Jeg har med stor bekymring hørt, at Mie, som er konstitueret leder på Byggelegepladsen Regnbuen, ikke må få stillingen permanent alligevel, selvom både bestyrelsen og personalet havde peget på hende som bedst egnet kandidat.
Årsagen skulle være, at hendes mand, Ronny, også arbejder der.
Jeg kan måske forstå denne holdning, hvis man ikke kender til Regnbuen og dens helt særlige miljø. Men det gør jeg – og mange andre.
De voksne er en årsag til, at vores børn skal gå i Regnbuen
Jeg har selv gået på Regnbuen som barn og har kun de bedste minder derfra.
Det er et sted fyldt med nærvær, engagement og ægte glæde ved arbejdet med børn.
Især Ronny står tydeligt i min hukommelse som en pædagog, der virkelig forstod at lege og være til stede.
Selvom han er voksen, har han en fantastisk evne til at møde børnene på deres niveau – som et stort legebarn.
Det er netop på grund af den særlige atmosfære og de voksne, at jeg har ønsket plads til mit barn på Regnbuen fra 1. maj, og det ved jeg er grunden til, at andre forældre også har.
Byggelegepladsen Regnbuen er meget mere end en klub
Regnbuen er noget helt unikt.
Her er der plads til store armbevægelser, kreative aktiviteter og et fællesskab, man ikke finder andre steder.
Der er fantastisk udeliv og masser af dyr, og så er der højt til loftet, og netop plads til mangfoldighed.

Det er ikke bare en klub, det er så meget mere. Der er plads til alle.
De voksne er tryghedsskabende, autentiske og brænder for stedet – og det mærkes.
Altid åbne arme, også i weekenderne
Her knokles året rundt 365 dage, også i weekenderne, hvor de åbner op for, at man kan komme og hilse på dyrene.
Sådan et sted er ikke bare en institution, det er et frirum for børn.
Læserbrevet fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig Risbjerg & Co.’s gratis nyhedsbrev:
De er altid åbne for en hestevognstur for vuggestuer og børnehaver. De siger altid ja, hvis man ringer og spørger om noget kan lade sig gøre.
Jeg bor i lokalområdet i Avedøre, og alle kender til Regnbuen.
Kærestepar har været med til at skabe det unikke miljø
Jeg har forstået, at Regnbuen står uden leder fra 1. marts. Det gør mig bekymret – hvad skal der ske med de børn, der starter til maj, som mit barn?
Jeg ved, at Mie og Ronny har arbejdet sammen i over 20 år, og det er noget, vi børn dengang syntes var sjovt, da vi fandt ud af, at de var kærester.
Der har aldrig været tegn på, at deres relation påvirkede deres arbejde negativt – tværtimod. De har været med til at skabe det unikke miljø, der gør Regnbuen til noget helt særligt.
Jeg er ikke her for at blande mig i politik og regler, men jeg er oprigtigt nervøs for, at beslutningen om ikke at fastansætte Mie vil ramme én gruppe hårdest: nemlig børnene.
Med venlig hilsen
En meget bekymret forælder til et kommende barn på Regnbuen
Læs Hvidovre Kommunes udmelding oven på læserbrevet i artiklen Svar vedrørende ansættelse af leder på Byggelegepladsen Regnbuen.
Læs også artiklen Byggelegepladsen Regnbuen skal ikke gøres kommunal, forsikrer direktør.