Spybrew – fra ukendt nanobryggeri til prisvinder

Jens Lynge Larsen har med begejstring for øl og et stort lokalt engagement skabt et populært bryggeri i international topklasse lige midt i Hvidovre

Jens Lynge Larsen står i spidsen for Spybrew i Hvidovre
Jens Lynge Larsen sagde sit gode job som officer i Forsvaret op for at brygge øl. Du finder ham som regel i Spybrews lokaler på Arnold Nielsens Boulevard. (Foto: Risbjerg & Co.)

Døren går op, og en kvinde træder ivrigt ind af døren.

Hun har allerede pungen i hånden og beder om ”mere juleøl”.

Jens Lynge Larsen undskylder. Alle juleøl er allerede solgt, også selvom han har brygget 600 liter ekstra.

– Men de smagte så godt, lyder det ærgerligt fra kvinden, der må forlade bryggeriet Spybrew uden en eneste dåse af den velsmagende juleøl, ”Santa’s Frosty Nuts”.

Næsten al Spybrews øl bliver solgt fra bryggeriet

Det lille Hvidovre-bryggeri Spybrew på Arnold Nielsens Boulevard har nogle gange bare udsolgt, for Jens Lynge Larsen har kun to hænder, og han laver alting selv.

Den hjemmebryggede øl er voldsomt populær, men Jens har ingen planer om at sende store paller med Spybrew-humle af sted til supermarkeder eller til fine barer i København.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

– Jeg kan godt lide den personlige kontakt. Jeg sælger næsten 90 procent af mit øl her, hvor folk kan se, hvordan den bliver tappet.

– Det er en lidt anderledes approach, og det er alt for tidskrævende. Men det er en oplevelse, fortæller Jens, da Risbjerg & Co. lægger vejen forbi Spybrew.

– Jeg har mit øl ganske få steder rundt omkring, for eksempel på Hvidovre Vinhus. Jeg vælger barer med omhu, hvor jeg har lyst til at være repræsenteret, fortæller han.

– Men jeg skal være ærlig og sige, at jeg har negligeret ølbarer på det groveste. Jeg har simpelthen ikke øl nok, lyder det fra Hvidovre-bryggeren.

Spybrew i Tivoli
Ét heldigt sted med Spybrew på hanen er The Cider House i Tivoli, når der er Halloween og jul. 2650 pilsner var ifølge bryggeren en “kæmpe succes”. Pilsneren bliver nogle gange også doneret til fans af den lokale fodboldklub, Hvidovre IF. (Foto: Privat)

Jens vil give tilbage til sin fødeby

Jens opfinder selv sine øl, han brygger dem, tapper dem, laver etiketterne.

Når han ikke øl-kokkererer, er han i gang med at udtænke det næste arrangement for de glade kunder.

Spybrew arrangerer fredagsbar, øl-banko, bodegalørdag, sommerfest, julestue.

Afterski hos Spybrew i Hvidovre
31. januar afholder Spybrew Afterski med blandt andre Kenneth K fra DR. (Foto: Risbjerg & Co.)

Bryggeriet er også med til at stable arrangementer i Hvidovre på benene, for eksempel den populære øl- og vinfestival på Hvidovre Torv.

Og så støtter Jens Lynge Larsen klubber og arrangementer, når han kan komme til det. Både store initiativer som Team Rynkeby og ultralokale hold inden for fodbold, volleyball, ishockey, floorball.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Det er nemlig essentielt for Jens, at han kombinerer sin store passion for at brygge øl med at give noget tilbage til den by, han har haft rødderne solidt plantet siden 1971.

– Jeg er født og opvokset her og har gået på Avedøre Skole, så jeg er en rigtig Hvidovre-dreng.

– Det er sjovt at kunne give noget tilbage til byen. Det er en drivkraft og motivation for at være her i Hvidovre, og det gør også, at jeg har et godt netværk af folk, som kender mig af den ene eller den anden årsag, fortæller han.

Borgmester: Han udvikler livet i Hvidovre

Jens Lynge Larsens engagement i byen gav i januar 2025 Spybrew prisen Nytårsraketten som årets virksomhed i Hvidovre.

– Han skaber og udvikler livet i Hvidovre, konstaterede borgmester Anders Wolf Andresen (SF), da Jens fik overrakt prisen.

Jens skyndte sig ved samme lejlighed at takke en lille hær af frivillige, der er med til at få Spybrew til at køre rundt.

Nytårsraketten 2025 i Hvidovre Kommune gik til Spybrew
Nytårsraketten 2025 blev overrakt Spybrew i Kulturhus Risbjerggaard. Jens Lynge Larsen er nr. 3 fra højre. Til højre for ham står borgmester Anders Wolf Andresen. Helt til venstre ses Jens’ kone, Hanne. (Foto: Hvidovre Kommune)

De gør det muligt at afholde arrangementer i bryggeriet, også selvom Jens er væk til fødselsdage eller ølfestivaler i Sverige, USA, Canada, Island eller andre steder i verden.

– Heldigvis er det ikke så svært at skaffe frivillige inden for ølbranchen. Det ville nok være noget andet, hvis jeg var bedemand eller havde en blomsterforretning, konstaterede Jens i sin takketale.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Fuld opbakning fra hjemmefronten

Spybrew kan kun køre rundt, fordi Jens har fået fuld opbakning fra sin kone, Hanne, til at gå all-in.

