Vi har et stort valnøddetræ i haven. Rigtig stort.
Cirka 60 kilo valnødder falder ned hvert efterår, og jeg samler dem op, så de ikke ødelægger min plæneklipper.
I år besluttede jeg mig for at putte dem i poser og lægge dem ud foran vores hus i Hvidovre Nord.
Så satte jeg et skilt op: 35 kroner per pose. Betal med MobilePay.
Frygtede, at poser forsvandt uden betaling
Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde regnet med, men jeg ved, hvad jeg frygtede.
De senere år har der været flere artikler i medierne om folk, der får plyndret deres vejboder rundt omkring i landet.
Poser med æbler, jordbær, ærter eller kartofler forsvinder bare. Ofte bliver pengekassen også taget.
Efter halvandet døgn var alle mine valnødder væk. 58 poser i alt.
Da jeg tjekkede min konto, stod det klart, at der var betalt for hver eneste.
LÆS OGSÅ: Noma og Geranium er vilde med valnødder fra Hvidovre
Populære valnødder fra Vestegnen
Hvad kan man så udlede af det?
Ja, man kan vel konstatere, at friske valnødder er populære.
Jeg ved ikke, om folk er kommet langvejs fra for at få fingre i dem, men måske er “Valnødder fra Vestegnen” en potentiel eksportvare for kommunen.

Folk i Hvidovre er ordentlige folk
Hvis køberne mest er lokale, må man til gengæld kunne konkludere, at Hvidovre-folk er ordentlige folk.
Det blev i øvrigt bekræftet forleden, da vores hus blev bestormet af børn til Halloween. Langt de fleste sagde tak for slik og pænt farvel.
Der er håb for menneskeheden endnu.
Venlig hilsen Lars Henriksen
OM LARS HENRIKSEN
- Lars Henriksen er forfatter.
- Han har boet i Hvidovre siden 2013.
- Senest har han udgivet en børnebog, der hjælper forældre med at hjælpe deres børn til at trives bedre – og en bog fuld af bandeord, børn faktisk godt må bruge.