Kommunalbestyrelsen har 26. november 2024 besluttet at sende forslag til Lokalplan 347 for Hvidovrevej 432-438 og Gammel Køge landevej 362 samt forslag til Kommuneplantillæg nr. 7 i høring.
Forslagene er i høring fra 28. november 2024 til 30. januar 2025.
Med de nye forslag er det primære mål at kunne øge volumen af byggeriet betragteligt, i forhold til tidligere forslag, blandt andet ved at øge tilladte antal etager til det dobbelte for dele af byggeriet.
Chokerede over omfanget af nye planer for Netto-grunden
Vi som deltog i borgermødet tirsdag den 14. januar blev, mildest talt, noget chokerede over omfanget af de nye planer.
For det, som kan være på vej, er en 3-længet mastodont med op til 190 lejligheder, samt butikker i stueetagen.
Højden er 10-12 etager mod krydset (op til 40 meter) – 6 til 10 etager mod Gl. Køge Landevej – det samme mod jernbanen.
Dette er væsentlig mere, end hvad der blev stillet i udsigt tilbage i 2019-2020, hvor 3 etager var planen mod vest, derefter en langsom øgning mod Hvidovrevej med 9 etager på hjørnet.
Det endelige vedtagne blev max. 12 etager på hjørnet, som skulle stå som et tårn.
Skal vi bare have en “Ny Ørestad”?
Som nær nabo til hjørnegrunden, kan man ikke andet end at være imod så en enorm øgning af byggeriet.
Vi vil komme til at opleve gener som indkig og skygger – og privatlivet i haven vil gå tabt.
Og hvad vil det ikke betyde for vores ejendomsværdi – hvem dækker det tab?
Og hvad med æstetikken, de tegninger I viste var kønsløse og intetsigende – det må da kunne gøres langt mere interessant? Eller skal vi bare have en ”Ny Ørestad” på hjørnet?

Hvor blev den lovede parkeringskælder af?
Projektet indbefatter ligeledes kun det absolutte minimums krav for at antal af P-pladser.
Med den stationsnære placering er det måske også nok… og dog…?
Ejendommen skal efter planen huse op til 190 lejligheder – og kun 103 P pladser – hvoraf 30 skal være til brug for Nettos kunder i deres åbningstid (som må anses at være 7-22 syv dage om ugen).
Hvorfor er kommunalpolitikerne ikke mere ambitiøse end det absolutte minimum? Eller det tør man måske ikke? Og hvor blev den lovede parkeringskælder af?
Parkerende biler kan ende på Ajax Allé og Nestors Allé
Et andet spørgsmål, som også er ret væsentligt – bliver det parkeringspladser som beboerne skal tilkøbe/ betale for? For så kan vi jo godt se hvor bilerne ender – på nabovejene Ajax Allé & Nestors Allé.
Generelt kommer mange jo i forvejen kørende i bil til Friheden Station for at tage S-toget ind til byen.
På hverdage er den eksisterende P-plads ved Friheden Station fyldt op – og en hel del biler er parkeret på de omkringliggende veje – bl.a. 10-15 biler dagligt i starten af Nestors Alle.
For ikke at tale om, når der er kamp på stadion.
Lukning af Ajax Allé kan åbne for flere ulykker
Som en del af projektet, har kommunalpolitikerne solgt en del af Ajax Allé (den del mod Hvidovrevej) og har indlemmet dette areal i byggegrunden.
Færdsel til og fra Ajax Allé-kvarteret skal da ske enten via Nestors Allé, som i forvejen er smal med en del parkerede biler.

Derudover ønsker kommunalbestyrelsen at åbne Skelgårds Vænge ud til Gl. Køge Landevej.
Dette får to konsekvenser:
- Man åbner op til en stribe af ulykker igen – som netop var en af årsagerne til at man blændede vejen tilbage i starten af nullerne.
- Skelgårds Vænge/Ajax Allé, bliver en nem smutvej til Grækerkvarteret, som må anses at øge antallet af biler væsentligt – hvilket også var tilfældet, før den blev lukket.
Herudover få man en ”blind” ende af Ajax Allé op mod byggeriet – i så fald, har man overvejet en vendeplads til skraldebiler, brandbiler og anden tung trafik, som ellers må bakke tilbage til Skelgårds Vænge?
Trafikforslag virker ugennemtænkt og uforberedt
Hvis man derimod vælger at holde Ajax Allé åben, bibeholder man et meget bedre flow for trafikken – for eksempel hvis du skal fra Ajax Allé og ind mod Valby ad Gl. Køge Landevej.

Samlet set virker det trafikale forslag, som er lagt på bordet, temmelig tilfældigt, ugennemtænkt og uforberedt – hvilket også skinnede igennem på borgermødet.
Så, kære kommunalpolitikere – har I, i jeres iver for dette prestigeprojekt, glemt trafiksikkerheden?
I må i hvert fald tilbage til tegnebordet og komme med en bedre løsning.
Naboer betaler prisen for prestigebyggeri
Endelig skal det siges, at vi som naboer på ingen måde er imod nybyggeriet og en forskønnelse af ”Netto-hjørnet” – for det trænger det til.
Men sænk jeres ambitioner, tænk på jeres eksisterende borgere og skær projektet ned til max 6 etager mod krydset – og trap ned til 3 mod vest.
Og hold Ajax Allé åben mod Hvidovrevej – så kan vi alle være her – for lige nu er det os naboer, som kommer til at betale prisen for jeres prestigebyggeri!
Send dit høringssvar senest torsdag 30. januar
Husk at du kan give din mening videre, ved at indsende høringssvar senest 30. januar – det er vigtigt at DU også gør det!
Med venlig hilsen
Anette Farnø Skourup, Ajax Alle 11, og Peter Ottesen Lundqvist, Nestors Alle 7
Læserbrevet er et åbent høringssvar til Hvidovre Kommune vedrørende Forslag til Lokalplan 347 for Hvidovrevej 432-438 og Gammel Køge Landevej 362 & Forslag til Tillæg nr. 7 Hvidovrevej 432- 438 og Gammel Køge Landevej 362.
Chokerede beboere: Sænk ambitionerne for Netto-hjørnet