Skal Hvidovre blive ved at have forårs-SFO?

Flere kommuner dropper den tidligere skolestart. I Hvidovre har man nedsat en arbejdsgruppe, der blandt andet skal afklare forårs-SFO'ens fremtid.

To drenge tegner på gulvet i en forårs-SFO
En ny tendens spreder sig rundt i landet, hvor kommuner er begyndt at genoverveje, om førskolen har en berettigelse. (Foto: Freepik)

Bøgen springer ud, forårsblomsterne spirer, og førskolerne tager imod tusindvis af spændte børnehavebørn. Så ved man, foråret er kommet.

Men snart fordufter ét af de tre forårstegn flere steder i landet. 

Nordfyns, Faxe og Hillerød kommuner har ifølge Folkeskolen besluttet at droppe den tidligere skolestart i foråret og i stedet starte skolegangen til august.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Forårs-SFO kan være et ekstra skifte i stedet for en bro

Beslutningerne vækker genklang hos en forsker.

Ulemperne ved den tidlige skolestart kan nemlig i flere tilfælde overskygge fordelene, fortæller postdoc og forskningsleder ved UC Syd Ane Bjerre Odgaard.

Hun har fulgt udviklingen og forsket i førskoleområdet.

Pointen med at droppe forårs-SFO er at give børnene færre skift i rammer, strukturer og relationer til andre børn og voksne.

Og det giver god mening, når man tænker på, hvorfor forårs-SFO oprindelig blev skabt, vurderer Ane Bjerre Odgaard. 

– Førskolen blev i sin tid indført ud fra et økonomisk rationale og som en pragmatisk løsning på, at kommunerne manglede dagtilbudspladser.

– Samtidig blev den tidlige skolestart fremstillet som et pædagogisk redskab til at lette overgangen fra børnehave til skole, forklarer hun.

– Mange steder har man fået øje på, at førskolen er en kontekst i sig selv, og at den reelt installerer en ekstra overgang i børns liv fremfor at være den bro, der udglatter skiftet, forklarer Ane Bjerre Odgaard og fortsætter:

– En ekstra overgang kræver enormt meget omstillingsarbejde for både børn og professionelle.

“Majbørn” mistrives mere end ‘augustbørn’

Ulemperne ved forårs-SFO – også kaldet majbørn, førskole og glidende skolestart – fremgår også af VIVE’s undersøgelse fra 2022 .”Førskole, børns trivsel, fravær og sproglige færdigheder

Undersøgelsen viser, at førskolebørn mistrives mere i børnehaveklassen, end børn der først overgår til skolen i august.

Ane Bjerge Odgaard ser derfor positivt på, at flere kommuner er begyndt at afskaffe førskolen.

Hun understreger dog, at førskolen ikke bør afskaffes, uden at den ledsages af et stærkt samarbejde mellem dagtilbud og skole.

– Det er vigtigt for børnene, at der i overgangen etableres muligheder for, at børnene kan opnå kendskab og tryghed ved de nye voksne og børn, understreger hun.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Skal Hvidovre blive ved at have forårs-SFO?

I Hvidovres folkeskoler starter børn i førskole 1. maj.

Kommunen har endnu ikke taget stilling til, om Hvidovre skal følge efter de andre kommuner og udskyde skolestart til august.

Skolechef Ole Møller Laursen skriver i en mail til Risbjerg & Co., at der som led i en større proces er nedsat en arbejdsgruppe netop med fokus på de overgange, som børn og unge møder i systemet.

Arbejdsgruppen forventer at kunne fremlægge et foreløbigt udkast ved udgangen af januar 2025.

Læs om den store proces, som Ole Møller Laursen fortæller om, i artiklen Folkeskolerne i Hvidovre skal laves om.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her