Ja til tryghed, nej til skræmmekampagner

DEBATINDLÆG: Fra tid til anden opstår umotiveret vold i Hvidovre – men der er ingen grund til føre skræmmekampagne, som Socialdemokratiet gør, mener Tina Cartey Hansen (K)

Tina Cartey Hansen fra Det Konservative Folkeparti i Hvidovre
Jeg føler mig tryg ved at bo i Hvidovre, hvor vi har så mange gode ting at tale op, skriver Tina Cartey Hansen fra Det Konservative Folkeparti i Hvidovre i dette debatindlæg. (Foto: Privat)

Efter flere indlæg om tryghed, føler jeg behov for at skrive, at jeg føler mig tryg ved at bo i Hvidovre!

Både når jeg løber en tur i vores grønne arealer, når jeg tager toget hjem om aftenen og i det hele taget færdes i byen.

Jeg er ked af, hvis andre ikke har det sådan.

Umotiveret vold er selvsagt uacceptabelt

Vi lever i en by med mange mennesker og besøgende.

Ligesom alle andre steder i Danmark, opstår der fra tid til anden konflikter og desværre nogle gange også umotiveret vold.

Det er selvsagt fuldstændig uacceptabelt, og vi skal bakke politiet op i deres arbejde og sørge for forebyggende tiltag.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Vi skal forhindre, at unge ender i kriminalitet

I min rolle som kommunalpolitiker spørger jeg via mit politiske arbejde ind til og udfordrer forvaltningen på de tilbud, vi har til unge, der potentielt eller allerede er på vej ned af en uønsket sti.

Vi skal hjælpe de unge, så godt vi kan, og vi skal forhindre, at mindre søskende under den kriminelle lavalder rekrutteres til kriminalitet.

Forældre, skole og foreningslivet skal inddrages og være en del af løsningen.

Ingen grund til at vise minister, at Hvidovre er “farlig”

Vi må dog ikke lade den seneste tids enkeltstående hændelser tegne et skræmmebillede af Hvidovre, som jeg tror, de færreste kan genkende.

Derfor mener jeg ærlig talt ikke, at det er særlig hjælpsomt, at et lokalt folketingsmedlem følte behov for at tage en minister med til byen for at vise, hvor “farligt” her er.

Vi har så mange gode ting at vise frem, der taler Hvidovre OP og ikke ned!

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Det Konservative Folkeparti arbejder for tryghed

Det er ingen hemmelighed, at vi i Det Konservative Folkeparti altid har arbejdet for tryghed, retssikkerhed og gode vilkår for vores politi.

Det arbejde understøtter min partikollega Søren Friis Trebbien bl.a. også via sin plads i forretningsudvalget i Det Kriminalpræventive Råd, som vi havde arrangeret besøg af til en markedsdag sidste sommer.

Her kunne borgerne f.eks. få gode råd til at undgå indbrud, mens man var på ferie.

Socialdemokratiets vej kræver modsvar

Det var også os konservative, der bragte tryghedsskabende tiltag ind i kommunens budget for 2025.

Her fik vi de øvrige partier med på at afsætte 1,5 millioner kroner til f.eks. bedre belysning på steder, hvor der måske er for mørkt i dag.

Tryghed er noget, vi arbejder med og for hver dag.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Normalt foretrækker vi at arbejde med det uden at råbe op om det, men når Socialdemokratiet går ned ad den sti, føler jeg trang til at sende et nuanceret modsvar.

Ja til at tale om og gøre noget for at øge trygheden, men nej til skræmmekampagner!

Tina Cartey Hansen (K)

Næstformand i Børne- og Uddannelsesudvalget

Folketingsmedlem Maria Durhuus (S) svarer på kritikken i debatindlægget Drop tryghedstabuet – vi skal turde tale om virkeligheden.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Bliv medlem nu og
spar 40%
Fri adgang til alle artikler & rabatter i et halvt år