Ja, det er stadig kun november. Men fredag, lørdag og søndag er der gratis julemarked på Rytterskolen med et væld af hjemmelavede sager, du kan købe, så du er helt klar til december.
På årets måske første julemarked i Hvidovre (beklager, hvis nogen er overset!), kan du købe tøj som huer, sokker og vanter.
Du kan også få fingre i miljørigtige karklude, grydelapper og andet til husholdningen. Og selvfølgelig bugner de historiske lokaler også af fine håndlavede nisser og dyr.
Håndarbejde er bedre for livskvaliteten end 10 tabletter
Det hele er lavet af syv medlemmer af De kreatives Klub.
Den lille, lokale forening har fået skabt en tradition ud af at udstille og sælge de håndlavede kunststykker i den flere hundrede år gamle bygning.
– Vi har måske gjort det i 20 år nu, fortæller Jane Johansen fra De kreatives Klub.
– Det hele startede med, at vi selv var lidt trætte af, når man gik på julemarked, at meget var sådan nogle loppemarked-ting. Vi kunne godt tænke os at lave en udstilling af, hvad vi kan lave med vores hænder, fortæller Jane til Risbjerg & Co.
– I dag er vi blevet ældre, og nogle er blevet syge, men vi bliver ved, for vores håndarbejde er den bedste medicin, vi kan få.
– Det giver en livskvalitet, som du ikke kan få ved at sluge 10 tabletter, konstaterer Jane, der også er formand for Hobby- og kunstforeningen i Hvidovre.
Laser-lavede figurer og hjemmelavede smykker
På julemarkedet kan du for første gang købe figurer, som de engagerede medlemmer af klubben har skåret med laser.
Med nye teknikker kan man nemlig blive ved at skabe kreative sager, også selvom det måske kniber med kræfter i fingrene.
Som noget andet nyt i forhold til kan du også få fingre i hjemmelavede smykker. Du kan også lægge både juledekorationer og kalenderlys ned i julekurven.
Og så lokker klubben ellers med kaffe, te, æbleskiver og hjemmebagte småkager til hele familien.
Oplev de historiske rammer på Rytterskolen
Du finder julemarkedet på Rytterskolen, der er den gule bygning lige ved siden af Hvidovre Kirke – på Hvidovre Kirkeplads 1.
Selv hvis du mangler interessen for kunstfærdige, hjemmelavede ting, bør du overveje at lægge vejen forbi julemarkedet. Så har du nemlig en undskyldning for at nærstudere den godt 300 år gamle bygning.
– Vi vil gerne vise lokalerne frem, så man kan se, at vi har sådan nogle i Hvidovre, fortæller Jane.
Hvidovres rytterskole er én af Danmarks i alt 240 rytterskoler, som Kong Frederik IV fik opført i starten af 1720’erne.
Det er Hvidovres første skole, og det er den næstældste bygning i byen, kun overgået af kirken, der ligger ved siden af.
Markedet på Rytterskolen har åbent i de historiske lokaler:
- Fredag 15. november kl. 14-18
- Lørdag 16. november kl. 10-15
- Søndag 17. november kl. 10-15