Det bliver et nej tak til tre mindeplader for kvindedrab, der er blevet begået i Hvidovre.
Sådan lyder beskeden fra politikerne i kommunalbestyrelsen til Center for Voldsforebyggelse.
Mindeplader for kvindedrab og mindehøjtidelighed
Center for Voldsforebyggelse havde bedt om lov til at opsætte de tre mindeplader tæt på rådhuset og allerhelst direkte på rådhusets facade.
Mindepladerne skulle have været med til at sætte fokus på kvindedrab og dermed forebygge kvindedrab i landets kommuner.
Centret bad samtidig om at få lov til at afholde en mindehøjtidelighed. Planen var at invitere lokalaviser til at skrive om mindepladerne og på den måde åbne for en dialog om at forebygge volden.
Ville et ja til mindeplader i Hvidovre blive en glidebane?
Embedsmænd i Hvidovre Kommune gjorde politikerne opmærksomme på, at et ja til ønsket kunne betyde, at andre organisationer ville melde sig med ønsker om lignende plader.
Og hvad skulle der ske, hvis flere kvindedrab sker i Hvidovre? Ville det så automatisk udløse flere mindeplader på samme sted de første?
Over 280 mindeplader skal op i Danmark
Politikernes nej tak ødelægger centrets håb om at opsætte i alt 284 mindeplader i danske kommuner i løbet af 2024.
Det svarer til en mindeplade for hvert af de drab på en kvinde, der har fundet sted i tiden fra 2001 til 2021.
Center for Voldsforebyggelse er en nonprofit-organisation, der siden 2021 har monitoreret kvindedrab i Danmark tilbage til 2001.
Mindeplade-projektet er støttet af Oak Foundation Denmark.
Du kan læse nyheder om kriminalitet i Hvidovre i andre artikler på Risbjerg & Co.