Indsamling til lam cykelrytter passerer en million kroner

Indsamling til Carl Rosenberg har rundet en million kroner - men visse fejlagtige oplysninger kører i øjeblikket rundt

Carl Magnus Lotz Rosenberg på hospitalet med sin søn
De mange penge vil gøre en reel forskel for Carl Rosenberg og familien, lyder det fra offeret for et voldsomt cykeluheld i Hvidovre. (Foto: Nørrebro Cykleklub)

Indsamling til lam cykelrytter passerer en million kroner, oplyser Nørrebro Cykleklub i en pressemeddelelse.

Den flotte milepæl blev allerede for fire dage siden varslet hos Risbjerg & Co.

Det har ikke engang taget 10 dage at runde millionen, efter cykelklubben søsatte en fundraiser til fordel for klubmedlem Carl Magnus Lotz Rosenberg.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

5.000 donationer tikket ind via bl.a. MobilePay

Carl Magnus Lotz Rosenberg blev torpederet af en 24-årig mand i september under et cykelløb i Hvidovre.

Den 24-årige trodsede afspærringer og advarsler og hamrende ind i feltet på sin elcykel.

Uheldet gik værst ud over 29-årige Carl, der er konstateret lam fra navlen og ned.

Indsamlingen har udløst omkring 5.000 donationer, der er tikket ind via blandt andet MobilePay til nummeret #37781.

Ifølge Nørrebro Cykleklub kan du støtte Carl og familien ad seks veje:

  1. Direkte via MobilePay: Send et valgfrit beløb til #37781. (Indsamlingen er godkendt af indsamlingsnævnet.)
  2. Overfør penge til indsamlingskontonummeret: 9570-13854947.
  3. Del videoen. Hjælp med at sprede budskabet og nå ud til så mange som muligt.
  4. Lav opslag på sociale medier mærket op med #StøtCarl.
  5. Køb støtte-klistermærker, der fra i dag er til salg i udvalgte cykelbutikker i København og Nordsjælland og hos Fri BikeShop på Hvidovrevej i Hvidovre.
  6. Opfordr andre til at støtte: Fortæl venner og familie om indsamlingen.

Indtægterne går ubeskåret til Carl og hans familie.

Overvældende støtte vil gøre reel forskel

De mange penge skal hjælpe både Carl, hans kone og deres knap 1 år gamle søn til at komme gennem en svær tid.

– Det er overvældende, hvor mange mennesker der har støttet. Både folk jeg kender, og folk jeg aldrig har mødt.

– Det er bare så vildt. Det er virkelig noget, der kommer til at gøre en reel forskel for mig og min lille familie, når jeg en dag skal videre fra hospitalet, siger Carl Magnus Lotz Rosenberg ifølge pressemeddelelsen.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Du kan også støtte indsamlingen ved at købe et klistermærke designet til formålet af billedkunstneren Miki Skak for et beløb, du selv vælger.

Klistermærkerne kan findes i en efterhånden lang række cykelforretninger i hovedstadsområdet, blandt andet hos Fri BikeShop i Hvidovre.

Forkerte oplysninger spredt med pressemeddelelse

Det fremgår i øvrigt af pressemeddelelsen, at den 24-årige er sigtet for grov vold og for at være påvirket af kokain, da han kørte ind i feltet af cykelryttere på en ulovligt tunet elcykel.

Flere af oplysningerne fremgår også af blandt andet en artikel hos TV 2

Men de passer ikke.

  1. Den 24-årige er sigtet efter vanvidsparagraffen for særligt hensynsløs kørsel samt for grov uagtsom legemsbeskadigelse.
  2. Manden var ikke påvirket af stoffer under uheldet, selvom det oprindeligt var politiets mistanke.
  3. Ifølge den 24-åriges forsvarer var cyklen ikke ulovligt tunet.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Du får løbende opdateringer fra retsmøderne i sagen mod den 24-årige hos Risbjerg & Co., der er til stede hver gang som eneste danske medie.

Følg med på ved at blive medlem af Risbjerg & Co. eller via det gratis nyhedsbrev.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her