Kommuner langs Køge Bugt har i årevis kæmpet skyttegravskrig om ni kunstige øer, som Hvidovre Kommune vil anlægge ved Avedøre Holme.
Nu lader det til, at Hvidovre Kommune vil lytte mere til kritik af Holmene.
Det kræver i så fald store ører, for der er rigeligt at høre på.
Senest haglede kritikken ned over Hvidovre på Havets Folkemøde i Brøndby Strand.
Ni kunstige øer vil “smadre ålegræs og biodiversitet”
Kritikken kom fra et panel af borgmestre fra kommuner langs Køge Bugt og fra Danmarks Naturfredningsforening:
- Projektet vil påvirke havet voldsomt de næste 50 år
- Det vil smadre ålegræs, som er vigtigt for biodiversiteten i Køge Bugt
- Mange borgere er plaget af støj, og det bliver værre af et anlægsprojekt, der tager 20 år
- Ingen grund til i bedste Dubai-stil at skabe plads til erhverv på vand, når vi har plads på land
- Vi har så lidt urørt natur i Danmark, så vi skal passe på det, vi har
Hvidovre Kommunes planer har tidligere fået begejstret opbakning fra Dansk Industri (DI), der også var med i panelet.
I vil sælge os en elefant bid for bid – nej tak!
Det udløste et par verbale missiler fra en side, der plejer at være positivt stemt over for DI, nemlig Det Konservative Folkeparti.
Konservative sidder på borgmesterposten i Vallensbæk.
– Hvis man kun kigger på hvert element enkeltvis, kan man måske godt se en balance i projektet.
– Det er jo sådan, Dansk Industri arbejder og hele tiden forsøger at præparere folketingspolitikere – og det har I jo penge til, må man give jer. Men så mister man pludselig det forkromede overblik, tordnede Henrik Rasmussen (K), borgmester i Vallensbæk Kommune.
– Vi er heldigvis snarrådige borgmestre, der siger stop. Vi er ikke så blinde, at vi ikke er klar over, at I er ved at sælge os en elefant. Og bare, fordi I sælger den bid for bid, så hopper vi ikke på den.
– Nej tak! – lød det fra Henrik Rasmussen til klapsalver fra debatteltet.
Hvidovres repræsentant fik verbale prygl
Du kan høre flere konkrete eksempler på kritik af ø-planerne i denne video fra Havets Folkemøde 24. august 2024.
Her får Hvidovres udsendte, 2. viceborgmester Anders Liltorp (S), et par bredsider.
Først fra Brøndby-borgmester Maja Højgaard (S) til venstre og bagefter fra Danmarks Naturfredningsforenings Michael Løvendal Kruse til højre:
Dansk Industri også loren ved Hvidovres projekt
Kun Dansk Industri bakkede Hvidovres planer om Holmene lidt op. Men selv her er holdningen til planerne for de ni øer blevet en smule lunken.
– Det er en interessant idé, fordi vi mangler nogle muligheder for at placere fremtidens virksomheder, der skal håndtere affald og ressourcer, som vi samler sammen.
– Jeg synes bare, vi skal arbejde videre med den. Den er født for nogle år siden i en anden tid, og vi skal finde ud af, hvordan vi laver en 2,0-løsning, som er bedre, lød det fra Morten Løber, seniorchefkonsulent i Dansk Industri.
Du kan se, hvordan Hvidovre Kommunes forestilling om Holmene ser ud i denne video fra 2019, da planerne blev offentliggjort:
Videoen er lavet i samarbejde med arkitektfirmaet Urban Power og er speaket af skuespiller Ellen Hillingsø.
Derfor vil Hvidovre have ni kunstige øer ved Avedøre Holme
Anders Liltorp var som Hvidovres 2. viceborgmester kaldt ind som repræsentant for Hvidovre Kommune.
Han var erstatning i panelet for først Hvidovres borgmester, Anders Wolf Andresen (SF), og siden viceborgmester Søren Friis Trebbien (K).
