Gratis

To personer anholdt for knivstikkeri i Hvidovre

To af fire formodede gerningsmænd bag et overfald mandag aften er blevet anholdt. Politiet er på sporet af de to andre, lyder det.
Københavns Vestegns Politi har onsdag anholdt to personer, der mistænkes for at have været en del af en gruppe, som stak to mænd med kniv på Sadelmagerporten i Hvidovre mandag aften omkring kl. 21. (Foto: Kim Matthäi Leland)

(Redaktionel note: 1) Opdateret onsdag kl. 13 med nyhed om anholdt nummer to. 2) Opdateret 16:30 med ubekræftede oplysninger om årsag til knivoverfaldet og ordene “mand” og “mænd” ændret til “person” og “personer”. 3) Opdateret kl. 17 med oplysning om varetægtsfængsling.)

To personer er onsdag blevet anholdt og varetægtsfængslet i fire uger for et knivstikkeri, der fandt sted mandag aften i Avedøre i Hvidovre.

Begge er sigtede for drabsforsøg og blev varetægtsfængslet bag lukkede døre ved Retten i Glostrup, mistænkt for grov vold.

De to nægter sig skyldige.

Ifølge Københavns Vestegns Politi forsøgte personerne at slå ihjel, da de sammen med to andre angreb et par brødre på 31 og 32 år.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Hvad var årsagen til overfaldet?

Ifølge Risbjerg & Co.’s ubekræftede oplysninger gik brødrene hen til unge fyre på knallerter for at gøre opmærksom på, at de kørte på et sted, hvor der blandt andre var børn.

Det førte til højlydte udvekslinger, der fik flere unge mænd til at komme til. Derefter blev brødrene stukket ned – ifølge forlydender, som altså ikke er bekræftede.

Før mand nummer to blev anholdt i løbet af onsdagen, bemærkede vicepolitiinspektør Charlotte Skovby i en pressemeddelelse:

– Efterforskningen viser, at i alt fire personer deltog i overfaldet. Vi opfordrer de tre andre til at melde sig, da politiet allerede er på sporet af dem.

Ofre er kommet alvorligt til skade

Begge ofre for overfaldet blev kørt på hospitalet ”med alvorlig tilskadekomst”. 

Politiet har tidligere fortalt DR, at et vidne så en person løbe fra stedet med stor kniv, der minder om en machete.

Knivoverfaldet skulle være fundet sted foran pizzeriaet Oasen, lyder det fra en beboer til Risbjerg & Co.  på Facebook.

Følg med i Risbjerg & Co.’s lokale nyheder fra Hvidovre: Tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her