Minister til Risbjerg & Co.: P-bøder skal gives på stedet, ikke via e-Boks

Transportminister Thomas Danielsen (V) skærer nu igennem måneders debat i Hvidovre: Ingen tvivl om, at en kontrolafgift skal gives på stedet og ikke kan sendes via e-Boks

Parkering i Frihedens Butikscenter, p-bøder
Al tvivl om regler for parkeringsbøder i blandt andet Frihedens Butikscenter skal nu ryddes af vejen, melder transportministeren. (Foto: Risbjerg & Co.)

P-bøder skal gives på stedet, hvor en bil har holdt parkeret ulovligt eller for længe.

Det er et klart brud på reglerne, når et parkeringsselskab først sender kontrolafgiften til bilisten senere i for eksempel e-Boks.

Det fastslår transportminister Thomas Danielsen (V) i en mail til Risbjerg & Co.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Transportminister: Reglerne er klare

– Reglerne er klare, og jeg mener kun, at det er rimeligt, at man, når man parkerer, har en mulighed for at forholde sig til en pålagt kontrolafgift på stedet frem for at få en kontrolafgift mange dage efter.

– Hvordan parkeringsselskaberne sørger for det i praksis, er op til dem, og jeg drøfter gerne eventuelle tekniske løsninger, skriver Thomas Danielsen til Risbjerg & Co.

Transportminister Thomas Danielsen understreger, at p-bøder skal gives på stedet
P-bøder skal gives på stedet, og der skal ikke længere være nogen tvivl i klagenævn om, at det er ulovligt at sende kontrolafgifter til folks e-Boks, erklærer transportminister Thomas Danielsen (V). (Foto: Marie Hald)

Parkeringsforhold i flere byer får minister til at reagere

Ministerens melding er en bombe under forretningsmodellen for parkeringsselskaber i hele landet.

Den kommer, efter Risbjerg & Co. har gjort opmærksom på, at et væld af kunder i Frihedens Butikscenter har fået parkeringsbøder direkte i indbakken fra parkeringsselskabet Oparko.

Oparkos automatiske system registrerer, når en bil kører ind på parkeringspladsen, og når den kører ud igen.

Har bilen holdt der i længere end to timer uden at betale for den ekstra tid, får ejeren automatisk tilsendt en kontrolafgift på 970 kroner.

Samme type oplevelser har kunder haft ved centre i blandt andet Vanløse og Vallensbæk, hvor Oparko også administrerer parkeringspladser for Nrep, der ejer en række butikscentre rundt om i landet.

Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig Risbjerg & Co.’s gratis nyhedsbrev:

FDM: Godt at få slået fast med syvtommersøm

Ministerens utvetydige melding bliver modtaget med åbne arme af bilisternes interesseorganisation, FDM.

– Vi ser denne her parkeringskontrol flere og flere steder. Så meget desto bedre er det at få hamret fast med syvtommersøm, at det ikke er en lovlig model at drive forretning på, siger chefkonsulent Dennis Lange til Risbjerg & Co.

FDM har hele tiden holdt fast i, at det er ulovligt at udstede p-bøder elektronisk gennem for eksempel e-Boks.

– Derfor har det stor vægt, at ministeren nu ligefrem går ud og melder det ud. Det er dejligt at få bekræftet, konstaterer Dennis Lange.

Parkeringsklagenævnet indkaldes til møde med ministeren

Forbrugerombudsmanden har samme opfattelse som FDM af, at de elektroniske bøder er ulovlige.

Forbrugerombudsmanden har tidligere opfordret bilister til at tage deres bøde videre til domstolene for at få udfordret parkeringsselskabernes praksis.

Indtil videre er flere afgørelser i Parkeringsklagenævnet nemlig faldet ud til parkeringsselskabernes fordel. Det har efterladt stor tvivl om, hvad loven egentlig dikterer.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Det skal der være fuld klarhed over nu, konstaterer transportminister Thomas Danielsen (V) i mailen til Risbjerg & Co.

– Der har tilsyneladende været tvivl om, hvorvidt parkeringsselskaberne kan vente med at udstede en udgift til bilisterne har forladt parkeringspladsen.

– Jeg har derfor bedt om, at Parkeringsklagenævnet indkaldes til et møde med ministeriet om deres forståelse af reglerne, så den tvivl kan blive ryddet af vejen, lyder det.

Forbrugerombudsmanden: Udtalelse stiller forbrugere stærkere

Redaktionel tilføjelse, 28. februar 2025: Forbrugerombudsmanden har ikke haft nogen dialog med Transportministeriet. Og ministerens ord har som sådan heller ingen betydning for forbrugerombudsmandens forståelse af reglerne.

Men udtalelsen gør til gengæld en forskel for folk, der modtager en parkeringsafgift, vurderer fuldmægtig Marc Tramoni.

– Hvis ministeren melder så klart ud, som I beskriver, så vil den enkelte forbruger alt andet lige stå stærkere, når de får behandlet en sag i ankenævnet eller ved domstolene, lyder det i en mail til Risbjrg & Co.

Du kan læse kommentarer til sagen fra Nrep og Danske Private Parkeringsselskabers Brancheforening (DPPB) i artiklen Parkeringsselskaber vil hurtigt mødes med minister efter udmelding hos Risbjerg & Co.

Det har endnu ikke været muligt at få kommentarer fra Oparko.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Bliv medlem nu og
spar 40%
Fri adgang til alle artikler & rabatter i et halvt år