For syv år siden besluttede sig for at tage orlov fra sin tjans som officer i Forsvaret for at hellige et helt år til ølbrygning.

Løsningen var egentlig ret praktisk, husker Jens, for ét af parrets tre børn har ADHD.

Med Jens på orlov kunne han stå for praktikken med at aflevere og hente og bruge tiden derimellem på at brygge løs i kælderen og for alvor sparke Spybrew ud over rampen.

DVD satte bryggeren i gang i kælderen

Jens startede faktisk allerede med at brygge øl i kælderen helt tilbage i 2003, da han fik en DVD i julegave af sin daværende svigermor.

DVD’en var lavet af to fyre, der hyggede sig med at brygge øl.

– Det så skidesjovt ud, husker Jens, som hurtigt kom i gang med at lave forskellige typer øl sammen med sin nabo.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Han tog rundt på barer i København for at opbygge et brand. Ølbrygningen greb om sig og voksede lige stå stille.

10 år senere kom for alvor fut i sagerne. Jens tog sin eksperimenterende hjemmebryg med på ølfestival sammen med bryggeriet Flying Couch.

– Det gav et kick at stå og skænke sit eget øl og få feedback. Så måtte jeg kaste mig ud i at få et CVR-nummer. Det var som at kaste sig ud fra en flyver. Men det har jeg aldrig fortrudt.

Artiklen fortsætter efter denne boks med mulighed for, at du kan tilmelde dig et gratis nyhedsbrev fra Risbjerg & Co. og få de bedste nyheder fra Hvidovre:

Begejstret brygger viste sig at være journalist

Spybrew blev grundlagt i 2014. Det satte endnu mere tryk på øl-kedlerne.

Jens’ øl blev mere og mere kendt. Han lagde det gode job i Forsvaret bag sig efter 23 års tjeneste for udelukkende at fokusere på at brygge.

I 2020 blev han inviteret til en stor ølfestival i USA. Han faldt i snak med en mand, som Jens troede også var brygger.

Det viste sig i stedet at være en begejstret journalist fra Forbes.

Journalisten skrev en artikel om Jens og gjorde dermed Spybrew kendt i mange ølglade kredse i det store udland.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Nanobryggeri er vokset ud af kælderen

Det populære bryggeri havde i årevis været så lille, at det ifølge Jens var mindre end et mikrobryggeri.

Jens kalder det den dag i dag stadig for et hemmeligt nanobryggeri – men den opfattelse skal måske til at have en opgradering, for bryggeriet er for længst vokset ud af kælderen derhjemme.

Spybrew er rykket til de større lokaler på Arnold Nielsens Boulevard 71.

Spybrews lokaler på Arnold Nielsens Boulevard i Hvidovre
Jens Lynge Larsen flankeret af sin partner-in-crime, Stefan Holmén, der hjælper til i Spybrew som “Operation Manager”. (Foto: Spybrew)

Det er stadig i Hvidovre og tilstrækkeligt centralt til, at folk kan lægge vejen forbi til en fyraftensøl. Og med udendørsarealer til et væld af arrangementer.

– De er vældig godt besøgt, og folk drikker en masse øl, men de opfører sig ordentligt. Vi lukker kl. 22. Det er stadig et bryghus, ikke et værtshus, understreger Jens.

Spybrew har rundet 10 år med fokus på kvalitet 

I 2024 kunne Spybrew fejre 10-års jubilæum med en kæmpefest, hvor 600 mennesker lagde vejen forbi for at sige tillykke og skabe et mindeværdigt øjeblik i Spybrews historie.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Og selvfølgelig for at drikke den øl, som Jens stadig går detaljeret op i at sætte ordentligt sammen, også selvom han nu kan brygge op til 800 liter ad gangen.

– Jeg har en holdning til de råvarer, jeg blander sammen. Det kan for eksempel være bygmalten, hvor jeg holder mig fra den billigste og køber fra malterier, hvor kvaliteten er høj. Det koster, men det giver mere smag, fortæller Jens.

Det skal være sjovt at brygge

Hvis du besøger Spybrew, kan du groft sagt ikke vide, hvilken type øl du vil løbe ind i.

Øl i bryggeriet hos Spybrew i Hvidovre
Et tilfældigt udsnit af øl på baren, da Risbjerg & Co. kigger forbi Spybrew i Hvidovre en dag i december 2024. (Foto: Risbjerg & Co.)

Spybrew har selvfølgelig nogle klassikere, for eksempel en pilsner. Men Jens hygger sig allermest med at lege med både smag og genre. Han har for eksempel lavet øl med røg og med chili.

– Jeg tænker ikke så meget over, hvad der sælger godt, og jeg vil gerne prøve kræfter med ting, som ikke går så hurtigt. Jeg laver selvfølgelig populære øl som IPA’er, men jeg vil også gerne prøve kræfter med britiske stilarter, som ikke er så super-hypede.

– Jeg vil gerne finde den perfekte øl. Men jeg brygger, fordi det er sjovt. Punktum.

Find ud af, hvordan Spybrew fik sit navn, i dette indslag hos Hvidovre Nærradio fra 2024.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig det gratis nyhedsbrev fra Risbjerg & Co.