Fastelavn, is og barsk virkelighed, når foråret rammer Hvidovre

Forårets første weekend byder på en stribe tilbud i Hvidovre for både børn, familier og voksne, der vil have have udfordret øjne og ører

Barn slår katten af tønden, skabt med AI
Flere steder er der præmier på højkant for begejstrede unger til fastelavn, mens voksne i stedet kan vælge dybe oplevelser. Alle kan til gengæld være med til at åbne et helt nyt ishus. (Billede skabt med AI)

Fastelavn sætter sit store præg på Hvidovre hen over weekenden, når foråret kommer til byen.

Allerede fredag kl. 16 tyvstarter fejringen på Hvidovre Torv. Her holder Socialdemokratiet Avedøre og Hvidovre Nord gratis fastelavnsfest for alle.

Det bliver med tøndeslagning, gratis slikposer og præmier for bedst udklædte. Voksne kan drikke kaffe fra kanden, mens ungerne hygger sig.

Fastelavnsfester i Hvidovre C og hos Café Tapas

Lørdag er der fastelavnsfest i Hvidovre C.

Centret ved Hvidovre Station lover tøndeslagning i for forskellige aldersgrupper op til 14 år, præmier, gratis popcorn og underholdning med guitar. Det foregår fra kl. 11 til 13.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Søndag er der fastelavnsfest hos Café Tapas på Gammel Køge Landevej.

En børnebillet koster 69 kroner og inkluderer blandt andet tøndeslagning og de obligatoriske præmier.

Der vil dog også være børnedisko med MGP-musik indenfor, en kop varm kakao med flødeskum og skumfiduser og en fastelavnsbolle.

Mere på Café Tapas’ Facebook-side

Også Cirkusmuseet stiller an med fastelavnsfest fra kl. 10-15. Meget mere på Cirkusmuseets hjemmeside.

Ny kultursalon åbner i Hvidovre

Er du til noget lidt mere voksent, kan du tage i Genbrugshallen, der har åbent mellem kl. 10 og 13 – eller du kan lade dine sanser begejstres af kunst.

En helt ny kultursalon starter nemlig op denne weekend.

SalonB52 har gratis adgang lørdag og søndag i villaen på Bavnevej 52.

Tanken er at samle kunstnere, forfattere, skuespillere og musikere til optrædener og samtaler.

Konceptet bygger på en historisk tradition fra 1700- og 1800-tallet.

Det handler ifølge arrangørerne om at skabe et rum, ”hvor billedkunst, musik og litteratur kan mødes på tværs af genrer og hvor fællesskab, kreativ udfoldelse og tværfaglig samtale og inspiration står i centrum.”

Flere informationer på B52’s Facebook-side – og meget mere om SalonB52 i denne artikel hos Risbjerg & Co.

Dybsindigt foredrag om hverdagen i Ukraine 

Du kan også skynde dig at melde dig til et foredrag om, hvad der lige nu sker i Ukraine.

Foredraget er gratis og bliver afholdt mandag 3. marts i Hvidovre Badminton Club.

Men der er frist for tilmelding fredag 28. februar, hvis du vil høre en førstehåndsberetning fra det krigshærgede land.

Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig Risbjerg & Co.’s gratis nyhedsbrev:

Oplægsholder er en nær ven af HBC, erhvervsmand Lars Eegholm.

Han vil ifølge klubben vil give en ”autentisk fremstilling af både de skræmmende og håbefulde aspekter af livet under krigen, samt en diskussion om, hvordan vi som samfund kan hjælpe og reagere på denne krise.”

Du kommer til at se både billeder og film, der både skildrer hverdagen for den civile borger og hverdagen for soldaterne på fronten, lyder det.

Meld dig til på badmintonklubbens Facebook-side eller på mail til formand@hbc-badminton.dk.

Husk, at Hvidovre har en deltager med til Melodi Grand Prix!

Hvis du er til noget lidt mindre alvorligt, skal du huske, at lørdag aften byder på det helt store tv-show med deltagelse af Hvidovres egen Oliver Adelborg.

Adel the Second er med i Melodi Grand Prix 2025
Under kunstnernavnet Adel the Second optræder Oliver på scenen i Herning som nr. 6 i rækken. (Foto: Julie Montauk)

Hans mål er intet mindre end at vinde det hele, så han har brug for, at du stemmer som en vanvittig, allerede fra du læser denne artikel – det må man nemlig gerne.

Læs om Oliver og hans tanker om lørdagens finale i artiklen Adel the Second: Stolt borgmestersøn repræsenterer Hvidovre til Melodi Grand Prix

Familiens Ishus åbner på Hvidovre Torv

Meget mere sker i Hvidovre på den første forårsweekend, men selvfølgelig skal du lige have med, at et helt nyt og længe ventet ishus åbner på Hvidovre Torv.

Det sker lørdag kl. 12, hvor Familiens Ishus officielt slår dørene op med 30 procent rabat til alle kunder.

Læs om, hvad du kan sætte tænderne i, i artiklen Ny isbutik åbner på Hvidovre Torv – hvad skal vi forvente? 

Familiens Ishus åbner 1. marts

OBS: Hovedbiblioteket har lukket i weekenden

Når du er nået hele vejen ned til bunden her, skal du belønnes med en bonus-oplysning om noget, du for en gangs skyld IKKE kan i Hvidovre: Gå på Hovedbiblioteket.

Biblioteket har lukket lørdag fra kl. 12 og resten af weekenden for at få vedligeholdt sin it. Du kan hverken få betjening eller klare sagerne selv. 

Hvis du får et gebyr for ikke at aflevere materialer i de to dage, får du det refunderet, lover Hvidovre Kommune. 

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Bliv medlem nu og
spar 40%
Fri adgang til alle artikler & rabatter i et halvt år