Intet Dannebrog i byrådssalen i Hvidovre Kommune

Et forslag fra Dansk Folkeparti faldt i sidste ende, da Socialdemokratiet vægter et kæmpemaleri højere end rød/hvide faner

Byrådssalen i Hvidovre Kommune uden Dannebrog-faner
Maleriet "En kommune skabes" på 5x14 meter hænger i byrådssalen på Hvidovre Rådhus og er en vigtig årsag til, at der ikke kommer et Dannebrog eller to op. (Foto: Hvidovre Kommune)

Intet Dannebrog bliver sat op i byrådssalen på rådhuset i Hvidovre Kommune.

Det ligger fast, efter et flertal i kommunalbestyrelsen har sagt nej til forslaget fra Dansk Folkeparti.

Ifølge Mikkel Dencker (DF) er Dannebrog et symbol, som “alle kan bakke op om”, og som helt naturligt bør “dekorere en byrådssal”.

Forslaget fik opbakning fra Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Efter en længere debat faldt det dog til jorden, blandt andet fordi Socialdemokratiet foretrækker at have frit udsyn til et stort maleri, der i forvejen hænger i byrådssalen.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Blå partier forsøgte at overtale Socialdemokratiet

De borgerlige partier smed ellers mange snører i vandet på tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde for at få Socialdemokratiet til at bide på krogen.

Socialdemokraterne havde nemlig erklæret, at de er begejstrede for det danske flag til blandt andet festdage og 1. maj.

– Så kan I godt give jer en lille smule her. Jeg skal gerne sponsere det – I behøver ikke tænke over budgettet, lokkede Martin Amby fra Liberal Alliance.

Dannebrogsfane i Region Hovedstaden
Andre politiske forsamlinger har Dannebrog i salene. Det gælder Folketinget og her Region Hovedstaden, der fik sin fane op i 2019. (Foto: Region Hovedstaden)

K: Når Mette Frederiksen kan, kan I også

Tina Cartey Hansen fra Konservative gjorde opmærksom på, at Socialdemokratiets øverste leder, statsminister Mette Frederiksen, netop er blevet udnævnt som Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen.

– Og så sidder selvsamme parti her og siger, at man ikke vil have det ypperste symbol på Danmark her i demokratiets hjerte.

– Måske kan man sige, at det her er vigtigt for nogen og mindre vigtigt for andre, så hvorfor ikke tage pyt-knappen frem?

– Jeg tror stadig på jer. Andre har jeg tabt, lød det sørgmuntert fra Tina Cartey Hansen med henvisning til fane-modstanderne fra SF, Enhedslisten og Hvidovrelisten.

Danmarksdemokrat forsøgte sig med argument fra BT

Danmarksdemokraternes Charlotte Munch forsøgte at sætte trumf på ved at referere til en artikel hos BT i 2018.

Her har et flertal af læserne klikket ja til, at politikere skal bruge tid på at få Dannebrog op i byrådssalene.

Dannebrog-tilhængerne foreslog ad flere omgange, at man kunne pille to tv-skærme ned, der hænger på hver side af maleriet. Du kan se dem på fotoet øverst i artiklen.

Det kunne give plads til to faner med Dannebrog på hver side af det famøse maleri.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

S: Unikt maleri definerer byrådssalen

Socialdemokraterne takkede for tilnærmelserne, men lod sig ikke lokke.

Partiet foretrækker ordentlig plads til kæmpemaleriet ”En kommune skabes” med snart 70 år på bagen.

– Det er et unikt maleri i to etager, der fylder hele væggen. Det er også nyrenoveret, så det står så flot og fortæller Hvidovres historie, sagde Kenneth F. Christensen (S).

Maleriet En kommune skabes blev malet af Carlo Rosberg i 1955
“En kommune skabes” blev malet af Carlo Rosberg i 1955 til det nybyggede rådhus. Da maleriet var kommet op at hænge, finjusterede han motiverne fra Hvidovre så meget, at han endte i “et to måneder lang sygeleje“. (Foto: Forstadsmuseet)

– Dannebrogsfaner herinde synes vi faktisk ville ødelægge helhedsbilledet af vores byrådssal. Det vil vi ikke være med til.

– Vi har Dannebrog ude foran, det må være godt nok, konstaterede Kenneth F. Christensen.

SF, Enhedslisten og Hvidovrelisten: Dannebrog er ikke et demokrati-flag

Konservatives Søren Friis Trebbien gav udtryk for, at han ser Dannebrog som et symbol på fællesskab, danskhed og demokrati.

Det syn deler man slet ikke i SF.

– Jeg vil gerne beklikke, at det er et demokratiflag, når myten er, at det faldt ned i Estland. Det er også et korsridderflag, så demokrati er altså ikke det, jeg tænker på, lød det fra SF’s Bent Roldgaard, der fik opbakning af Enhedslistens Karin Kofod.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Ifølge Marie-Louise Jørgensen fra SF har partiet ikke noget imod, at Dannebrog hænger foran Rådhuset eller bliver brugt til statsborgerskabsdag.

– Men vi synes ikke, det hører til herinde, konstaterede hun.

Hvidovrelistens Kristina Young erklærede, at Dannebrog for hende er fejring og frihed, ikke politik.

Det ville have kostet Hvidovre Kommune 10.000 kroner at opstille en fane i byrådssalen.

Du kan lige nu blive medlem af Risbjerg & Co. til spotpris. Klik her for at læse mere.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her