Gaveregn over skoleelever i Hvidovre: Nyt værested og millioner til naturfag

Gungehusskolen og FDF Hvidovre får et helt gratis udendørs værksted af en privat forening. Nyheden kommer samtidig med, at tre skoler får millioner til at løfte undervisningen i naturfag.
Værksted fra Realdania til Gungehusskolen og FDF Hvidovre
Det bæredygtige, gratis værested fra foreningen Realdania er et værksted på 38 kvm. Det bliver bygget med 20 kvm terrasse og kan rumme 30 personer. (Illustration: Realdania)

Det bliver formentlig langt sjovere at være skoleelev mange steder i Hvidovre, for lige nu vælter det ind med gaver.

Gungehusskolen og spejderne hos FDF Hvidovre har netop fået tildelt et udendørs værksted. Værkstedet bliver bygget kvit og frit og stillet til rådighed af foreningen Realdania.

– Det var da helt fantastisk, lyder det fra FDF Hvidovres bestyrelsesformand, Bo Grøn-Iversen, da Risbjerg & Co. overbringer nyheden på telefon.

Gungehusskolen og FDF Hvidovre har sammen ansøgt om at få det gratis hus til Hvidovre.

Gratis værksted er både udekøkken og samlingspunkt

Værkstedet skal lige have byggetilladelse af Hvidovre Kommune, men det kommer efter planen til at ligge på Gungehusskolens areal.

Det skal både bruges af elever i skole og i SFO og af spejderne, der bor i skolens baghave. Spejderne gør en dyd ud af at komme udenfor og lave aktiviteter.

– Det bliver et multi-funktionshus, hvor der kommer til at være vand, så man kan bruge det som et avanceret udekøkken. Vi kan også have materialer opbevaret.

– Om aftenen vælter det ind med børn hos os. Det her er med til at understøtte, at vi kan lave ting i naturen i stedet for at sidde i et lokale, fortæller Bo Grøn-Iversen fra FDF Hvidovre.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

For Gungehusskolen giver det gratis værksted mulighed for at lave undervisning i skoletiden uden brug af skærm.

– Og så har SFO’en for eksempel båldag og andre aktiviteter om eftermiddagen. Det kan meget nemmere lade sig gøre, når man kan være udendørs, selvom vejret er mindre godt, fortæller Morten Pejter Roitmann, skoleleder på Gungehusskolen.

Nyt værested kan skabe tættere bånd mellem skole og forening

Måske allervigtigst er det, at Gungehusskolen og FDF Hvidovre ser deres nye fælles bygning som et afsæt til at arbejde tættere sammen i fremtiden.

– Det giver os nogle muligheder for at arbejde udendørs i grønne områder, som vi ikke har i forvejen, og så er det jo en mulighed for at arbejde med lokale foreninger, så det er super-positivt, konstaterer Morten Pejter Roitmann.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Bo Grøn-Iversen supplerer:

– Vi har talt om, at der er potentiale for, at vi kan hjælpe Gungehusskolen med nogle aktiviteter eller events. De kan måske den anden vej hjælpe med at få flere medlemmer til os. På den måde kan vi gøre os lidt til for hinanden, forklarer han.

– Hvis det lykkes at få en form for samarbejde op at stå mellem skole og forening, er det opstået i forbindelse med det her projekt, erklærer Bo Grøn-Iversen.

Donation hjælper, hvor Hvidovre Kommune ikke gør

Den slags er ren fløde i øregangene hos Realdania. I anledning af sit 25 års-jubilæum uddeler foreningen i omegnen af 150 gratis væresteder i hele Danmark.

Formålet er netop at skabe nye fællesskaber via ”lokale ildsjæle”, der ”spiller en helt afgørende rolle i at få fællesskaber til at gro”.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Bo Grøn-Iversen hilser donationen ekstra velkommen, fordi det kan være op ad bakke at få Hvidovre Kommune til at hjælpe FDF Hvidovre, som er drevet af lutter frivillige.

– Vi slås meget for at få nogen som helst form for hjælp fra kommunens side, så det er dejligt, at vi kan få andre til at hjælpe os med faciliteterne, lyder det.

Over fire millioner til nye naturfagslokaler i Hvidovre

Hvidovre Kommune kommer til gengæld til at hjælpe skoleelever på Avedøre Skole, Dansborgskolen og Engstrandskolen.

Villum Fonden har netop givet kommunen over fire millioner kroner. Pengene går til bedre natur/teknik-lokaler. Det skal gøre undervisningen i naturfag ”mere levende og virkelighedsnær” for elever i 1.-6. klasse.

Nye naturfagslokaler i Hvidovre
– Med de nye natur/teknik-lokaler får vores børn en helt unik mulighed for at opleve og lære naturfag på en ny måde, erklærer lokalpolitiker Sara Benzon (SF). (Foto: Hvidovre Kommune)

Projektet er i første omgang rettet mod 1.000 elever og 18 lærere på de tre skoler. Men tanken er, at den nye viden skal sprede sig til Hvidovres øvrige skoler.

– Vi ved, hvor vigtigt det er at engagere vores elever i naturfagene tidligt. Det her projekt er et kæmpe skridt i den rigtige retning, siger Sara Benzon (SF), formand for Børne- og Uddannelsesudvalget i Hvidovre Kommune.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

De nye faciliteter ”vil være udstyret med materialer og samlinger, som gør det muligt for eleverne at arbejde mere praktisk og undersøgende med natur og teknologi”. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

De gode nyheder kommer mindre end en uge efter, at Hvidovre fik en anden fantastisk gave.

En ny lov vil nemlig sørge for, at kommunen kan sløjfe en regning på 100 millioner kroner.

 

Vil du læse mere?

For at læse mere skal du blive medlem.

 Så får du adgang til en masse god journalistik, lokale rabatter

og muligheden for at påvirke din by.

Klik HER for at komme i gang!

Allerede medlem?

Log ind herunder:






 

 

  

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her