Brug af slankelægemidler mest udbredt blandt kvinder, rige og fraskilte

Slankelægemidler er desuden mest udbredte blandt 50-59-årige
Wegovy FlexTouch fra Novo Nordisk, slankelægemiddel mod svær overvægt
Slankelægemidler som Wegovy FlexTouch er som udgangspunkt til personer med svær overvægt i form af et BMI på mindst 30. (Foto: Novo Nordisk)

Tal fra Danmarks Statistik viser, at 117.500 danskere brugte receptpligtige slankelægemidler i 2023.

Det svarer til 2,4 procent af alle voksne fra 18 år og opefter.

Blandt kommuner på Københavns vestegn placerer Hvidovre sig i toppen. Det kan du læse om i artiklen Voksne i Hvidovre ligger højt i brug af slankemidler.

Hvad er et slankelægemiddel?

Et slankelægemiddel er et receptpligtigt lægemiddel hovedsageligt rettet mod personer med svær overvægt i form af et BMI på mindst 30.

Wegovy kan dog også udskrives til folk med overvægt, hvilket vil sige et BMI på ned til 27 – hvis de lider af en sygdom, der er knyttet til overvægt.

Det kan for eksempel være forhøjet blodtryk eller hjertekarsygdomme.

Receptpligtige slankemidler er et supplement til kaloriefattig kost og mere motion for folk, som enten skal tabe sig eller holde vægten.

Hvem bruger slankelægemidler?

Analysen fra Danmarks Statistik afslører nogle pudsige fakta:

  • Kvinder er mere tilbøjelige til at bruge slankemidler end mænd. Selvom andelen af kvinder og mænd med overvægt lader til at være nogenlunde ens, var 72% af brugerne i første halvdel af 2023 kvinder, 28% var mænd.
  • Fraskilte ligger højere i statistikken end gifte og ugifte. Andelen af fraskilte brugere, som har indløst recept på slankelægemiddel i første halvdel af 2023, er 2,3%. Andelen af gifte (herunder folk i registreret partnerskab) er 2,0%. Andel blandt ugifte er på 1,1%.
  • Folk i parforhold er mere tilbøjelige til at bruge slankemidler end enlige. Andelen af brugere blandt personer i parforhold er 1,8%. Den tilsvarende andel blandt enlige er 1,3%.
  • Flere rige bruger slankelægemidler (3,4% af de rigeste). Jo lavere indkomstgruppe, des mindre andel af brugere (1,8% af de fattigste).
  • Andelen af brugere er højst i aldersgruppen 50-59 år (3,2%) og lavest i aldersgruppen på 80 år og derover (0,1%).
Andel brugere af slankelægemidler - slankemidler - fordelt på alder. Første halvår 2023.
Andel brugere af slankelægemidler – slankemidler – i befolkningen fordelt på alder. Tal for første halvår 2023. (Figur: Danmarks Statistik)

Er brugen af slankemidler rekordhøj?

Nej. Mens andelen er danskere, der bruger receptpligtige slankelægemidler er det højeste i de senere år, lå tallet faktisk endnu højere omkring årtusindeskiftet.

For 25 år siden var der 131.100 voksne brugere af slankelægemidler. Det svarer til 3,1 procent af den voksne befolkning i 1999.

Tallet var dengang højt på grund af slankelægemidlet Letigen, der blev promoveret af blandt andre professor ved Københavns Universitet Arne Astrup.

Letigen blev forbudt i 2002 på grund af risiko for alvorlige bivirkninger.

Derefter dalede andelen af brugere af slankelægemidler ifølge Danmarks Statistik markant til 0,3 procent i 2003.

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig det gratis nyhedsbrev fra Risbjerg & Co.