Byggelegepladsen Regnbuen er et unikt og værdifuldt tilbud i Hvidovre.
Med sine mange aktiviteter, dyr og åbne fællesskab skaber den glæde for både børn, forældre og andre borgere i kommunen.
De mange aktiviteter og traditioner, som der bliver henvist til i et læserbrev, viser tydeligt dens store betydning for lokalsamfundet gennem årene – uanset hvem der har stået i spidsen.
Intet ønske om at ændre eller begrænse Regnbuens aktiviteter
Derfor vil jeg også gerne slå fast, at vi på ingen måde har et ønske om at ændre på Regnbuen eller begrænse dens aktiviteter.
Vi er glade for Regnbuen og ønsker, at den fortsat skal være det åbne og levende samlingspunkt, den altid har været.
Den aktuelle proces vedrørende ledelsen af Regnbuen handler udelukkende om at sikre, at ansættelsen sker i overensstemmelse med gældende regler og lovgivning.
Jeg vil gerne understrege, at det ikke ændrer noget ved Regnbuens aktiviteter eller dens vigtige rolle i kommunen.
Regnbuen skal bevare sin særlige plads i lokalsamfundet
Vi ser frem til, at Regnbuen fortsætter med at være et sted, hvor børn og unge mødes, lærer og skaber gode minder sammen.
Hvidovre Kommune vil fortsat støtte Regnbuen i dens vigtige arbejde, så den kan bevare sin særlige plads i lokalsamfundet – nu og i fremtiden.
Med venlig hilsen
Tine Larting, direktør for børne- og velfærdsområdet i Hvidovre Kommune