Byggelegepladsen Regnbuen skal ikke gøres kommunal, forsikrer direktør

Hvidovre Kommune følger blot loven, når den blander sig i ansættelsen af en fast leder i den selvejende institution Regnbuen i Avedøre, lyder det

Byggelegepladsen Regnbuen i Avedøre i Hvidovre Kommune
Hvidovre Kommune har intet imod selvejende institutioner som Byggelegepladsen Regnbuen i Avedøre, skriver direktør til Risbjerg & Co. (Foto: Risbjerg & Co.)

Byggelegepladsen Regnbuen i Avedøre skal ikke gøres kommunal.

Og det er ikke et had mod selvejende institutioner, der gør, at Hvidovre Kommune lader til at sætte sig imod, at den konstituerede leder i Regnbuen kan fortsætte som fast leder.

Sådan lyder det i en mail fra Hvidovre Kommune til Risbjerg & Co. oven på et væld af kommentarer til et debatindlæg.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Forælder bekymret for Regnbuens børn

I debatindlægget fortæller en forælder, at hun er bekymret for børnene i institutionen.

Forælderen har hørt, at Regnbuens konstituerede leder, Mie, næppe bliver fast leder, selvom både bestyrelse, forældre og ansatte ønsker det.

Årsagen skulle være, at Mie gennem mange år har haft et forhold til en anden ansat i institutionen.

Indlægget – og kommunens svar på det – har fået andre til tasterne i blandt andet Facebook-gruppen Avedøre Stationsby – en god bydel for alle

“I er ved at lave en kæmpefejl i Hvidovre Kommune”

– At bruge som begrundelse, at Mie, den konstituerede leder, er gift med en kollega, har jo været kendt i mange år. Og dette er ikke noget, man mærker på nogen måde. Jeg fandt først ud af det efter flere år, da jeg fik det fortalt.

– I er i færd med at lave en kæmpefejl i Hvidovre Kommune, skriver én.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

En anden spekulerer i, at der må være andre årsager til, at kommunen vil bremse fastansættelsen af Mie.

– Tænk at lukke ned for en dybt professionel leder, som har så meget hjerte med i sit arbejde med både Regnbuen som hus, men også med alle klubbens medlemmer, der elsker både Mie og Ronny. Fordi de danner par i privaten?!???

– Jeg tror desværre at der ligger andet bag, hvor den situation med Mie og Ronny bare er en dårlig undskyldning man bruger. Hvor var de regler da Mie blev konstitueret leder igen og igen??

– Man kunne frygte der var skumle tanker bag så latterligt et grundlag! Selvejende institutioner har altid været lidt et problem for kommunen har de ikk?, lyder det i kommentaren i Facebook-gruppen.

Hvidovre Kommune: Der er forskel på at være konstitueret og fast

Risbjerg & Co. har hevet fat i Hvidovre Kommune for at få nogle svar.

Meldingen fra kommunen lyder blandt andet, at der forskel på at ansætte en konstitueret og en fast leder.

– Hvidovre Kommune har ifølge driftsoverenskomsten med Regnbuen ingen rolle i udpegningen af en konstitueret leder. Det har alene været bestyrelsens beslutning.

– Ifølge driftsoverenskomsten med Regnbuen skal kommunen kun godkende ansættelsen af en fast leder, og det er i denne forbindelse, at kommunen påser, at forvaltningsloven overholdes.

– Der stikker ikke andet under, end at vi ønsker at overholde loven, skriver Tine Larting, der er direktør for børne- og velfærdsområdet i Hvidovre Kommune.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Kan man ikke se stort på reglerne i Regnbuens tilfælde?

Alle lader til at bakke op om Mie som leder og ytre sig positivt om hendes forhold til Ronny.

Er det helt umuligt, at kommunen kan se på den konkrete sag og lade hende blive i stillingen?

– Jeg forstår godt, at der er stor interesse for denne sag, men da den indeholder personfølsomme oplysninger, kan vi desværre ikke kommentere på den konkrete situation.

– Kommunalbestyrelsen vil tage stilling til sagen på et lukket møde på et senere tidspunkt.

– Igen kan jeg sige, at kommunen som udgangspunkt altid godkender den leder, bestyrelsen i en selvejende institution indstiller, medmindre der er vægtige grunde til andet, skriver Tine Larting til Risbjerg & Co.

Hvorfor må man danne par i andre af Hvidovre Kommunes institutioner?

Flere bemærker, at der er lignende parforhold på andre offentlige steder i kommunen.

Hvis det er korrekt, er det her så også et signal om, at alle de ansættelsesforhold skal/bør ophøre? Eller hvorfor er det anderledes i Regnbuens tilfælde?

– Generelt kan jeg sige, at Hvidovre Kommune som offentlig myndighed følger forvaltningsloven.

– Reglerne i loven findes blandt andet for at sikre, at offentlige ansættelser og beslutninger altid træffes på et sagligt og oplyst grundlag.

– Reglerne gælder i hele kommunen, og hvis der er lignende situationer andre steder, bliver de også vurderet efter de samme principper.

– I sådanne vurderinger spiller forhold som for eksempel arbejdspladsens størrelse, ledelsesstruktur og organisering en rolle, melder Tine Larting.

Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig Risbjerg & Co.’s gratis nyhedsbrev:

Direktør: Byggelegepladsen Regnbuen skal ikke gøres kommunal

Har Hvidovre Kommune noget imod selvejende institutioner?

– Jeg vil gerne slå fast: Hvidovre Kommune har bestemt ikke noget imod selvejende institutioner.

– Tværtimod ser vi dem som en vigtig del af det samlede tilbud til borgerne, og vi sætter stor pris på den forskellighed, de bringer.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

– Regnbuen er en helt særlig institution med et unikt miljø, som vi på ingen måde ønsker at ændre.

– Der er intet i denne sag, der lægger op til, at Regnbuen skal gøres kommunal – det er slet ikke på tale, skriver Tine Larting.

Det er endnu ikke besluttet, hvornår sagen om Regnbuens leder kommer op i Kommunalbetyrelsen.

Risbjerg & Co. er drevet af én mand, der bruger al sin tid på at lave god journalistik om Hvidovre.

Hvis du vil være med til at sørge for, at det kan blive ved, så bliv medlem og få fri adgang til at læse alt – og til rabatter i byen. 

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Bliv medlem nu og
spar 40%
Fri adgang til alle artikler & rabatter i et halvt år