Han fortalte om årsager til, at et flertal i kommunalbestyrelsen i Hvidovre har stemt ja til projektet, blandt andet:
- Kysten bliver sikret mod fremtidens storme, og Holmene forhindrer oversvømmelser
- De ni kunstige ”erhvervsøer” skal skabe et væld af arbejdspladser til folk omkring Køge Bugt
- Holmene skal skabe 700.000 kvadratmeter ny natur over vandoverfladen
Det hører også med til historien, at de op mod 380 virksomheder på Holmene skal betale skat i Hvidovre Kommune.
Drømmen om at bygge ni kunstige øer i forlængelse af det nuværende Avedøre Holme er Hvidovre Kommunes.
Den opstod i 2015 under borgmester Helle Adelborg (S). Planerne er derefter udarbejdet i samarbejde med arkitektfirmaet Urban Power.
De ni øer skal fylde godt tre millioner kvadratmeter og dermed være i samme størrelse som de nuværende Avedøre Holme.
Holmene – som øerne kaldes – skal skabes af 47 millioner tons jord. De skal rumme 700.000 kvadratmeter ”ny, bynær natur” og skabe 17 km ny kystlinje.
Planen er, at Holmene skal bruges af 380 virksomheder med en grøn og bæredygtig profil. De skal skabe i alt 12.000 arbejdspladser.
Læs mere om planerne i artiklen Hvidovre Kommunes planer for ni kunstige øer ved Avedøre Holme.
Hvidovres 2. viceborgmester drømmer om, at projektet kan blive suppleret af en letbane tværs gennem Vestegnen, forbi Holmene og videre ud til lufthavnen.
Hvidovre Kommune kommer med til bords, hvis…
Anders Liltorp tilføjede dog også, at hvis han selv havde været med fra starten af planlægningen, hvad han nok forsøgt at gøre det på en anden måde end at lægge ud med at beslutte at anlægge ni nye øer i Køge Bugt uden at tage alle parter i ed først.
Den bemærkning blev fanget af Brøndby-borgmester Maja Højgaard.
Hun meldte sig klar til at lukke Hvidovre Kommune ind i Køge Bugt Alliancen.
Alliancen består af syv kommuner, der vil passe på naturen i og omkring bugten og stoppe alle projekter, som forurener.
Men Hvidovre kommer kun med, hvis kommunen tropper op til dialog med et ønske om at tale bredt om løsninger. Det kræver, at Hvidovre ikke på forhånd har besluttet sig for, at de ni øer død og pine skal blive til noget, understregede Maja Højgaard.
Måske giver det en lille åbning for at tale sammen i fremtiden.
Hvidovres udsending havde rigtig god følelse i kroppen
Anders Liltorp sagde flere gange undervejs, at det er tid til at begynde at lytte til kritikken fra borgmestre i nabokommuner og internt i Hvidovre fra både politikere og bekymrede borgere.
Derfor stod han med en ”rigtig god følelse”, da Risbjerg & Co hev fat i ham efter noget, der til tider lød som verbale prygl tilsat et lille skvæt politiker-mobning.
– Vi taler jo ikke politisk ideologi her, men om reelt indhold. Og jeg synes personligt, man er i den forkerte branche, hvis man som politiker ikke lytter til andre, sagde Anders Liltorp.
Hvidovre vil lytte til kritik af Holmene
Anders Liltorp uddybede:
– Vi vil ikke smadre biodiversitet eller ålegræs i havet. Vi tror på ræsonen i det, vi kommer med, men vi taler gerne viden og visioner igennem i fortrolighed, så det ikke bare bliver ved højtråbende budskaber, der gør sig godt på sociale medier.
– Vi skal have dialogen, også internt i Hvidovre Kommune, om, hvad vi gør, så det bliver mere end bare en snak om, hvem der er helten, og hvem der er skurken. Det giver ingen løsninger, og vi skal altså finde løsninger på de udfordringer, vi står overfor, sagde Anders Liltorp til Risbjerg & Co.
Den positive ånd blev taget med ned på stranden efter debatmødet, som du kan fornemme på dette foto:

I en anden artikel på Risbjerg & Co. kan du læse om Hvidovres planer for Holmene.