Hvidovre Avis har i årevis fået rundt regnet 10.000 kroner om ugen fra kommunen. Pengene er lagt for annoncer i avisen.
Det fremgår af en aktindsigt foretaget af en borger i Hvidovre.
Hvidovre Avis har modtaget ca. 1,8 millioner kroner over tre år
Aktindsigten viser, at Hvidovre Avis i 2022 modtog knap 800.000 kroner fra kommunen for annoncering.
I 2023 var beløbet godt 600.000, mens det i 2024 er blevet til omkring 400.000 kroner.
Det betyder, at Hvidovre Kommune de seneste tre år har lagt i omegnen af 1,8 millioner kroner – eller gennemsnitligt af 600.000 kroner om året – for at bringe annoncer i lokalavisen.
I meget runde tal svarer det til godt 10.000 kroner for hver ugentlige udgivelse.
Risbjerg & Co. har modtaget 900 kroner
Til sammenligning har det digitale lokalmedie, du sidder med nu, modtaget 0 kroner i annoncering, siden Risbjerg & Co. officielt gik i luften 31. august 2024.
Forskellen på penge til de lokale medier i Hvidovre fik borgeren bag aktindsigten til at stille spørgsmål på et møde i kommunalbestyrelsen.
– For at undgå mistroiske spekulationer om, at man skaber en markant tilknytning til et medie, så spred da lidt ud, hvem man annoncerer hos.
– Hvorfor kun bruge ét medie her i Hvidovre, når vi har fire, lød det i byrådssalen på mødet i november.
Penge fra Hvidovre Kommune til medier, der dækker Hvidovre ifølge aktindsigten:
Modtager | Kategori | 2022 | 2023 | 2024 |
---|---|---|---|---|
Hvidovre Avis | Støtte/tilskud | 0 kr. | 0 kr. | 0 kr. |
Annoncering | 797.909 kr. | 603.152 kr. | 363.061 kr. | |
Abonnement | 0 kr. | 0 kr. | 0 kr. | |
Risbjerg & Co. | Støtte/tilskud | 0 kr. | 0 kr. | 0 kr. |
Annoncering | 0 kr. | 0 kr. | 0 kr. | |
Abonnement | 0 kr. | 0 kr. | 900 kr. | |
Sjællandske | Støtte/tilskud | 0 kr. | 0 kr. | 0 kr. |
Annoncering | 85.245 kr. | 28.091 kr. | 5.844 kr. | |
Abonnement | 9.350 kr. | 10.210 kr. | 10.210 kr. | |
Hvidovre Nærradio | Støtte/tilskud | 427.860 kr. | 353.313 kr. | 370.952 kr. |
Annoncering | 0 kr. | 0 kr. | 0 kr. | |
Abonnement | 0 kr. | 0 kr. | 0 kr. |
Mens Hvidovre Kommune lægger sine annoncekroner hos Hvidovre Avis og Sjællandske Nyheder – og sine støttekroner hos Hvidovre Nærradio – modtog Risbjerg & Co. 900 kroner for medlemskaber i 2024. Kommunen brugte i 2024 10.210 kroner på abonnementer hos Sjællandske. OBS: Tabellens tal for 2024 viser kun udgifter til og med oktober, hvorefter der blev søgt aktindsigt.
SF: Hvidovre Avis kan nå folk, som ikke er digitale
Formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Sara Benzon (SF), erklærede, at pengene til Hvidovre Avis handler om at få vigtige informationer ud til mennesker, som ”ikke er elektroniske”.
Det kunne være beskeder om borgermøder, ændringer af takster eller åbningstider i svømmehallerne.
– Det synes jeg faktisk er helt berettiget, at man lægger ud i et medie, der er tilgængeligt for alle, både elektronisk og i trykt form, sagde Sara Benzon.
I 2024 er det efterhånden de færreste, som ikke længere er online, viser tal fra Danmarks Statistik, som du kan se i boksen her:
Danmarks Statistik konstaterer, at stort set alle danskere er internetbrugere i dag.
– Næsten alle danske hjem har en internetopkobling, og internetbrug er en del af dagligdagen i Danmark, hvor 86 pct. af befolkningen mellem 15-89 år er online flere gange dagligt.
