Nytårstale fra oppositionen: Godt nytår og god velfærd

Det har været et år med penge til velfærd i stedet for skattelettelser. Men der er stadig meget at gøre for især ældre, skriver Socialdemokratiets Anders Liltorp i denne nytårstale fra oppositionen i Hvidovre Kommune.

Anders Liltorp fra Socialdemokratiet i Hvidovre
Væk med topstyring. New Public Management skal definitivt i graven. Folket bestemmer. Mennesker først, skriver Socialdemokratiets Anders Liltorp.

2024 blev endelig det år, hvor den politiske sammensætning blev afspejlet i det budget, vi nu skal til at udmønte.

Det har været noget nær en ørkenvandring at se, at selvom det helt store flertal af Hvidovreborgere har stemt for velfærden, for ældre, for børn og kultur og for den grønne dagsorden, så fik de skattelettelser og besparelser.

Fælles vilje kan samle Hvidovre

Denne gang lykkedes det heldigvis at sikre så gode rammer og økonomi til Hvidovre, at al tale om fortsatte besparelser forstummede. I stedet kunne vi nu tale kloge investeringer og en genopretning af velfærden.

Det er virkelig glædeligt og viser i praksis, at vi godt kan samle Hvidovre, når der er fælles vilje til det. Tænk engang.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Det lykkedes også at få sikret os mod skattelettelser i både 2025 og 26. Tak for det! Lad os hellere bruge penge på velfærd.

Jeg håber, budgettet for 2025 vil kunne mærkes positivt for børn, skoler, ældre og vores mange frivillige – både i sportens og kulturens verden.

Hvorfor vil flertallet ikke sikre Solgården?

Meget er lykkedes at fjerne og luge ud med det nye budget, og det er godt, men vi er langt fra i mål.

I det nye år står det for mig lysende klart, at de sidste mange års besparelser og effektiviseringer fortsat skal sættes på prøve og helst helt forsvinde.

Som eksempel fik vi reddet vores koloni Svejbæk, da et stort flertal – præcis som os i Socialdemokratiet – i virkeligheden var mod et salg, når det kom til stykket.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Jeg håber, samme lokale patriotisme og vilje snart vil vise sig, når det kommer til Solgården.

Hvordan et flertal ikke vil sikre de 140 børn og deres familier deres elskede børnehave, og Hvidovre den flotte gamle historiske gård, er mig en gåde.

Ja. Det vil koste noget at sikre Solgården, men det bliver bestemt ikke billigere at lukke øjnene.

Den selvejende børneinstitution Solgården
Fremtiden for Frelsens Hærs selvejende børneinstitution Solgården på Catherine Boothsvej er lige nu usikker. (Foto: Risbjerg & Co.)

Ældre skal mødes med mere respekt og værdighed

For mig vil en frihedsdagsorden, en mulighedsdagsorden og en ny velfærdsdagsorden fortsat fylde i 2025.

Væk med topstyring, og New Public Management skal definitivt i graven. Folket bestemmer. Mennesker først.

Der har i 2024 været for mange eksempler på ældre, der slet ikke mødes med den respekt og værdighed, de har krav på.

Det skal vendes, og det kan kun gå for langsomt.

Jeg bliver uendeligt trist af de konkrete eksempler og råb om hjælp. Selvom der så bliver handlet, når jeg eller andre gode kræfter tager fat, burde vi slet ikke komme dertil.

Der vil blive holdt skarpt øje med at sikre velfærden for vores ældre. Vores ældre har skabt alt det, vi andre nyder godt af i dag.

Værdighed, tryghed og respekt er det mindste, vi kan give tilbage.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Når man kan i Paris, kan vi også i Hvidovre

Det samme vil jeg sige om udvikling af byen med mere bæredygtighed og mindre ”Development”.

Jeg håber for eksempel, at borgere bredt, og især naboer til Hvidovre Stadion og til Strandmarkens Fritidscenter, vil sætte flertallets stort anlagte vision for sports- og idrætsfaciliteter under lup og se meget nærmere på det, vi fra Socialdemokratiet har fremlagt som alternativ.

Som jeg før har sagt med henvisning til OL i Paris 2024, hvor man netop brugte byen klogt i stedet for kun at bygge nye gigantiske anlæg, siger jeg det gerne igen:

Når man kan i Paris, kan vi også i Hvidovre.

Hvad har du fået for din stemme de seneste fire år?

2025 bliver et år, hvor kommunalpolitik bliver meget aktuelt, da vi går ind i et valgår.

Et valgår, hvor denne periodes førte politik skal stå sin prøve.

Det glæder jeg mig rigtig meget til, for jeg har en stærk tro på, at Hvidovreborgerne udmærket kan huske fire år tilbage og sammenligne med præcis, hvad vi har fået for vores stemmer.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Endnu mere glæder jeg mig til at fremlægge vores politiske visioner i vores valgprogram.

Jeg glæder mig til både samarbejde og en god valgkamp til november.

Vi kan mere sammen, og vi skal blive ved med at samle Hvidovre. Om velfærden, om fællesskabet og alt det grønne.

Med ønsket om god velfærd og et godt nytår til alle i Hvidovre.

Anders Liltorp, borgmesterkandidat, Socialdemokratiet

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig det gratis nyhedsbrev fra Risbjerg & Co.