Hvidovre Kommune melder sig selv til politiet

Nogen har lækket fortrolige og personfølsomme oplysninger fra en kreds på godt 30 mennesker. Politiet skal nu finde ud af hvem.

Kommunalbestyrelsen i Hvidovre Kommune med borgmester Anders Wolf Andresen (SF) i spidsen har politianmeldt sig selv.
Længst til højre ses Hvidovres borgmester, Anders Wolf Andresen (SF), gennem 'tremmer' på kommunalbestyrelsesmødet 28. maj. (Foto: Risbjerg & Co.)

Politiet skal finde frem til en person blandt Hvidovre Kommunes politikere og embedsmænd, som har trodset sin tavshedspligt og lækket fortrolige oplysninger til medierne.

Det står klart, efter politikerne i kommunalbestyrelsen har meldt sagen til politiet.

Derfor melder Hvidovre Kommune sig selv til politiet

De fortrolige oplysninger er lækket til Sjællandske Medier i forbindelse med en undersøgelse af anklager om dårlig ledelse i den afdeling, der har ansvar for affald i Hvidovre Kommune.

Handlingen er i sig selv ulovlig og kan udløse bøde og i allerværste fald fængselsstraf i op til to år.

Bruddet på tavshedspligten kan desuden skade både personen, der bliver omtalt, og kommunen selv.

Kommunen risikerer at skulle betale penge til den person, der har fået udstillet personfølsomme oplysninger.

Samtidig kan troværdigheden og tilliden lide et knæk, vurderer kommunens administration.

Her skal den skyldige formentlig findes

Politiet skal sandsynligvis finde den skyldige i en gruppe, der omfatter:

  • 21 kommunalbestyrelsesmedlemmer,
  • deres politiske suppleanter,
  • omkring ni personer i administrationen, samt
  • advokaten, der har udført undersøgelsen.

Alle har kendt til de fortrolige oplysninger.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Kun Socialdemokratiet sætter spørgsmålstegn ved politianmeldelse

Kommunalbestyrelsen sagde god for at melde bruddet på tavshedspligt til politiet på et møde 28. maj 2024.

Kun Socialdemokratiet luftede kritik af beslutningen om, at Hvidovre Kommune melder sig selv til politiet.

Hvem har egentlig behov for at politianmelde – er det politikerne eller administrationen, lød det retoriske spørgsmål fra tidligere borgmester Helle Adelborg.

– I mine mange år har jeg oplevet læk flere gange, uden at det nogensinde er blevet politianmeldt. Det er interessant, at vi nu skal bruge ressourcer på det, også politiets, sagde Helle Adelborg.

Helle Adelborg tilføjede, at Socialdemokratiet ”selvfølgelig” ville stemme for en politianmeldelse, hvis flertallet var for.

–  Vi har ingenting at skjule, lød det.

Hvidovre Kommune henviser til reglerne om tavshedspligt i forvaltningslovens § 27.

Brud på tavshedspligt straffes i henhold til straffelovens § 152 med bøde eller fængsel op til 6 måneder eller, hvor der foreligger skærpende omstændigheder, fængsel op til 2 år, lyder det.

Forargede reaktioner fra andre politikere

Bemærkningen udløste en række kommentarer fra Helle Adelborgs kolleger i kommunalbestyrelsen.

Marie-Louise Jørgensen fra SF bemærkede, at hvis der har været læk tidligere, ”så er det da på tide, at det bliver stoppet”.

Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne vil have den skyldige fundet, fordi sagen underminerer tilliden til, at politikere kan tale fortroligt sammen.

– Det kan ikke være rigtigt, at vi sidder til lukkede møder og ikke kan tale frit. Det er enormt vigtigt, at vi kan stole på hinanden, når vi sidder her eller i udvalgsmøder.

– Jeg ville sige noget grimmere, men jeg siger bare noget uetisk, lød det fra Charlotte Munch.

Mikkel Dencker fra Dansk Folkeparti spædede til:

– For mig handler det om grundlæggende beskyttelse af borgernes, kommunens og ansatte interesser. Der må statueres et eksempel, sagde han.

Avisartikel handlede om “omstridt leder”

Hvidovre Kommune udsendte 2. maj en pressemeddelelse om balladen i affaldsafdelingen. 

Den beskriver blandt andet, at afdelingen midlertidigt får en ny chef.

– Den tidligere konstituerede driftsleder fortsætter i sin stilling som driftslederassistent, står der.

Samme dag udgav Sjællandske Medier nyheden “Omstridt leder bliver degraderet“.

Det er ikke ulovligt for et medie at videregive fortrolige oplysninger, og mediet behøver ikke fortælle nogen, hvor oplysningerne stammer fra.

Note 21. juni 2024: Politiet stopper sin efterforskning i sagen. Læs Politiet opgiver at finde skyldig i læk fra kommunen.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her