– Ni ud af ti borgere mellem 16-74 år brugte sociale medier i 2024.
– Også nyheder bliver læst online af 88 procent, for eksempel på nyhedssider, netaviser eller nyhedsspots på sociale medier, melder Danmarks Statistik ud fra publikationen It-anvendelse i befolkningen 2024.
Partikollega og borgmester, Anders Wolf Andresen (SF), tilføjede, at man godt kunne overveje også at lægge annoncekroner andre steder end hos Hvidovre Avis.
Socialdemokratiet: Oplagt at tænke i flere medier
Anders Liltorp fra Socialdemokratiet luftede samme tanker.
– Det er oplagt at tænke bredere i forhold til vores brug af medier, også for at vi ikke bliver skudt i skoene, at vi favoriserer en avis.
– Vi bør overveje bedre samarbejder med flere medier, også nærradioen, som jo også når ud til alle Hvidovre-borgere, sagde Anders Liltorp.
Anders Liltorp uddybede:
– Det er meget svært at leve af at have et lokalmedie i øjeblikket, og jeg tror, vi skal tænke os godt om, hvordan information, artikler og nyheder egentlig kommer ud til borgerne.
– Jeg tror, vi skal passe rigtigt godt på både Hvidovre Nærradio og vores medier i det hele taget, for lokale medier er ved at være en stor mangelvare, lød det fra Socialdemokratiets borgmesterkandidat.
Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig Risbjerg & Co.’s nyhedsbrev, der lander i din indbakke to gange om ugen:
Konservative: Hvidovre Avis har flest læsere
Meldingerne fra partier til højre for midten tyder på lidt mindre vilje til forandring.
Både Det Konservative Folkeparti og Danmarksdemokraterne mener, det giver mening at fokusere på Hvidovre Avis, fordi den bliver omdelt til alle postkasser.
1. viceborgmester i Hvidovre, Søren Friis Trebbien (K), luftede, at et alternativ kunne være, at kommunen gik helt uden om medierne og selv sendte beskeder ud til borgerne.
– Men det kan være et problem i forhold til GDPR, så det er desværre ikke så ligetil, sagde Søren Friis Trebbien på kommunalbestyrelsesmødet i november.
K: Hvidovre Avis er et relativt kritisk medie
Partikollega Tina Cartey Hansen (K) supplerede:
– Under budgetforhandlingerne 2023 spurgte vi fra Konservatives side, om det er det bedste, at vi lægger alle æg i én kurv.
– Siden er Risbjerg & Co. kommet til, og det er noget, vi er opmærksomme på, men lige nu er Hvidovre Avis det medie, vi kan komme bredest ud i, sagde Tina Cartey Hansen.
Hun tilføjede, at Hvidovre Avis i hendes øjne er et ”relativt kritisk og konstruktivt medie”, som også sætter spørgsmålstegn ved politiske beslutninger i kommunen.
Danmarksdemokraterne foretrækker Hvidovre Avis
Daværende medlem af kommunalbestyrelsen Charlotte Munch (DD) forholdt sig ikke til penge, da hun tog ordet på kommunalbestyrelsesmødet.
I stedet understregede hun – efter borgeren på kommunalbestyrelsesmødet refererede til en tvist mellem Sara Benzon og Risbjerg & Co. – at hvis hun selv skulle vælge mellem at udtale sig til Hvidovre Avis og Risbjerg & Co., ville hun helt sikkert vælge Hvidovre Avis.
– Af den simple årsag, at den når ud til mange flere, konstaterede Charlotte Munch.
– Jeg er af den opfattelse, at folk – uagtet om de er folkevalgte – selv må vælge, hvor de vil udtale sig eller ej, tilføjede hun.
Charlotte Munch var i november 2024 formand for By- og Planudvalget.
Dermed kunne hun faktisk ikke bare vælge visse medier fra.
Den regel kan du læse om i artiklen Medieforskere: Udvalgsformænd må ikke boykotte udvalgte medier.
Læs også det opfølgende debatindlæg: Politikere skal ikke fodre politikerleden.
Hvidovre Avis har fået 10.000 kroner om ugen fra kommunen