Store eller fuldvoksne Halloween-uhyrer plejer at være gode til at boltre sig i Hvidovre – men der er faktisk også mange muligheder for mini-uhyrer, for eksempel i et Halloween-optog for de små på Hvidovrevej.
Torsdag 31. oktober kl. 17 er der afgang fra Sundhedscentret over for bageren Det Gyldne Brød tæt på Rådhuset.
I møder bare op og slutter jer til.
Optog får lidt at drikke og spise ved SuperBrugsen
Optoget trisser sydpå med kurs mod Brostykkevej, hvor turen slutter ved SuperBrugsen.
– Her får vi en bolle og lidt at drikke, så man får lagt en lille bund, inden man går videre rundt og får en masse slik, fortæller Anette Schaub Hansen til Risbjerg & Co.
Anette Schaub Hansen er med til at arrangere optoget, der i år finder sted for fjerde gang siden starten i 2020.
DMI lover tørvejr til Halloween i Hvidovre
I corona-året mødte omkring 100 mennesker op. Sidste år blev det aflyst på grund af regnvejr, men DMI lover tørvejr.
Håbet er, at mange møder op og vandrer med ned ad Hvidovrevej.
Som belønning får man en pose lidt forskellige gaver.
De små skal også vide, det er Halloween
I enkelte af poserne ligger endda et gavekort til for eksempel nogle af arrangørerne.
Bag optoget står lokale butikker som SuperBrugsen, Tandlægerne fra Hvidovreklinikken, Kims Kram og Halloween Hvidovre.
– De mindre børn skal også have en oplevelse af Halloween, som er blevet stort – men uden at de skal ind i huse, hvor de bliver skræmte. Derfor har vi lagt det kl. 17, så de også kan nå med, inden de skal sove, forklarer Anette Schaub Hansen.
Skattejagt i Hvidovre C og ild på Cirkusmuseet
Hvis du mangler noget at lave før kl. 17, kan du drage til Hvidovre C, hvor der er skattejagt hele dagen for hele familien.
Du henter skattejagten i Loptimisten og går derefter på opdagelse i centret. Til sidst venter en præmie i Netto, melder Hvidovre C.
Hvis du hellere vil noget andet end at gå i optog kl. 17, kan du indfinde dig på Cirkusmuseet.
Museet lokker med både lodtrækning om uhyggelig lækker gavekurv, slik til alle børn og et fascinerende ildshow, der starter kl. 17:30.
Du kan også lægge vejen forbi Biblioteksvej 60D, hvor FDF Hvidovre lover gys og grin i et uhyggeligt Halloween-hospital.
Der er gratis adgang for alle mellem kl. 18 og 21 og slikposer til de 500 første børn. Du finder også arrangementer i blandt andet Risbjerg Kirke, Strandmarkskirken og i Avedøre bibliotek og kulturhus.
Få det store overblik hos Halloween Hvidovre
Vil du have det helt forkromede overblik over, hvad der sker i Hvidovre både på offentlige steder og private adresser, skal du hoppe ind i Facebook-gruppen Halloween Hvidovre.
Du skal lige meldes ind, men de er flinke til at være hurtige. Derefter kan du starte i for eksempel denne tråd.
Bor du i Risbjergkvarteret, er der lidt tip at hente til adresser, du kan lægge vejen forbi, i Facebook-gruppen For os i Risbjergkvarteret.
For de helt store: Halloween Extreme
Sidder du tilbage med følelsen af, at det hele er for pænt, fordi foretrækker at blive skræmt til noget nær døde, kan du vente med at bevæge dig ud i Hvidovre til fredag og lørdag.
”Danmarks største og mest skræmmende Halloween-event” kommer til Hvidovre, når Halloween Extreme indtager fire etager i en forladt bygning ved Friheden Station.
Det koster dog penge at komme ind, og der er i skrivende stund kun få billetter tilbage.
Apropos noget, der snart slutter: Du kan stadig nå at stemme på årets fineste Halloween-pynt i Hvidovre i Risbjerg & Co.’s konkurrence om at vinde to kager fra lækre R-Bakery.
Konkurrencen slutter onsdag aften.
Følg med i noget af alt det, der sker i Hvidovre – tilmeld dig vores gratis nyhedsbrev.