Ironien er i top, når Yasir Iqbal (S) beskylder ”Hvidovre” for at handle for sent, og efterlyser hvem på ”Rådhuset”, der tager ansvar for, at vores haller, baner og klublokaler forfalder?
De beskyldninger skal ikke stå uimodsagt. Og jeg vil også gerne give mit bud på, hvorfor vi netop er havnet der, hvor bygninger åbenlyst forfalder i Hvidovre.
Socialdemokratisk selvmål
Med ”Rådhuset”, antager jeg, at Yasir mener Hvidovre Kommune.
Hvidovre Kommunes øverste bestyrelse er kommunalbestyrelsen. Præcis her sidder netop Yasir sammen med Socialdemokratiets 7 medlemmer ud af 21 og bestemmer.
Beslutninger om vedligeholdelse af bygninger træffes i Klima-, Miljø- og Teknikudvalget, og her sidder to af Yasirs partifæller fra Socialdemokratiet.
Det, der koster penge, skal også igennem Økonomiudvalget, her sidder netop de samme to partifæller.
Med andre ord, når man som siddende socialdemokrat kritiserer ”Rådhuset”, er det selvmål.
Bygninger forgår ikke hen over en sæson
Socialdemokratiet har siddet næsten 100 år på borgmesterposten.
Det er gået støt tilbage for partiet, men det er stadigvæk det største i Hvidovre. Magt forpligter. Og derfor hviler historien tungt på netop Socialdemokratiet.
Så… dobbelt selvmål.
Yasir har en pointe
Bygninger forgår ikke over en sæson, så her deler jeg min undren med Yasir over, hvorfor netop Socialdemokratiet ikke har sat en tydelig dagsorden gennem tiderne for systematisk vedligeholdelse.
Det er jo trods alt borgmestrene gennem 96 år, der altid er formand for det magtfulde økonomiudvalg.
Mit bud er, at vedligeholdelse af bygninger som f.eks. Frydenhøjhallen, Rideklubben, skolerne og vandtårnet ikke har været håndteret objektivt og systematisk, men i stedet har for været defineret af en subjektiv politisk agenda fra Socialdemokratiet.
Lad os gøre alt, hvad vi kan for at bevæge os hen imod en objektiv og retfærdig fordeling af midlerne i fremtiden, så skimmelsvampen ikke får lov til at lukke flere bygninger.
Jesper Hjelm
Næstformand for Det Konservative Folkeparti i Hvidovre
Læs også det kritiserede indlæg: Hvorfor venter Hvidovre altid, til det er for sent?