gang med at undersøge, hvordan projektet skal betales, og hvordan det passer med lokalplanen.
Efter den omgang skal politikerne tage endelig stilling til, om projektet skal sparkes i gang.
Du har klikket dig ind på et site med nyheder om Hvidovre. Vil du vide mere, så se denne artikel.
Du kan bestemme, hvad der sker på Kulturhus Risbjerggaard
Kulturhus Risbjerggaard ligger på Hvidovrevej over for rådhuset og hovedbiblioteket.
Du kan spise på Restaurant Gaarden, se teater eller høre en koncert, men det er tanken, at Risbjerggaard skal være meget mere end det.
De 3000 kvadratmeter og området udenfor skal helst fyldes til bristepunktet med kulturelle oplevelser. Det kan være teater, kunst, koncerter, lækker mad, festivaler og meget andet.
Helt centralt er, at du kan være med til at bestemme, hvad der skal ske i kulturhuset.
Vil du have flere udstillinger, vildere koncerter, mere stand-up, sjovere børneteater, rollespilsaftener eller noget helt andet, kan du få det til at ske.
Hvert år afholder Kulturhus Risbjerggaard 2-4 workshops, hvor alle er velkomne til at komme med indspark. Du kan læse mere om det på kulturhusets hjemmeside.
Det er håbet, at der kan komme så mange visionære og originale ideer, at det både pirrer Hvidovres borgeres nysgerrighed.
Samtidig skal livet i kulturhuset gøre Risbjerggaard til ”en katalysator og kraftcenter for Hvidovre og Vestegnens kulturelle vækstlag,” lyder det på hjemmesiden.
Kulturhus Risbjerggaard har eksisteret siden september 2022.
Læs mere om Kulturhus Risbjerggaard i en anden artikel på Risbjerg & Co.