Spybrew overtager forpagtningen af Restaurant Gaarden

Risbjerg & Co. erfarer, at det prisvindende lokale bryggeri åbner øl-restaurant 1. juni

Øl-Gaarden, Spybrew, Restaurant Gaarden
Det er håbet, at Øl-Gaarden kan blive stedet, hvor man mødes over en friskbrygget lokal øl. (Illustration: Spybrew)

Spybrew overtager efter al sandsynlighed Restaurant Gaarden.

Som du sikkert har observeret, har Restaurant Gaarden i Kulturhus Risbjerggaard gennem flere måneder stået tomt.

Hvidovre Kommune har haft mere end svært ved at finde en forpagter, der ville overtage stedet, der blev forladt ved nytår.

Det rådes der nu bod på.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Spybrew skaber “Øl-Gaarden”

Risbjerg & Co. erfarer, at Spybrew rykker ind og overtager forpagtningen af stedet.

Det forlyder, at Restaurant Gaarden dermed får et nyt navn, nemlig Øl-Gaarden.

– Interessen for vores flydende fredage i bryggeriet har gjort, at vi simpelthen ikke længere har pladsen i bryggeriet, forklarer Jens Lynge Larsen, der både er brygger og indehaver af Spybrew.

– Derfor var det en perfekt mulighed for os at byde ind på forpagtningen, siger han, da Risbjerg & Co. fanger ham på telefonen.

Mad i Øl-Gaarden bliver primært med øl

Forpagtningen betyder, at Spybrew flytter sine sociale aktiviteter fra bryggeriet til Øl-Gaarden. 

Det giver mere plads i bryggeriet til blandt andet flere gærtanke.

Det er et nødvendigt træk for at kunne følge med efterspørgslen på Hvidovres hemmelige øl, melder Jens Lynge Larsen.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Menuen i Øl-Gaarden vil primært komme til at bestå af øl-inspirerede retter, som for eksempel ølbraiserede svinekæber, oplyser bryggeren.

Han bekræfter dermed, at selve restaurantdelen fortsætter, selvom det fremadrettet bliver med afsæt i madopskrifter, hvor der indgår øl.

Åbning skal være 1. juni

– Vi glæder os til at kunne åbne op for en masse øl-arrangementer, flydende fredage og bare hygge i de flotte lokaler.

– Hvis alt går efter planen, er vi klar til at åbne dørene 1. juni, siger bryggeren og tager en tår af den frisktappede øl i glasset.

Spybrew
Spybrew fik tidligere på året prisen Nytårsraketten som årets virksomhed i Hvidovre. Her ses Jens i de gamle lokaler, som snart bliver rømmet for at give plads til gærtanke. (Foto: Risbjerg & Co.)

Det har endnu ikke været muligt for Risbjerg & Co. at få en bekræftende kommentar fra borgmester Anders Wolf Andresen (SF).

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Bliv medlem nu og
spar 40%
Fri adgang til alle artikler & rabatter i et halvt år