En ny isbutik i Hvidovre kommer til at hedde Crazy Softice – men du kan forvente dig så meget andet end softice, når butikken 29. marts kl. 11:30 slår dørene op for første gang og byder på gratis is til alle i Hvidovre.
Det erklærer ejer Ronni Bentsen, der har overtaget lokalerne på Hvidovrevej, hvor Rådhus Chokolade tidligere holdt til.
– Vi kommer til at byde på gammeldags is med over 20 forskellige smage med blandt andet romkugler fra Nørre Aaby, som er blevet kåret til Danmarks bedste romkugler.
– Der kommer til at være cheesecake-is og selvfølgelig jordbær og almindelig vanilje, der er lavet i hånden, og det hele smager bare så godt, lover Ronni Bentsen.

Crazy Softice – fordi du får mange smage
Crazy Softice kommer selvfølgelig også til at byde på softice.
Det bliver lidt crazy, fordi de fire smage i butikken kommer til at rotere jævnligt – og ikke bare mellem jordbær, vanilje og chokolade.
– Vi vil nok altid have vanilje, men så veksler vi måske mellem ananas, pistacie og en hel masse andre smage, fortæller Ronni.
Original italiensk is – lavet i Italien
Ligesom det er tilfældet med et andet nyt ishus, der åbner i Hvidovre til marts, nemlig Familiens Ishus på Hvidovre Torv, kommer Crazy Softice ikke til at have faciliteter til at producere isen lokalt.
Ronni Bentsen har derfor været på rundtur for at smage på mulighederne for at købe andres is.
Det er endt med en aftale, der sikrer håndlavet italiensk is – fra Italien.
Det betyder blandt andet, at isen er lavet efter en model, der minder om ‘slowfood’, og at råvarerne er af høj kvalitet og helst lokale.
Pistacienødder og appelsiner er for eksempel fra Piemonte på Sicilien.
Isen er i det hele taget bare ægte ‘gelato’, lyder det.
200 softice-muligheder – og flydende chokolade i vaflerne
På listen over mange forskellige smage og muligheder er der ifølge Ronni Bentsen hele 200 forskellige typer softice. Den ene bedre end den anden.
– Det er simpelthen det bedste af det bedste, erklærer Ronni.
– Vi kommer også til at have en maskine med flydende chokolade, som man kan putte i vaflerne og derefter dyppe dem i cookie dough eller skumfiduser, så de sidder fast i vaflen. Det bliver supergodt, lyder det.
Pandekager bliver formet som en is
Hvis du er mere til andre typer smagsløgs-nydelse end is, vil der stadig masser af muligheder i den nye butik.
Crazy Softice kommer også til at sælge belgiske vafler, god kaffe og pandekager, fortæller Ronni.
Pandekagerne kan du købe i en helt særlig version, som Ronni glæder sig ekstra meget til at præsentere.
– Det er svært at forklare dem, men de bliver lagt i en halvmåne med creme og jordbær og frugter indeni sammen med en kugle is. Så bliver det lidt som et kræmmerhus med softice eller flødeskum på toppen, så det ligner en is, siger han.
Måske kommer også kager og islagkager på hylderne
Du kommer også til at kunne købe kolde drikkevarer, og med tiden er det en drøm også at kunne servere lækre kager.
– Jeg har fundet en leverandør, som også kan levere islagkager.
– Men jeg skal også passe på med at gøre det til noget andet end en isbutik, så det kan godt være, jeg lige venter med kagerne for at holde den røde tråd, griner Ronni.
Sådan kommer Crazy Softice til at se ud
I denne video giver Ronni en rundtur bag den lyserøde facade, du måske har set på Hvidovrevej 282 og fortæller, hvad der vil møde dig, når du træder ind i Crazy Softice:
Som du kan se, er lokalerne endnu ikke helt klar til at sælge crazy softice eller noget som helst andet.
Men Ronni kender et væld af gode håndværkere af enhver art fra sin succesrige gulvvirksomhed i Hvidovre, RKB Gulve, som han har haft i over 10 år.
De er i fuld gang med at få lokalet gjort klar til åbning lørdag 29. marts.
Crazy Softice åbner lørdag 29. marts kl. 11:30
Ja, du læste rigtigt.
Åbning er lørdag 29. marts, ikke fredag 28. marts, som der lige nu står på det lyserøde skilt på facaden.
Den beslutning træffer Ronni i løbet af interviewet med Risbjerg & Co., da det går op for ham, at en hverdag måske er en skidt åbningsdag.
– Vi siger lørdag i stedet. Hvad tid skal vi så sige? Kl. 11? 11:30? Vi siger sgu 11:30. Skriv det, siger Ronni.
Gulvmand bliver til ismand
Beslutnings’processen’ siger meget om Ronni Bentsen. Når han får en tanke, sætter han alt ind på at realisere den.
Det var også sådan, han endte med at overtage lokalerne efter den lukkede Rådhus Chokolade.
– Jeg kom forbi en dag, da han var ved at lukke, og så faldt vi i snak, og han spurgte, om jeg ikke ville overtage butikken. Jeg sagde først nej, men så lå tanken alligevel i baghovedet.
– Jeg har allerede meget travlt, men jeg kunne godt tænke mig at lave noget mere, for jeg gider ikke bare sidde derhjemme og glo.
– Så faldt denne her butik ligesom bare ned fra himlen, og så blev det dét, fortæller Ronni.
Er du Crazy Softices nye butikschef?
Gulvmanden aner reelt intet om at få en isbutik til at køre optimalt.
Derfor er han lige nu på udkig efter en butikschef, som kan spille ind med gode ideer og samtidig stå for praktikken i hverdagen.
Så hvis du gør dig tanker om at bestyre en forhåbentlig populær ny isbutik i Hvidovre, er det bare at række ud: crazysoftice@gmail.com eller til Ronni på 22152022.
To isbutikker åbner til marts – men der er “plads til alle”
Hvidovre bliver i 2025 et lille himmerige for isglade mennesker, når hele to isbutikker åbner med fokus på at kvalitets-is.
Men hvad siger man egentlig til det som isbutik-ejer, at en konkurrent åbner på nærmest præcis samme tid?
– Hvis jeg åbner en isforretning, nytter det ikke noget at blive irriteret over, at der åbner en anden også. Der ligger jo også pizzeriaer og frisører på hvert et gadehjørne, og her er der endda lang afstand mellem os.
– Når jeg skal på Torvet med ungerne, skal vi da også ind at have en is deroppe og hilse på dem, der er ikke noget dér. Der skal være plads til os alle sammen, siger Ronni Bentsen.
Hvad koster en is hos Crazy Softice?
Hvis du sidder og brænder inde med spørgsmålet om, hvad alle lækkerierne i Crazy Softice mon kommer til at koste, så kan du desværre ikke få svaret endnu.
Ifølge Ronni Bentsen skal prisen ligge i et leje, hvor alle kan være med. Og så skal man i øvrigt have noget for pengene.
– Når folk kommer ind og bestiller en stor softice, skal de ikke være i tvivl om, at de får en stor. Jeg hader selv, når man kommer ind og kigger på sin is og kommer i tvivl, om de ikke hørte, man bestilte en stor. Sådan skal det slet ikke være, konstaterer han.
Hvis du lægger vejen for Crazy Softice lørdag 29. marts fra kl. 11:30, kan du selv tjekke, om Ronnis beskrivelser passer.
På åbningsdagen får du i øvrigt helt gratis enten to kugler i vaffel eller en crazy softice.
Mere om det i artiklen Crazy Softice i Hvidovre kommer til at sælge ”verdens bedste is”.