Hvidovre skal have et opgraderet fodboldstadion i superligaklasse og et helt nyt atletikstadion med to haller ved siden af ifølge nye, store planer.
Bag planerne står et politisk flertal i Hvidovre Kommune.
Flere haller og kunstgræsbaner
De to haller skal være en atletikhal, samt en idrætshal med tilskuerpladser. Idrætshallen skal både være skolehal for Langhøjskolen og kunne bruges af Hvidovres idrætsforeninger.
Oven i hatten skal anlægges flere kunstgræsbaner.
En begejstret borgmester Anders Wolf Andresen (SF) kalder de store planer for noget, ”der aldrig er set magen til i Hvidovre før”.
– Vi har et stort ønske om at skabe en meget tiltrængt sammenhængende udvikling af vores by. Med de visioner, vi nu lægger frem for et løft af dele af kommunens idræts- og fritidsfaciliteter, tager vi et stort skridt i en retning, der vil gøre rammerne for vores fællesskab her i Hvidovre endnu bedre.
– Vores by er jo ikke kun bygninger; den er rammen om det liv, vi lever, og vores hverdag med fællesskab og muligheder for udfoldelse, siger Anders Wolf Andresen.
Politikerne melder, at de allerede har talt med foreninger, klubber, DGI og andre om planerne.
Sådan skal pengene skaffes til de store planer
Mere konkret drømmer politikerne om at flytte løbebaner og atletikfaciliteter væk fra Hvidovre Stadion ned bag Friheden til Strandmarkens Fritidscenter, godt 1 km fra det nuværende stadion.
Det er tanken at flytte Friheden Boldklub fra Strandmarkens Fritidscenter til fodboldbanerne bag Langhøjskolen. Der skal bygges et nyt klubhus og 2,5 kunstgræsbane, lyder det.
Pengene til det store projekt skal komme fra salg af tre områder ved Hvidovre Stadion, som skal bruges til byudvikling.
Det giver ifølge planerne plads til, at Hvidovre Stadion – der lige nu hedder Pro Ventilation Arena – kan blive udbygget, så det lever op til krav til Superliga-fodbold fra 2028.
Pengene til den del af projektet skal findes hos private investorer i samarbejde med Hvidovre IF og på den måde ikke koste kommunen noget.
Stadig kun planer – efter sommerferien bliver det konkret
Planerne er for nu kun planer, og de er langt fra gennemtænkt ned til mindste detalje.
Politikerne kalder selv deres nuværende plan for en hensigtserklæring, som du kan læse i denne pdf.
Planerne skal blive mere konkrete efter sommerferien.
Så går et kæmpe forarbejde i gang i form af undersøgelser, beregninger, for-analyser og med at finde penge til at stable det hele på benene.
Ifølge politikernes oplæg skal forarbejdet ske i dialog med idrætsforeninger, kommunalbestyrelsen og andre med interesse i projektet.
Partierne bag planer om fodboldstadion og atletikstadion
De politiske partier bag hensigtserklæringen er:
- Socialistisk Folkeparti
- Konservative Folkeparti
- Hvidovrelisten
- Liberal Alliance
- Danmarksdemokraterne
- Dansk Folkeparti
Det vil sige, at Socialdemokratiet og Enhedslisten ikke er med.
Hvis du har tanker om projektet, eller hvis der er noget, du gerne vil have sat fokus på, kan du skrive til Risbjerg & Co. på kontakt@risbjergco.dk.
Du har klikket dig ind på et site med nyheder om Hvidovre. Læs mere her.