Jeg kan i avisens spalter læse, at jeg af Socialdemokratiets regionsrådsmedlem Nicolai Kampmann bliver klandret for at fodre politikerleden i vores samfund.
Ikke fordi, jeg har begået løftebrud eller gjort det modsatte af, hvad jeg lovede inden valget.
Og heller ikke fordi, jeg fordrejer andres ord for at gavne egen vinding.
Nej. Simpelthen fordi, jeg har nævnt, at det skal være op til den enkelte at bestemme, om de vil ”udtale sig eller ej”.
Men det må nu engang være folks eget valg. Det har jeg simpelthen ikke lyst til at diktere.
Jeg stiller gerne op, hvis det kan lade sig gøre
Når det kommer til mig selv helt personligt, så stiller jeg gerne op, hvis det kan lade sig gøre.
Hvad enten det drejer sig om henvendelser fra SN.dk, Hvidovre Avis, Risbjerg & Co. eller Danmarks Radio. Faktisk kan jeg ikke huske, at jeg har undladt at besvare en henvendelse.
Til gengæld fravælger jeg ofte at blande mig i kommentarspor på sociale medier, da debatten simpelthen er blevet forrået – og det var sådan set også det, som mine udtalelser gik på.
Socialdemokratiets vildledning har ført til politikerlede
Derfor synes jeg også, at kritikken fra Nicolai Kampmann er noget mærkværdig.
For hans egen formand, Mette Frederiksen, er jo faktisk netop kommet med groft vildledende instrukser, der var klart ulovlige.
Og det er – modsat Nicolai Kampmanns betragtninger – ikke et synspunkt, men et faktum.
Der kan man da tale om noget, der har ført til politikerlede.
Nærer stærke følelser for Hvidovre trods flytning
Så skulle man tro, at Nicolai Kampmanns angreb stoppede her.
Men til sidst blander han også min position i Hofors bestyrelse ind i kritikken, der har karakter af en noget blandet landhandel.
Men jeg er nu engang valgt til bestyrelsen indtil november 2025. Det ændrer kritikken ikke på.
Desuden har jeg boet i Hvidovre i 35 år, og at jeg har ændret adresse, flytter altså ikke ved det udgangspunkt, at jeg nærer utrolig stærke følelser for Hvidovre og derfor ønsker at gøre en forskel.
Andet vil næsten også være mere underligt.
Jeg synes, vi skal være for gode til at kaste med mudder efter hinanden lokalpolitisk – og derfor vil jeg også i stedet bruge mine kræfter på at kæmpe for et mere borgerligt og liberalt Danmark.
Her kan du læse Nicolai Kampmanns debatindlæg.