Du vil nogle gange støde på, at hvis du vil lave ændringer på dit hus eller din grund, skal du være sikker på, at det ikke strider med lokalplanen – og så kan spørgsmålet jo melde sig: Hvad er en lokalplan?
Hvad er er en lokalplan?
En lokalplan er en lokal lov for et mindre område.
En lokalplan fastlægger ret detaljeret, hvordan et lokalt område skal se ud i fremtiden, hvad det må bruges til, og hvor meget og hvor højt der må bygges.
Lokalplanen bestemmer også, hvad man må, når man fremover vil lave ændringer på ejendomme, om det så er ved at bygge eller ændre brugen af dem. Den omfatter også beskyttelse af natur og miljø.
En lokalplan gælder kun fysiske forhold. Den har intet at gøre med ejerforhold, økonomi, klima eller andre relaterede emner.
Regler og planer for et lokalt område kan blive ændret, når politikerne i kommunen synes, det er på sin plads.
Når en lokalplan er vedtaget, har kommunen, kommunalbestyrelsen eller byrådet et grundlag at træffe beslutninger for området på. Den giver også grundlaget for at vurdere ansøgninger, tvister og lignende.
Hvem laver lokalplanen?
En lokalplan bliver til i kommunen, hvor embedsmænd udarbejder et forslag til en ny lokalplan.
Lokalplanforslaget bygger på et væld af input, herunder tekniske undersøgelser, input fra arkitekter og planlæggere, politiske ønsker og feedback fra beboerne i det berørte område.
En lokalplan skal vedtages af kommunens politikere i kommunalbestyrelsen eller byrådet. Men det bliver den først, når den har været i offentlig høring, hvor alle har mulighed for at give deres besyv med til forslaget om en ny lokalplan.
Hvordan er forskellen på en lokalplan og en kommuneplan?
En lokalplan skal holde sig inden for rammerne af de bestemmelser og retningslinjer, der ligger i kommuneplanen.
Kommuneplanen er den overordnede plan for det fysiske udtryk i hele kommunen.
Kommuneplanen fastlægger, hvor der skal være boliger, erhverv, butikker, grønne områder, veje og andet. Den laver retningslinjer for, hvordan man må bruge arealer i områderne.
Kommuneplanen skal desuden stemme overens med statens interesser i planlægningen af området.
De grundlæggende spilleregler for, hvordan offentlige myndigheder laver planer, er defineret i lov om planlægning, der som regel bare bliver kaldt Planloven.
Planloven kræver blandt andet, at myndighederne tager hensyn til samfundets interesser, til miljø og natur, værdifulde bygninger og til at inddrage offentligheden i planlægningen.
Kilder: Forslag til lokalplan 240 for Risbjergkvarteret, Hvidovre Kommune, informationsmøde om lokalplanforslaget i Frihedens Idrætscenter april 2024.
Det meste af Risbjergkvarteret i Hvidovre får ny lokalplan.
Det kan du læse om i artiklerne:
Ni bygninger udpeget som bevaringsværdige – er dit hus iblandt?,
Ingen undersøgelser af klima eller behov før afgørende beslutning om større huse og
Større huse kan være på vej til Risbjergkvarteret