Hvad er forskellen på Fælles Elevråd og Børne- og Ungdomsrådet?

Bliv lidt klogere på to råd i Hvidovre Kommune, der minder om hinanden
Medlemmer af Børne- og Ungdomsrådet i Hvidovre Kommune i september 2023.
12 medlemmer fra Børne- og Ungdomsrådet er med på dette foto fra september 2023. Flere har dog forladt rådet siden da. De to voksne er politikere. (Foto: Hvidovre Kommune)

Hvidovre har to råd, som unge kan blive medlem af for at få indflydelse på, hvad der sker i byen.

Her får du et kort oprids, så du kan finde ud af, hvad forskellen er på Fælles Elevråd og Børne- og Ungdomsrådet.

Fælles Elevråd er født ud af elevrådene

Fælles Elevråd samler to repræsentanter fra hver af elevrådene på Hvidovre Kommunes ni folkeskoler.

Rådet bliver hørt, når store politiske emner om unge er til debat, for eksempel i forbindelse med skolesammenlægninger, men det er ikke høringsberettiget.

Hvidovre Kommune har altså ikke pligt til at spørge rådet om noget.

Hvidovre Ungdomsskole er tovholder for Fælles Elevrådet og har to repræsentanter med i rådet.

Fællesrådets fulde navn er Hvidovre Kommunes Skolers Fælles Elevråd.

Børne- og Ungdomsrådet har ret til at blive hørt

Børne- og Ungdomsrådet består ligesom det fælles elevråd af unge fra kommunens skoler.

De første medlemmer blev i 2023 udpeget lokalt, men det er tanken, at de senere medlemmer skal findes ved valg.

Rådet blev etableret i august 2023 for at give unge indflydelse på, hvad der sker i kommunen.

Børne- og Ungdomsrådet mødes seks gange om året og vender emner som fritid, foreningsliv og mental sundhed.

Rådet er høringsberettiget. Det skal altså have mulighed for at give sin mening til kende om relevante sager.

Svært at holde på medlemmerne i Børne- og Ungdomsrådet

Rådet består af 17 medlemmer i alderen 12 til 15 år. I løbet af rådets første leveår har 8 medlemmer forladt rådet.

Det er én af årsagerne til, at Hvidovre Kommune leger med tanken om at slå de to råd sammen til ét.

Aktiviteterne i rådet bliver planlagt og afholdt af Hvidovre Ungdomsskole.

To medlemmer af kommunalbestyrelsen deltager fast på møderne for at sikre, at rådet bliver hørt i sager om børn og unge.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig det gratis nyhedsbrev fra Risbjerg & Co.