Lad os tage de nødvendige skridt mod et grønnere Hvidovre

LÆSERBREV: En række initiativer kan sættes i gang hurtigt og effektivt og bringe os tættere på målet om CO₂-neutralitet i 2045 - og samtidig skabe bedre vilkår for borgerne

Dansborg Skoleskov i Hvidovre, 2030skov.dk
Små skovområder ved skoler - som her ved Dansborgskolen - kan være med til at øge CO2-optaget i Hvidovre Kommune, skriver SF's Thomas Møller. (Foto: 2030skov.dk)

Klimakrisen er desværre en realitet, men det betyder ikke, at vi som kommune og borgere er uden muligheder.

Hvidovres klimaplan sigter ambitiøst mod 80% CO₂-reduktion i 2030 og CO₂-neutralitet i 2045, men de første skridt kan vi tage allerede nu – og som vil gøre en mærkbar forskel allerede i løbet af de næste 4-5 år.

Det er de konkrete handlinger, der skal drive forandringerne – her er lidt om, hvor vi kan komme hurtigt i gang.

Udrulning af fjernvarme til naturgasområder

Naturgas er en stor klimasynder, og heldigvis har vi allerede planer om, og er godt i gang med, at udfase det fuldstændigt.

I Hvidovre kan vi inden for de næste fem år sikre, at endnu flere husstande og virksomheder bliver tilkoblet fjernvarmen, som vil være CO₂-neutral inden 2035.

Ved at udbygge fjernvarmenettet og få tilstrækkelig opbakning fra borgerne, kan vi reducere CO₂-udledningen markant.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Energirenovering af kommunens bygninger

Endnu en måde at skære ned på CO₂-udledning er at energirenovere kommunens bygninger.

Hvidovres skoler, plejehjem og rådhus kan få nye vinduer, bedre isolering og mere energieffektiv opvarmning.

Det vil spare energi og penge på driften, samtidig med at vi bidrager direkte til CO₂-reduktionen.

Grøn transport og elektrificering af kommunale køretøjer

Transport står for en stor del af vores CO₂-udledning, og vi kan allerede nu begynde at elektrificere kommunens egne køretøjer.

Det er en direkte måde at reducere udledningen fra den daglige drift på.

Derudover skal vi støtte udbygningen af lade-infrastrukturen, så flere borgere vælger elbiler, og samtidig arbejde for bedre cykelstier og mere kollektiv trafik.

Mere natur og biodiversitet gennem klimatilpasning

Klimaforandringerne betyder mere voldsomt vejr, og vi har allerede set, hvordan Hvidovre er sårbar over for skybrud og stormflod.

Ved at koble klimatilpasning med naturpleje kan vi skabe mere vild natur, som ikke kun hjælper med at lede vand væk fra boligområderne, men også styrker biodiversiteten.

Dette er en oplagt mulighed for at gøre Hvidovre mere grøn og robust på én og samme tid.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Og selvom Hvidovre ikke har plads til store parker, har vi mulighed for at anlægge små skove – by- og skoleskove – med den særlige Miyawaki-metode, der skaber tættere og mere klimavenlige beplantninger.

(Fotoet i toppen af artiklen stammer fra 2030skov.dk’s artikel om skoleskoven på Dansborgskolen, red.)

Ved at etablere små skovområder ved skoler og på ledige arealer rundt omkring i byen kan vi øge CO₂-optaget, fremme biodiversiteten og give byens børn en naturlig introduktion til grøn omstilling og naturoplevelser tæt på hverdagen. 

Det viser, hvordan selv små arealer kan spille en rolle i klimakampen, når vi samarbejder med naturen.

Disse initiativer kan sættes i gang hurtigt og effektivt, og de vil bringe os tættere på vores mål om CO₂-neutralitet i 2045.

Samtidig skaber de bedre vilkår for borgerne – med renere luft og smukkere natur omkring os. Lad os handle nu og skabe et grønnere Hvidovre til glæde for os alle.

Med venlig hilsen

Thomas Møller, SF 

Kandidat til kommunalbestyrelsen

Thomas Møller, SF-kandidat til kommunalbestyrelsen

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her