Skolebørn har gratis adgang til to svømmebade i Hvidovre i sommerferien.
Man skal bare være over 7 år, bo i Hvidovre og have sit sundhedskort med første gang.
Så er der gratis adgang til både svømmehallen i Frihedens Idrætscenter og Friluftsbadet Præstemosen på hverdage i timerne mellem kl. 9 og 14.
Normalt koster de to bade hver især 20 kroner for børn. Tilbuddet gælder til og med 9. august.
Svømmebade med god plads og 26 graders varme
I Frihedens Idrætscenter er der et 25 meter langt bassin med 8 baner. Du kan læse mere om svømmehallen på centrets hjemmeside.
I det udendørs bad i Præstemosen er der soppebassin med 30 cm dybt vand.
Der er også et større bassin med 90 cm dybde i den lave ende, 160 cm i den høje. Mindst to baner er reserveret til svømning. Vandet i det udendørs bassin bliver holdt 26 grader varmt.
Du kan læse mere om Friluftsbadet Præstemosen på badets hjemmeside.
Mange andre gratis tilbud i sommerferien
Hvis du eller dit barn ikke er så meget til svømning, er der masser af andre gratis tilbud i sommerferien.
Man kan for eksempel prøve kræfter med floorball, ishockey, volleyball eller rulleskøjter.
Er du til aktiviteter, hvor man skal røre sig i lidt lavere tempo, er der også mulighed for at komme på fisketur på Øresund.
Vil du helst sidde helt stille, kan du dyrke hjernegymnastik i form af skak.
Det hele er gratis, sker i Hvidovre, og du får hjælp til at komme i gang.
Læs meget mere om tilbuddene på en hjemmeside knyttet til Hvidovre Kommune, hvor du også kan melde dig til det, du synes lyder sjovest.
Du har klikket dig ind på et site med nyheder om Hvidovre, der er ved at komme på plads. Læs mere i denne artikel.
(Foto i toppen af artiklen er fra Freepik)