En teknisk skole i Hvidovre skal intet mindre end løfte Danmarks grønne omstilling inden for transport.
TEC Hvidovre på Avedøre Holme er netop blevet udpeget som ”klimaerhvervsskole” som én af blot tre erhvervsskoler i hele landet.
– Jeg er utrolig stolt og ydmyg. Med opgaven skal vi gå forrest i udviklingen af nye uddannelser, nye samarbejder og nye faciliteter inden for grøn transport, siger Morten Emborg, direktør på TEC – Technical Education Copenhagen.
Millioner af kroner over de næste år
Efter planen skal 20 millioner kroner flyde i retning af TEC i Hvidovre de næste år.
Pengene skal hjælpe med at få en række grønne uddannelser op at køre.
Derefter følger et fast årligt beløb på syv millioner kroner, så skolen kan blive ved med at tilbyde og udvikle uddannelserne.
De to andre klimaerhvervsskoler, Rybners i Esbjerg og Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier i Herning, får lignende rammer.
Lille forbehold: Finansudvalg skal godkende plan
Regeringens plan for de tre erhvervsskoler bliver dog kun til virkelighed, hvis Folketingets finansudvalg siger god for den.
Ifølge folketingspolitiker Maria Durhuus (S) – der bor i Hvidovre og derfor er begejstret for valget af TEC Hvidovre – står bredt flertal bag aftalen.
– Så der bør ikke være nogen knaster dér, vurderer Maria Durhuus i en mail Risbjerg & Co.
Viden fra TEC Hvidovre skal ud til virksomheder
Planen er, at TED Hvidovre skal opbygge så meget ekspertise og erfaring, at den kan sprede viden til blandt andre uddannelsessteder og virksomheder.
Der er hårdt brug for den slags ekspertise. Transport har nemlig et kæmpestort klimaaftryk i Danmark.
Lige nu er transport årsag til omkring 25 procent af den samlede CO2-udledning i Danmark.
I 2030 vil den formentlig være 33 procent eller hvad der svarer til 8,4 millioner tons CO2 ifølge Klimastatus og -fremskrivning 2024 fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
Hvidovre-skole gavner allerede Danmarks grønne omstilling
TEC Hvidovre er blevet udvalgt som klimaerhvervsskole, blandt andet fordi erhvervsskolen allerede gør en kæmpeindsats for at uddanne unge til både transport og til den grønne omstilling.
Skolen har for nylig åbnet Center for Transportteknologi, hvor landets første uddannelse som elbiltekniker starter her i efteråret.
I 2023 fik skolen desuden godt fem millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden til at anskaffe sig de nyeste eldrevne køretøjer – blandt andet en lastbil i stil med denne her:
Simulatorer skal gøre træning mere miljøvenlig
Midlerne fra Nordea-fonden gør, at skolen også kan oprette seks simulatorer.
Så kan elever på chauffør-uddannelsen analysere deres kørsel og træne situationer uden at køre rundt i store lastbiler på vejene.
– Det giver så god mening, at opgaven er landet hos os – jeg er pavestolt og glæder mig til at fortsætte arbejdet inden for grøn transport, siger Per Nørregaard, der er uddannelseschef for transport på TEC.
Energi, landbrug og byggeri får samme fokus som transport
De to andre klimaerhvervsskoler er Rybners i Esbjerg og Herningsholm Erhvervsskole & Gymnasier i Herning.
Rybners skal fokusere på omlægning er energisektorer. Herningsholm skal fokusere på klimavenligt landbrug og bæredygtigt byggeri.
– Det er fedt at arbejde med klima og energi, og nu bliver det endnu federe at vælge en grøn uddannelse, lyder en kommentar fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).
I alt har regeringen afsat cirka 105 millioner kroner årligt i 2024–2028. Derefter følger cirka 30 millioner kroner årligt til etablering og drift af de tre klimaerhvervsskoler.
Du kan se mere specifikt, hvad hver skole får her.