Tredje søndag i advent kan du lytte til julemusik med et pigtrådstwist i Hvidovre Nærradio.
Det nye band Pigtrådsorkestret kommer 15. december kl. 11-13 forbi til ”julesnak, julehygge, juleknas, julesmask, julequiz, julesang og julemusik i studiet”, lover lokalradioen.
Pigtrådsjul, quiz og æbleskiver
Én af radioens bærende kræfter, Anne-Lise Rasmussen, vil igen give den som quizmaster med spørgsmål, der passer lige til lejligheden.
Studiet vil ud over quizmasteren og Pigtrådsorkesteret også fremtrylle hjemmelavet julekonfekt, gløgg og æbleskiver.
Imens bliver bandet krydsforhørt af stationsleder Per Schreiber.
– Vi kommer til at høre lidt om deres musikalske ophav og kærligheden til Pigtråden, og hvordan musikken fra 1960’erne fik dem til at gribe instrumenterne og starte deres musikalske rejse, lover Per Schreiber, der tilføjer:
– Gutterne har lovet skøn julemusik undervejs med et ”Pigtrådstwist” på sangene, så det skal nok blive fornøjeligt.
Jule-udsendelser genudsendes til jul
Hvis du ikke når at lytte med, får du en ny chance 2. juledag fra klokken 12 til 14.
Danmarks ældste lokalradio har allerede julehygget. Det skete, da country- og rockbandet Fistful of Dollars lagde vejen forbi den første søndag i advent.
Gik du glip af det, kan du tune ind på Hvidovre Nærradio 1. juledag, hvor programmet genudsendes. Det foregår også fra klokken 12 til 14.
Her finder du Hvidovre Nærradio
Du kan lytte med allerede fra klokken 10. Her vil hvor Per Schreiber sætte gang i den festlige dag med julemusik på sin FM Damper på 95,2 mHz.
Er du uden for Hvidovre, eller foretrækker du bare at lytte online, kan du klikke dig ind på www.h-n-r.dk og finde afspilleren nederst på hjemmesiden.
Du kan også finde ”mereRadio”-appen, som kan downloades til alle platforme til mobiler, tablets, iOS, Android, AppleCarPlay og AndroidAuto.
Vil du have lidt at læse imens, kan du for eksempel forlyste dig med artiklen Chok for Hvidovre Nærradio: ”Send 128 timers lokalradio om ugen”.